Sidst revideret: 10. april 2024
Vurdér risikoen for medarbejdernes helbred ved stor arbejdsmængde og tidspres
Hvis der er stor arbejdsmængde og tidspres på jeres arbejdsplads, skal du som arbejdsgiver vurdere, om du effektivt har forebygget risikoen for dine medarbejderes helbred.
For at vurdere, om du som arbejdsgiver effektivt har forebygget risikoen for dine medarbejderes helbred, skal du vurdere, om dine medarbejdere har mulighed for tilstrækkelig restitution i løbet af arbejdsdagene. Det kan både være i form af pauser og variation mellem intensive og mindre intensive opgaver.
Du skal også vurdere, om de har tilstrækkelig mulighed for restitution mellem arbejdsdagene. Endelig skal du vurdere, om risikoen for arbejdsulykker pga. stor arbejdsmængde og tidspres er effektivt forebygget.
Det vil altid være en konkret vurdering, om risikoen for medarbejdernes helbred er effektivt forebygget. Der er tale om en helhedsvurdering, hvor du bl.a. skal tage de forhold med i betragtning, som er nævnt nedenfor.
Vurdér om der er balance
Helt overordnet skal du vurdere, om der er balance mellem forekomsten af stor arbejdsmængde og tidspres og jeres forebyggelse. Forestil dig en vægt, hvor den ene skål indeholder forekomsten af stor arbejdsmængde og tidspres, og den anden indeholder jeres forebyggelse. Når de to skåle er i balance, er der ingen risiko for medarbejdernes helbred. Hvis skålen med stor arbejdsmængde og tidspres derimod er tippet, skal der igangsættes forebyggende tiltag, der kan genskabe balancen.
Forekomsten handler både om omfanget og karakteren af stor arbejdsmængde og tidspres. Omfanget handler om, hvor meget stor arbejdsmængde og tidspres fylder for den enkelte medarbejder, både over dagen og over ugen, og hvor længe det har stået på. Karakteren af stor arbejdsmængde og tidspres handler om, på hvilken måde stor arbejdsmænge og tidspres kommer til udtryk. Er der fx tale om stramme deadlines eller mange akutte uforudsete opgaver.
Jeres forebyggelse handler om, hvad I konkret har gjort for at forebygge risikoen for medarbejdernes helbred og dermed sikre balance mellem forekomst og forebyggelse. Det handler bl.a. om, hvordan I planlægger og tilrettelægger arbejdet, hvordan jeres medarbejdere er oplært og instrueret i arbejdet, og hvilke muligheder de har for støtte og indflydelse i arbejdet.
Forebyggelsen skal sikre, at omfanget af stor arbejdsmængde og tidspres ikke bliver så stort, at det truer medarbejdernes restitution, og dermed at skålen med stor arbejdsmængde og tidspres tipper. Forebyggelsen skal derfor også matche den karakter, som den store arbejdsmængde og tidspres har. Hvis der fx er tale om mange akutte uforudsete opgaver, vil det være centralt for at sikre balancen, at der er klare procedurer for, hvordan de akutte situationer håndteres.
Du skal også vurdere, om der er andre påvirkninger i arbejdsmiljøet, som kan forværre risikoen. Det kan være tilfældet, hvis medarbejderne samtidig skal arbejde med stor opmærksomhed og koncentration eller har svært arbejde, der kræver fordybelse. De forværrende faktorer vil få skålen med stor arbejdsmængde og tidspres til at tippe yderligere, og der vil derfor være behov for forebyggende tiltag, som også tager højde for de forværrende faktorer, for at genskabe balancen.
Få mere viden
Om vurdering af risikoen for medarbejdernes helbred