G� til hovedindholdet

Førstehjælp og førstehjælpsudstyr ved arbejde med stoffer og materialer

En hurtig og rigtig hjælp i de første minutter efter en ulykke kan være afgørende. Det kan fx være i forbindelse med en ætsning eller en forgiftning.

Som virksomhed skal I sørge for, at I har det nødvendige førstehjælpsudstyr til rådighed, hvis der sker en ulykke.

Krav til førstehjælpsudstyr

Som en del af jeres arbejdspladsvurdering skal I vurdere, hvilket førstehjælpsudstyr der er behov for ved det arbejde, som jeres virksomhed udfører. Det kan fx være førstehjælpsudstyr som øjenskyl, nødbruser, ildslukningsudstyr, forbindingskasse og personlige værnemidler til brug for evt. redningsmandskab.

Der skal være passende førstehjælpsudstyr på arbejdsstedet, og udstyret skal anbringes hensigtsmæssigt i forhold til de enkelte arbejdspladser. På nogle arbejdspladser, hvor der fx er lang transporttid til skadestue eller læge, kan der være krav om, at der er indrettet særlige førstehjælpslokaler.

Brug værnemidler

I skal være opmærksomme på, at I altid benytter de korrekte værnemidler, så I undgår, at en ulykke sker. Det kan fx være brug af øjenværn, visir eller lign., hvis der er risiko for øjenskader.

Førstehjælpsudstyr er kun beregnet til brug, hvis en ulykke, på trods af de foranstaltninger I har truffet, alligevel sker.

Arbejde med kemiske stoffer og materialer

Når I arbejder med kemiske stoffer og materialer skal jeres APV blandt andet indeholde oplysninger om stoffernes og materialernes farlige egenskaber, hvordan I arbejder med dem, samt hvordan og hvor længe I bliver udsat for dem. Der skal også være en vurdering af de forebyggende foranstaltninger, I har truffet for at undgå at blive udsat for de kemiske stoffer og materialer.

Når I skal foretage en vurdering af, hvad der er tilstrækkeligt førstehjælpsudstyr ved de arbejdsopgaver, som I udfører, skal leverandørens anbefalinger i sikkerhedsdatabladet for stofferne og materialer indgå.

I kan også søge oplysninger til brug for jeres vurdering fx hos jeres leverandør af personlige værnemidler eller førstehjælpsudstyr. Alle disse oplysninger skal indgå i jeres vurdering af, blandt andet hvor længe I skal skylle, om der skal skylles på vej til evt. lægebehandling, eller om man skal kunne skylle begge øjne på samme tid.

Nødvendigt førstehjælpsudstyr

Nødvendigt førstehjælpsudstyr ved arbejde med stoffer og materialer kan være:

  • Øjenskyl, hvor der er risiko for at komme i kontakt med stoffer og materialer, det er vigtigt at få fjernet hurtigt fra øjnene. Det kan fx være ætsende stoffer og materialer eller stoffer og materialer, der kan optages gennem slimhinderne.

  • Ved alle former for øjenætsning skal I omgående skylle øjnene med rigeligt, rindende vand. Det kan være vand fra øjenskylleflaske, drikkefontæne m.v. Øjenskylleflasker er at foretrække.

  • Vandet bør om muligt være behageligt tempereret. Hvis øjenskylleflasker opbevares udendørs i vintermånederne, skal de sikres mod frost.

  • Nødbruser, hvor der er risiko for at blive oversprøjtet med brændende eller meget varme væsker, samt hvor der er risiko for at komme i kontakt med stoffer og materialer, det er vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden på kroppen. Det kan fx være ætsende stoffer og materialer eller stoffer og materialer, der kan optages gennem huden.

Henter PDF