Gå til hovedindholdet

Mindre varmepumper (primært til privat brug)

Varmepumper indeholder kølemidler, der kan brænde (eksplodere) eller kan være skadelige for miljøet. Det er derfor vigtigt, at varmepumpen installeres, vedligeholdes og bortskaffes korrekt. Nedenstående gælder for varmepumper med op til 5 kg kølemiddel.

Mindre varmepumper og aircondition anlæg (herefter varmepumper) indeholder typisk mindre end 5 kg kølemiddel og er beregnet til opvarmning eller afkøling af private boliger eller mindre erhverv. For større varmepumpe- og køleanlæg findes der andre regler. 

Som ejer af en varmepumpe skal du sikre, at varmepumpen opstilles, anvendes, vedligeholdes, efterses og til sidst bortskaffes, som det er beskrevet i fabrikantens brugsanvisning samt efter de gældende regler.

Det er vigtigt, at du kender typen og mængden af kølemiddel, der er påfyldt varmepumpen. I instruktions-bogen vil det normalt være angivet, hvilket og hvor meget kølemiddel der er i varmepumpen. Hvis du ikke er sikker kan du spørge den person, der har sat varmepumpen op.

Kølemidlerne vil tilhøre en af nedenstående grupper:

  • Gruppe 1: Farlige kølemidler fx R290 (propan)
  • Gruppe 2: Andre kølemidler fx R407C, R410A, R744 eller R32

Hvem må udføre installation, eftersyn, service mv. på varmepumper

Som ejer skal du være opmærksom på, at opstilling, montering, idriftsætning, reparation, vedligeholdelse, eftersyn samt nedlukningsarbejde, herunder tømning, af varmepumper med

  • mere end 1 kg kølemiddel i gruppe 1
  • mere end 3 kg kølemiddel i gruppe 2

kun må udføres af en person, der er certificeret kølemontør/-teknikker. Dog må personer, der ikke er i besiddelse af et certifikat, udføre disse opgaver på køleanlæg med op til 2,5 kg kølemiddel i gruppe 1, indtil d. 1. juli 2025.

Ovenstående krav om kompetencer gælder ikke for opstilling, montering eller idriftsætning af hermetisk lukkede (mono blok type) varmepumper.

Endvidere skal fabrikantens anvisninger følges.

Arbejdstilsynet anbefaler at varmepumpen uanset størrelse opstilles af en fagperson, da kølemidler oftest er brandfarlige eller miljøskadelige samt for at optimere driften.

Eftersyn hver andet år

Varmepumper der indeholder fra 3 kg til og med 5 kg kølemiddel skal have et eftersyn hver 24. måned.

Varmepumper skal vedligeholdes, serviceres mv. efter fabrikantens anvisninger.

Læs mere

Varmepumper og køleanlæg er reguleret i:

Anvendelse af trykbærende udstyr - Bekendtgørelse 498 - 2024

Uddannelse som kølemontør/-teknikker

Køleteknikker/-montør er en del af de arbejdsmiljøfaglige uddannelser

Arbejdsmiljøfaglige uddannelser - Bekendtgørelse 1978 - 2021 - med senere ændringer

Andre myndigheders der regulerer området

Miljøstyrelsen har regler vedrørende installering, vedligeholdelse og genvinding af varmepumper med miljøskadelige kølemidler.

Kølemidler - Miljøstyrelsen

Energistyrelsen har regler vedrørende varmepumpers energieffektivitet

Varmepumper til varmeanlæg - Energistyrelsen

Sidst revideret: 10. juli 2024

Henter PDF