Udskrift af dombogen for Københavns Byrets
Dom afsagt den 28. oktober 2002 af Københavns byrets 7. afdeling i sag nr. 7.19814/20
Anklagemyndigheden mod tiltalte T
Politidirektøren i København har ved anklageskrift rejst tiltalte mod T for overtrædelse af
Arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. § 38 stk. 1 og § 42 stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning § 68 stk. 1, nr. 1, jf. § 25 stk. 1 og stk. 2,
ved i en periode til og med den 26. november 2001 i et kælderrum i tiltaltes virksomhed at have udført arbejde, skønt kælderrummet ikke var indrettet sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet 3 personer arbejdede i rummet, uden at rummet havde en sådan tilgang af dagslys, at det var velbelyst, og uden at der var udsyn til omgivelserne gennem vinduer eller lignende.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte idømmes en bøde på 20.000 kr.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagsfremstilling
Efter at Arbejdstilsynet havde besøgt T den 14. juli 2000, meddelte Arbejdstilsynet ved vidne 1 den 17. juli 2000 tiltalte følgende påbud:
..............
"Beskrivelse
Arbejdstilsynet har konstateret, at der var indrettet arbejdsplads for fire medarbejdere nede i et kælderrum.
Der var en lyskasse på 0,3 m2 i ovennævnte kælderlokale på 20 m2. Det blev oplyst af T, at medarbejdere arbejder ca. 8 timer dagligt.
Vurdering
Arbejdstilsynet vurderer, at dagslystilgangen gennem ovennævnte lyskasse er utilstrækkelig og ikke velbelyst.
Påbud
Arbejdstilsynet påbyder, at der skal træffes den fornødne foranstaltning for at forøge dagslystilgangen til ovennævnte arbejdsplads i virksomhedens kælderlokale.
................
Denne afgørelse blev af tiltalte via sin advokat påklaget til Arbejdsmiljøklagenævnet.
Tiltaltes advokat ansøgte endvidere Bygningsinspektoratet om dispensation til lovliggørelse af indretningen i kælderen til arbejdspladser, idet man foreslog at vinduet til gården blev ændret således, at det blev forsynet med klart glas.
Tiltalte har endvidere overfor Arbejdstilsynet og Bygningsinspektoratet til-kendegivet, at han var indstillet på at søge korrekte og fornuftige løsninger, og at han ville samarbejde med bygningsmyndighederne med henblik på at lovliggøre arbejdspladserne. Endvidere anmodede tiltalte Arbejdstilsynet om at ville afvente sagsbehandlingen hos Bygningsinspektoratet.
Der har herefter løbende været korrespondance mellem tiltaltes advokat og Bygningsinspektoratet for at finde frem til en løsning.
Den 23. april 2001 rykkede tiltaltes advokat bygningsinspektoratet for svar på dispensationsansøgningen.
Ved afgørelse af 29. juni 2001 stadfæstede Arbejdsmiljøklagenævnet Arbejdstilsynets afgørelse og besluttede, at nævnets afgørelse skulle efterkommes senest den 26. oktober 2001.
Ved skrivelse af 11. juli 2001 rykkede tiltaltes advokat Bygningsinspektoratet for en afgørelse, og gjorde samtidig Arbejdsmiljøklagenævnet opmærksom på, at man stod uforstående overfor, at der var truffet afgørelse i sagen, idet advokaten havde opfattelsen af, at der var enighed om at afvente bygningsmyndighedernes behandling af sagen.
Ved skrivelse af 15. juli 2001 til Arbejdsmiljøklagenævnet gjorde advokaten gældende, at afgørelsen var truffet på et urigtigt grundlag, idet Arbejdsmiljøklagenævnet ikke afventede den byggesagsmæssig behandling af sagen. Arbejdsmiljøankenævnet svarede herpå, at man via Arbejdstilsynet havde fået at vide, at bygningsmyndighederne ville afvente Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse i klagesagen, og på denne baggrund traf man så afgørelsen af 29. juni 2001.
Tiltaltes advokat gjorde herefter overfor Arbejdsmiljøklagenævnet gældende, at der foreligger en sådan mangel ved den trufne afgørelse, at den må anses som ugyldig, idet advokaten ikke havde fået mulighed for at kommentere de oplysninger, de havde indhentet fra bygningsmyndighederne, inden afgørelsen blev truffet. Dette afviste Arbejdsmiljøklagenævnet under henvisning til forvaltningslovens § 19.
Ved brev af 31. august 2001 forslog tiltaltes advokat et møde med arbejdsmiljøklagenævnet i lokalerne med henblik på at træffe beslutning om sagens fortsatte behandling, hvilket blev afslået.
Den 23. oktober 2001 traf bygningsmyndigheden afgørelse i sagen og gav byggetilladelse som ansøgt men på visse betingelser. Den 1. november 2001 bekræftede Arbejdstilsynet overfor advokaten, at arbejdsmiljøproblematikken for så vidt angår dagslystilgangen kan anses for løst, dersom betingelserne for den udstedte byggetilladelse ville blive opfyldt, og tilføjede, at betingelserne i byggetilladelsen var i overensstemmelse med Arbejdstilsynets påbud af 17. juli 2000 og Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 29. juni 2001.
Arbejdstilsynet meddelte, at man fandt ikke anledning til at beramme et møde på ejendomme, men oplyste, at der eventuelt ville blive foretaget kontrolinspektion.
Herefter var Arbejdstilsynet på et uanmeldt kontrolbesøg den 26. november 2001, hvor det blev konstateret, at 3 personer arbejdede i de oprindelige lokaler uden dagslystilgang, og at der var stablet diverse papkasser op foran lyskassen og vinduet i det sydvendte rum. Ingen af de betingelser, der var nævnt i byggetilladelsen, var efterkommet. Der blev i den forbindelse optaget 6 fotos, som har været fremlagt i retten.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte samt af vidne 1 fra Arbejdstilsynet. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.
Til støtte for påstanden om frifindelse har tiltalte gjort gældende, at man udelukkende skal vurdere om arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og § 42 stk. 1 er overtrådt, og at det må være en fejl, at anklageskriftet henviser til § 38.
Tiltalte har ikke handlet uagtsomt i relation til bestemmelserne i Arbejdsmiljøloven, idet tiltalte i første række valgte at forsøge at få byggetilladelse, og den 23. oktober 2001 fik han udstedt denne dispensation. Tiltalte har før den 23. oktober 2001 været i god tro, og det er han også efter den 23. oktober 2001, for han har gjort alt, hvad der står i hans magt for at skaffe sig de fornødne tilladelser. Da der var kontrolbesøg den 26. november 2001, havde tiltalte fået byggetilladelsen og derfor har tiltalte ikke handlet uagtsomt, idet han har forsøgt at skaffe sig de fornødne tilladelser. Det afgørende er, om tiltalte den 26. november 2001 handlede strafbart. Tiltalte havde desuden ingen ansatte den 26. november 2001. De personer, der var i lokalerne var praktikanter, som tiltalte blot skulle undervise, og de fik ikke udbetalt løn af tiltalte. Da tiltalte således ikke var arbejdsgiver for disse praktikanter, er de ikke omfattet af arbejdsmiljøloven.
Retten har i øvrigt ikke grundlag for at vurdere tiden før den 26. november 2001.
Rettens bemærkninger
Retten lægger vægt på, at tiltalte ved arbejdsmiljøklagenævnets stadfæstelse af 29. juni 2001 var klar over, at han skulle træffe de fornødne foranstaltninger for at forøge dagslystilgangen i kælderrummet, såfremt de indrettede arbejdspladser lovligt skulle kunne benyttes.
Retten lægger endvidere vægt på, at da arbejdstilsynet den 26. november 2001 var på kontrolbesøg, var der ifølge vidne 1 3 personer, der sad og arbejdede i kælderen på de indrettede arbejdspladser, selv om der intet var foretaget for at forøge dagslystilgangen. Det forhold, at tiltalte har søgt om dispensation hos bygningsmyndigheden, og således taget skridt til at finde en løsning, og at der først efter en sagsbehandlingstid på 1 år blev truffet afgørelse den 23. oktober 2001, har ikke opsættende virkning og kan ikke fritage tiltalte for, at han skal opfylde kravene og reglerne i arbejdsmiljøloven, når der udføres arbejde i hans virksomhed og i hans kælderlokaler.
Selv om de pågældende arbejdere ifølge tiltalte kun var praktikanter og ikke var lønnet af tiltalte, lægger retten vægt på, at de rent faktisk arbejdede på de af tiltalte indrettede arbejdspladser i tiltaltes kælderlokale og under tiltaltes instruktion. De pågældende er derfor beskyttet ar arbejdsmiljølovgivningen.
Retten finder det herefter godtgjort, at der i tiltaltes kælderlokale ikke var en sådan tilgang af dagslys og et sådant udsyn til omgivelserne gennem vinduer, som kræves for, at de indrettede arbejdssteder var indrettet sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og at der til trods herfor den 26. november 2001 blev udført arbejde i kælderrummet, og at arbejdet således ikke blev udført sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Retten finder det imidlertid ikke godtgjort, at der i en periode forud for den 26. november 2001 er blevet udført arbejde i det pågældende kælderrum, hvorfor tiltalte frifindes for denne del af tiltalen.
Retten finder det herefter godtgjort at tiltalte den 26. november 2001 har overtrådt arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og § 42, stk. 1, jf. bkg. nr. 96 af 13. februar 2001 § 68 stk. 1, nr. 1, jf. § 25, stk. 1 og stk. 2.
Straffen fastsættes i medfør af disse bestemmelser til en bøde på 20.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.
Thi kendes for ret
Tiltalte T straffes med en bøde på 20.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 10.000 kr. + moms i sa-lær til den beskikkede forsvarer.
Udskrift af Østre Landsrets dombog
Københavns Byrets 7. afdelings dom af 28. oktober 2002 (7.19814/2002) er
anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat samt stadfæstelse.
Der er for landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidne 1. Herom henvises til retsbogen.
Ved Arbejdstilsynets besøg den 14. juli 2000 konstateredes ulovlighed omkring lysforholdene ved arbejdspladserne i kælderen.
Den 17. juli 2000 udstedtes påbud til tiltalte om at træffe den fornødne foranstaltning for at forøge dagslystilgangen. Påbuddet skulle efterkommes senest 8. november 2000. "Hvis påbuddet ikke efterkommes inden fristen, vil der normalt blive indgivet politianmeldelse". "Rettidig klage over et påbud vil normalt have opsættende virkning".
Den 27. juli 2000 meddelte advokaten på vegne af tiltalte, at han ønskede at påklage afgørelsen til Arbejdsmiljøklagenævnet.
Den 6. september 2000 meddelte advokaten at et samarbejde med byggemyndighederne agtedes indledt med henblik på at opnå en lovliggørelse af arbejdspladserne, "hvorved jeg går ud fra, at Arbejdstilsynet i relation til de påbud, man derfra har udstedt vil afvente denne ekspedition".
Den 24. november 2000 bekræftede Arbejdsmiljøklagenævnet, at man havde modtaget klagen over afgørelsen af 17. juli 2000, og at klagen havde opsættende virkning. "Eventuelle bemærkninger til sagen, herunder til Arbejdstilsynets udtalelse, bedes sendt til klagenævnet inden 14 dage".
Den 30. november 2000 meddelte advokaten, at han tidligere havde forstået, at man fra arbejdsmiljømyndighedernes side ville afvente sagsbehandlingen i bygningsmyndighederne, og at han gik ud fra, at Arbejdsmiljøklagenævnet tilsvarende var indstillet på at afvente denne sagsbehandling.
Den 17. januar 2001 meddelte advokaten, at bygningsmyndighederne endnu ikke havde truffet afgørelse, "hvorfor sagen fortsat må bero på dette".
Den 29. juni 2001 stadfæstede Arbejdsmiljøklagenævnet Arbejdstilsynets afgørelse af 17. juli 2000 og fastsatte fristen for at efterkomme afgørelsen til den 26. oktober 2001.
I skrivelse af 17. juli 2001 afviste Arbejdsmiljønævnets sekretariat, som nævnt i byrettens dom, at afgørelsen af 29. juni 2001 var ugyldig, men beklagede, at advokaten ikke forud for nævnets afgørelse fik meddelelse om, at der ville blive truffet afgørelse i sagen på bygningsmyndighedernes opfordring.
Landsrettens bemærkninger
Advokatens henvendelser af 30. november 2000 og 17. januar 2001 må sammenholdt med indholdet af Arbejdsmiljøklagenævnets skrivelse af 24. november 2000 forstås som en anmodning i medfør af forvaltningslovens § 21 eller dennes analogi, om at sagsbehandlingen i Arbejdsmiljøklagenævnet,
herunder hans afgivelse af udtalelse om sagen, blev stillet i bero, indtil bygningsmyndighedernes afgørelse forelå. Da nævnet traf afgørelse i sagen uden at underrette advokaten om, at man ikke ville afvente bygningsmyndighedernes afgørelse og uden på dette grundlag at give advokaten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, inden nævnets afgørelse blev truffet, anser landsretten forvaltningslovens § 21 eller dennes analogi for overtrådt i forbindelse med Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 29. juni 2001. Denne regel må anses som en garantiforskrift, og overtrædelse heraf som en generelt væsentlig retlig mangel. Det antages, at udgangspunktet i et sådant tilfælde er afgørelsens ugyldighed, medmindre den manglende iagttagelse har været konkret uvæsentlig, og at det er forvaltningsmyndigheden, som har bevisbyrden herfor.
Under nærværende sag har anklagemyndigheden trods opfordring fra landsretten ikke forholdt sig til spørgsmålet om overtrædelse af forvaltningslovens § 21 og i bekræftende fald virkningerne heraf.
Landsretten må herefter anse Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 29. juni 2001 for ugyldig, hvilket bevirker, at den iværksatte klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 17. juli 2000 fortsat har opsættende virkning.
Der er imidlertid ikke rejst tiltale for overtrædelse af det nedlagte påbud, men for overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningens regler om arbejdets udførelse og arbejdsstedets indretning.
Landsretten tiltræder, at tiltalte har overtrådt de i anklageskriftet nævnte bestemmelser som fastslået i byrettens dom.
Under hensyn til det ovenfor anførte vedrørende sagsbehandlingen i Arbejdsmiljøklagenævnet og tilkendegivelserne fra Arbejdstilsynet vedrørende spørgsmålet om politianmeldelse finder landsretten, at der foreligger sådanne særlige formildende omstændigheder ved gerningen, at den forskyldte straf bør bortfalde i medfør af straffelovens § 85, 2. pkt.
Thi kendes for ret
Den tiltalte, T, forskyldte straf bortfalder.
Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten og forsvarersalæret for byretten.