Sidst revideret: 15. juni 2024
Bygherrens koordinerende ansvar og pligter
Det er bygherrens ansvar at planlægge og koordinere arbejdet med sikkerhed og sundhed ved bygge- og anlægsarbejde, både i projekteringsfasen og i byggeperioden.
Bygherrens koordineringspligter gælder bl.a. i forhold til udpegning af kvalificeret arbejdsmiljøkoordinator, forundersøgelser, afgrænsning af ansvar i fællesområder og anmeldepligt over for det offentlige.
Bygherren har ansvaret for, at der under projektering udarbejdes en Plan for sikkerhed og sundhed (PSS). Det gælder, når bygherren må forvente, at mindst to virksomheder i byggeperioden tilsammen vil beskæftige 11 eller flere personer samtidig på byggepladsen (store byggepladser). Forventes der 10 eller færre personer, skal der udarbejdes Plan for sikkerhed og sundhed (PSS), hvis der skal udføres særligt farligt arbejde.
Planen for sikkerhed og sundhed (PSS), skal være tilgængelig på byggepladsen fra første spadestik.
Det er desuden bygherrens ansvar at anmelde bygge- og anlægsarbejde til arbejdstilsynet, hvis arbejdet har et vist omfang.
Bygherren er juridisk ansvarlig
Bygherren skal arbejdsmiljøkoordinere, når der projekteres og i byggeperioden. Bygherren skal udpege kvalificerede koordinatorer til at udføre de opgaver, som bygherren har det juridiske ansvar for. Hvis de regler, der gælder for bygherren bliver overtrådt, vil et eventuelt påbud fra Arbejdstilsynet blive givet til bygherren.
Bygherrens pligter når der projekteres
Når der projekteres har bygherren altid pligt til at sørge for:
- At udpege en eller flere kvalificerede koordinatorer til at koordinere for sikkerhed og sundhed i forhold til udarbejdelsen af projektmaterialet
- At koordinatoren - på store byggepladser - udarbejder en plan for sikker og sundhed (PSS) og en journal
- At indgå aftaler med de enkelte virksomheder på byggepladsen om etablering og vedligeholdelse m.v. af sikkerhedsforanstaltningerne i fællesområderne.
Bygherrens pligter i byggeperioden
Under arbejdet på byggepladsen har bygherren pligt til at sørge for:
- At en eller flere koordinatorer i koordinerer arbejdet med sikkerhed og sundhed
- At koordinatoren - på store byggepladser og når der skal udføres særligt farligt arbejde - vedligeholder planen for sikkerhed og sundhed (PSS) og journalen
- At bygge- og anlægsarbejdet bliver anmeldt til Arbejdstilsynet, så snart byggepladsen etableres.
Bygherren kan sikre arbejdsmiljøet
Bygherren kan gøre meget for arbejdsmiljøet. Han kan fx formulere en arbejdsmiljøpolitik og stille krav om, at alle følger politikken under byggearbejdet. Bygherren kan også stille arbejdsmiljøkrav i kontrakterne om brug af de mindst farlige byggematerialer m.v.
Erfaringerne viser også, at arbejdsmiljøstandarden ofte er højere på byggepladser, hvor man bliver belønnet for at have en god arbejdsmiljøstandard. På større byggerier er der derfor som bygherre god fornuft i at arbejde for bonusordninger, hvor virksomheder og ansatte bliver belønnet for en god arbejdsmiljøstandard. Det kan fx måles med branchevejledningen "Byggeriets Sikkerhedsmålinger".
Byggeriets Sikkerhedsmålinger - BFA Bygge & Anlæg
Krav og opgaver i forhold til udenlandske virksomheder
Der gælder de samme krav til bygherren, når udenlandske virksomheder og udenlandske ansatte arbejder på byggepladsen.