Gå til hovedindholdet

Nu er løft et bandeord

Et e-læringsprogram om forflytning har givet resultat på Bornholms Hospital. Antallet af skader er faldet fra ti til nul om året.

E-læringsprogrammet er en god vejledning i hverdagen for social- og sundhedsassistent Bente Madsen. – Vi behøver ikke længere bruge tid på at diskutere, hvad vi skal gøre. Vi har lært det samme og ved, hvor vi kan finde vejledningen igen, siger hun. Foto: Morten Svenningsen.

Tekst, tale og billeder

Hvis social- og sundhedsassistent Bente Madsen eller en af hendes kolleger på Bornholms Hospital vil tjekke, hvordan de bedst hjælper en patient ud af sengen, kan de klikke ind på hospitalets intranet og få hjælp via et e-læringsprogram, som er udviklet i samarbejde med BAR-SoSu og Teknologisk Institut (læs mere om projektet i boksen nederst på siden).

- Det kan jo ske, at man lige tænker ”Hov, hvordan er det nu, det er bedst at stå, når jeg skal flytte en patient fra seng til seng”, siger Bente Madsen, der arbejder på kirurgisk afdeling.

E-læringsprogrammet er udviklet med udgangspunkt i medarbejdernes egne erfaringer. Med tekst, tale og billeder viser programmet de fire mest almindelige og belastende forflytningssituationer, bl.a. hvordan man bedst får en patient højere op i sengen eller fra sengen og op at stå.

E-læringsprogrammet indeholder også ni gode råd til forflytning. Man skal blandt andet give sig tid, man skal sætte sig ind i patientens situation, og man skal gå systematisk til værks.

Faktaboks: 9 gode råd fra e-læringsprogrammet

Den gode forflytter:

  1. sætter sig ind i patientens situation
  2. giver støtte og tid
  3. husker at forflytning kan opleves som et overgreb
  4. går systematisk til værks
  5. er kropsbevidst og i god træningstilstand
  6. bruger de nødvendige hjælpemidler
  7. gør ikke bare ”som vi plejer”
  8. gør ikke alting alene
  9. passer på sig selv, når hun/han passer på patienten

Altid tilgængeligt

Jan Winsløv er chefportør og forflytningsinstruktør. Han har i samarbejde med hospitalets social- og sundhedsassistenter og de øvrige 20 portører været med til at udvikle programmet, som er en del af et to-årigt projekt der sluttede i 2009.

- Fordelen ved et e-læringsprogram er, at det altid er tilgængeligt, så medarbejderne kan bruge det når som helst, de vil. På den måde har alle adgang til samme viden, uanset om de arbejder dag, aften eller nat, og de kan springe frem og tilbage i programmet efter behov, siger han.

Nu er han med til at holde programmet ved lige og udvikle det i samarbejde med hospitalets to andre forflytningsinstruktører og hospitalets web-afdeling. Programmet skal hele tiden tilpasses, når der kommer nye senge og nye hjælpemidler som fx nye lifte og en badebækkenstol. 

E-læring skal kombineres med praksis Men e-læring kan ikke stå alene, understreger Jan Winsløv. Derfor kommer han og de øvrige instruktører jævnligt ud på afdelingerne for at se, om de rigtige hjælpemidler befinder sig de rigtige steder og bliver brugt rigtigt. Og instruktørerne kan tilkaldes, når medarbejderne har brug for instruktion til en forflytning.

Om E-læringsværktøjet

E-læringsværktøjet er udviklet af BAR-SoSu, og kan ses på forflyt.dk

Se videoerne i e-læringsprogrammet her

På nedenstående findes også videoer om forflytninger i hjemmeplejen, døgnplejen og på plejehjem.

forflyt.dk

- Programmet skal kombineres med instruktion i praksis. Ingen patienter er ens, så derfor er instruktionerne i læringsprogrammet ikke altid tilstrækkelige, siger han.

Lettere hverdag

E-læringsprogrammet og forflytningsteknikkerne har skabt en lettere hverdag for medarbejderne på Bornholms Hospital.

- Vi er altid to om de tunge patienter, og med glidestykkerne går det som en leg, siger Laila Pihl, der har arbejdet som social- og sundhedsassistent i mange år. Hun har en dårlig ryg, men den mærker hun sjældent noget til nu.

- Mange på min alder er blevet nedslidte, men det er jo ikke så mærkeligt, for vi har løftet meget gennem årene. Med de hjælpemidler, vi har nu, behøver de nyuddannede ikke at blive det, siger Laila Pihl.

Nu føler hun føler sig også mindre træt, når hun går fra arbejde, og hun har mere energi til at være aktiv i fritiden.

- Jeg skal ikke hjem og tage piller, men kan dyrke sport og være aktiv. Det betyder meget, siger hun.

Mulighed for træning

En af reglerne i e-læringsprogrammet handler da også om, at man skal være kropsbevidst og i god træningstilstand. Det har medarbejderne mulighed for at gøre noget ved i personaleforeningens trimcenter, hvor de for 40 kr. om måneden har fri adgang til træningsmaskiner, vægte, boksebold, massagestol og spinningcykler.

Kulturændring  

Med projektet er der skabt en kulturændring på hospitalet, mener Dorte Hansen, der er afdelingssygeplejerske på hospitalets neurologiske afsnit.

- Bare det at bruge ordet forflytning ændrer meget. Nu er det blevet legalt at sige: Husk lige at hæve eller sænke sengen og husk at bruge glidestykke. Vi har fået et redskab, som vi kan bruge i hverdagen, hvor vi før brugte tid på at snakke om, hvad vi skulle gøre, siger hun.

Hun oplever, at projektet også har betydet, at kollegerne er blevet bedre til at tage hensyn til hinanden.

- Hvis en medarbejder fx har ondt i skulderen, tager vi hensyn og aftaler, at hun ikke skal forflytte de næste dage, siger Dorte Hansen, som dog sjældent hører medarbejdere klage over ondt i ryg eller skulder.

– Hvis nogen har ondt, spørger jeg, om det skyldes arbejde. Som regel er svaret ”Nej, jeg har gravet have i weekenden”, smiler hun.

Nul forflytningsskader

Formålet med projektet var at få fokus på god forflytningsteknik for at forebygge skader. Og det er lykkedes. Hvor hospitalet i 2007 og 2008 havde ti forflytningsskader om året, kom det i 2009 ned på fem, og i 2010 var der ingen forflytningsskader på Bornholms Hospital.

- Før forflyttede vi ikke. Vi løftede patienterne, fortæller Jan Winsløv, og fortsætter:

- Som portører kunne vi komme op på 32 løft på en dag. Vi var to portører om at løfte en patient fra seng til seng. Den ene tog fat i patientens ben, den anden under patientens arme. Det var ikke rart for patienten og kunne gå ud over hans eller hendes skulder. Og vi fik skader især i skulder, ryg og lænd. Nu er løft et bandeord. Vi skubber, trækker, støtter og ruller i stedet, siger han.

Fakta om projektet

Bornholms Hospital fik i 2007 støtte fra Forebyggelsesfonden til et projekt, hvis formål var at styrke den forebyggende indsats over for de skader der opstår, når patienter skal forflyttes.

Målgruppe for projektet var de 93 social- og sundhedsassistenter og 21 portører på hospitalet. Men også de øvrige 590 kolleger på hospitalet og de 38.000 medarbejdere på Region Hovedstadens øvrige hospitaler har fået tilbudt e-læringsprogrammet.

E-læringsprogrammet er udviklet i samarbejde med BAR-SoSu og Teknologisk Institut med udgangspunkt i medarbejdernes egne erfaringer. På fire workshops fandt medarbejderne frem til de mest almindelige og belastende forflytninger:

  • Fra seng til seng
  • Fra seng op at stå
  • Højere op i seng
  • Fra fald på gulv til seng 

Derefter arbejdede en arbejdsgruppe videre i samarbejde med ergonomiske konsulenter på at finde de bedste teknikker og de bedste hjælpemidler.

E-læringsprogrammet indeholder en video, som er udarbejdet i samarbejde med Teknologisk Institut. Her viser medarbejdere fra Bornholms Hospital de fire forflytninger, som også gennemgås trin for trin med tekst og lyd.

Programmet indeholder desuden den teoretiske baggrund for forflytningsteknik, advarsler mod at gøre ”som vi plejer”, regler for den gode forflytning og link til bl.a. forflyt.dk, hvor det også er muligt at se en videreudviklet udgave af det bornholmske e-læringsprogram.

Sidst revideret: 14. marts 2023

Henter PDF