Gå til hovedindholdet

Manuel håndtering af personer

Der findes en række risici for muskel- og skeletbesvær, når det gælder manuel håndtering af personer. Læs om disse og om, hvordan du som arbejdsgiver eller medarbejder kan forebygge muskel- og skeletbesvær.

Manuel håndtering af personer forekommer særligt inden for social- og sundhedsområdet, fx i hjemmeplejen, på hospitaler, på institutioner og botilbud og på børne- og ungeområdet, men manuel håndtering af personer kan også forekomme i brandvæsen og redningskorps.

Ved manuel håndtering af personer forstås, at en eller flere ansatte er sammen om og i samarbejde med personen flytter, herunder eksempelvis løfter, bærer, trækker, slæber, skubber eller støtter en person. Det kan fx være i forbindelse med, at personen skal have hjælp til at rejse sig, ændre stilling, flytte eller løfte sig.  

Løft af personer forekommer normalt kun - og vil normalt kun kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt - ved arbejde med mindre børn. Løft af personer kan dog også forekomme i forbindelse med ulykker, hvor personen hurtigt skal fjernes fra ulykkesstedet.

Ved forflytning af en person forstås en arbejdsmetode, hvor den belastning, som den ansatte udsættes for, reduceres ved at glide, dreje, vende, trække eller skubbe en person i stedet for at løfte. I forbindelse med forflytning kan de ansatte anvende forskellige former for tekniske hjælpemidler, og desuden kan de ansatte samarbejde med personen, der skal forflyttes, så ressourcerne fra den person, der skal forflyttes, indgår i processen.

Det skal du gøre som arbejdsgiver

For at forebygge, at dine medarbejdere får muskel- og skeletbesvær når de manuelt håndterer personer skal du sørge for en forsvarlig planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet. Du skal sørge for, at der er egnede tekniske hjælpemidler til dine medarbejderes rådighed, at de både egner sig til forflytningen, til de steder hvor arbejdet foregår, og til den medarbejder der udfører den manuelle håndtering. Desuden skal dine medarbejdere modtage tilstrækkelig instruktion og oplæring om forflytninger, løft og anden manuel håndtering af personer. Instruktionen skal gentages efter behov.

Forebyggelse i 3 plan - hvordan du som arbejdsgiver også kan forebygge muskel- og skeletbesvær hos dine medarbejdere

Det kan du selv gøre som medarbejder

Du kan som medarbejder selv være med til at forebygge muskel- og skeletbesvær ved forflytninger, løft og anden manuel håndtering af personer. Det kan du gøre ved at bruge de tekniske hjælpemidler, som din arbejdsgiver skal sørge for, til dine arbejdsopgaver. Det er vigtigt, at du bruger de rigtige hjælpemidler til dine forskellige opgaver, så du bliver aflastet mest og bedst muligt. Og du skal følge den instruktion og oplæring, du har modtaget.

Arbejdstilsynets vejledninger

Forflytning og anden manuel håndtering af personer - AT-vejledning D.3.3

Arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær - AT-vejledning D.3.4

Andre materialer

God forflytning af personer: Hent viden og værktøjer på Forflyt.dk - BFA Velfærd og Offentlig administration

Forflyt med omtanke - podcast - BFA Velfærd og Offentlig administration

MSB forebygger vi i fællesskab - BAU Jord til Bord

MSB spørgeskema: Fra beslutning til handling - Guide til arbejdsmiljøudvalget - BAU Jord til bord - pdf

De vigtigste regler

Forflytning, løft og anden manuel håndtering af personer - AT-vejledning D.3.3

Manuel håndtering - Bekendtgørelse 1164 - 1992

Sidst revideret: 29. april 2024

Henter PDF