Resumé
T A/S var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 37, stk. 1, idet en ansat i september 2016 på en byggeplads arbejdede med afhugning af en container, mens han stod på toppen af containeren uden at være sikret mod nedstyrtning.
Byretten frifandt virksomheden under henvisning til, at det ikke var godtgjort, at arbejdet med afmontering af krankæder ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, men at der skulle have været truffet passende foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning. Byretten henviste bl.a. til, at arbejdstilsynet ikke havde kunnet redegøre nærmere for på hvilken måde, at dette arbejde adskiller sig fra arbejde på et tag.
Byretten tillagde det endvidere nogen betydning, at arbejdstilsynet ikke kunne anvise en entydig arbejdsgang for udførelse af dette arbejde, som må anses for hyppigt forekommende på byggepladser, men at arbejdstilsynet først har anvist brug af rullestillads eller lift, og herefter anvist, at kranføreren ville kunne afmontere kæderne stående på en skammel eller en stige, der for sidst nævntes vedkommende i givet fald skulle være af en højde på i hvert fald 3,5 meter, hvis kranføreren skulle kunne nå op fra underlaget til kanten af containeren, hvor afstanden var blevet målt til 3,14 meter.
Anklagemyndigheden ankede byrettens dom med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale.
Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at tiltalte havde udført arbejde med afmontering af en fireslængskæde på taget af en stålcontainer i en højde på ca. 3,14 meter. Landsretten tilkendegav, at der ved et sådant arbejde skal etableres foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning, idet et fald fra den pågældende højde indebærer fare for personskade, jf. herved arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og § 37 i bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer. Imidlertid fandt Landsretten, at der forelå en række indbyrdes uoverensstemmelser mellem indholdet af Arbejdstilsynets strakspåbud, det oplyste om Arbejdstilsynets praksis og den nævnte branchevejledning i forhold til, hvorledes der etableres foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning i et tilfælde som det konkrete forhold. Herefter, og idet der ud fra de foreliggende oplysninger ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte forklaringen fra tiltaltes direktør om, hvad der var den sædvanlige arbejdsgang i branchen, fandt landsretten, at der var en sådan uklarhed om den anerkendte norm eller standard på området, at der ikke var det fornødne grundlag for at pålægge et strafferetligt ansvar.
Domsudskrift
Udskrift af dombogen for retten i Næstved
Dom afsagt den 14. november 2018
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Anklageskrift er modtaget den 30. august 2018. T A/S er tiltalt for
Overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, nr. 1, stk. 5, nr. 4, og stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer,
ved den 15. september 2016 på byggepladsen A at have været ansvarlig for, at den ansatte 1 udførte arbejde med afmontering af en fireslængskæde i forbindelse med læsning af materielcontainer, uden at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet den ansatte arbejdede og færdedes på toppen af containeren tæt ved kanten i ca. 3,14 meters højde, uden at der var truffet passende foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning, hvorved der var fremkaldt fare for skade på den ansattes liv og helbred.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der blev afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af vidne 2. Forklaringerne er gengivet til retsbogen således:
"T A/S ved vidne 1 forklarede, at han er direktør i virksomheden. Der var ca. 70 ansatte i virksomheden i september 2016. Ansatte 1 var i september 2016 ansat i virksomheden.
Han er ikke længere ansat. Han kan ikke huske, hvor længe han havde været ansat på det tidspunkt. Han blev orienteret om sagen af Arbejdstilsynet. Han blev ikke orienteret, mens tilsynet var ude på pladsen. Han ville ellers have talt med folkene på pladsen, og at det har han ikke gjort i denne sag. Ansatte 1 skulle læsse en container på en blokvogn med en kran. Både når kæden skal sættes på eller tages af, føres kranen indover containeren, så de fire kæder, der er fastgjort i kranen, falder udover kanten på containeren, så at kæderne kan tages og sættes fast i de ringe med dertil indrettet kroge, der er placeret i hjørnerne på containeren. Det er de regler, som man bliver oplært efter, når man tager krancertifikat. Og det er den meste sikre måde at afkroge containeren på. Containerne er gerne det første på en byggeplads. Det er ikke noget på byggepladsen. Terrænet vil desuden være for ujævnt til, at man kan køre med en mindre lift eller et rullestillads. Containerens kæder er blevet afmonteret helt efter reglerne. Ansatte 1 havde fat i kæderne med begge hænder, så han kunne have holdt fast i kæderne, hvis han skulle miste balancen og falde. Det ville have været uforsvarligt at bruge en stige til at fast- spænde eller afkroge kæderne. Han kan ikke anvise en mere sikker måde.
Ansatte 1 vil ikke på noget tidspunkt være i nærheden af kanten af containeren. Containerens tag er jævnt uden hældning. Taget er ikke glat, men bukket for hver 25 centimeter. Der er forhøjning hele vejen rundt langs containerens kant. Krogene er oppe på toppen af containeren ude i hjørnerne.
Chaufføren har en stige med i lastvognen. Den placeres, når kæderne skal tages af containeren, efter at denne er sat på blokvognen, på et lille repos mellem førerhuset og ladet på blokvognen. Der er ikke særlig lang afstand fra repoet og op til kanten af containeren. Chaufføren kravler op af stigen og placerer sig inde på midten af containeren. Her tager han fat i den første af de fire kæder og går fra midten af containeren ud til det hjørne, hvor kæden er sat fast i ringen med krogen. Der er tale om en lukket krog, hvorfor chaufføren skal bruge begge hænder for at åbne krogen og få den fri af ringen.
Chaufføren går derefter tilbage til midten af containeren med kæden, hvor han tager fat i den næste kæde og gentager øvelsen fra før. Chaufføren går i en stjerne ud fra midten af containeren, og han går ikke på noget tidspunkt langs containerens kant.
Vidnet 2 forklarede, at han er tilsynsførende i Arbejdstilsynet. I 2016 var han i almen tilsynet, hvor han kørte byggepladser. Han var ude på byggepladsen den 15. september 2016. De var på tilsyn på selve brodækket, hvorfra de kunne se ned på byggepladsen, hvor man var i gang med at krane en container. Der skulle sættes kæder i containeren, der skulle løftes op på lastbilen og køres væk. Chaufføren kravlede op på selve containeren, efter at den var kommet på blokvognen. Vidnets kollega gik ned for at tale med kranføreren. Vidnet blev på brodækket. Der blev taget mål af containeren, længde og brede. Der blev også taget mål fra terræn til toppen af containeren. Der var godt tre meter op. Kranføreren satte en stige op ad containeren og kravlede op på taget af containeren for at afmontere kæderne. Chaufføren stod således under afmonteringen af krogene på et tidspunkt oppe på taget af containeren uden nogle sikkerhedsforanstaltninger i tilfælde af, at han skulle miste balancen og falde ned. Tilsynet anerkender ikke, at kranføreren kunne bruge kæderne til at holde fast i og dermed afbøde for et fald. Problemet løses typisk ved, at kranføreren kravler halvt op af stigen og løsner krogene mens stående på stigen. Kæderne ved krankrogen trækkes ud over kanten af containeren, så at de kan nås fra siden af containeren uden at kravle op helt op. Ellers kan der lægges faldunderlag ud rundt om blokvognen, mens kæderne afmonteres. Taget på containeren kan være af forskellig art, der er nogle, der er riflet, og andre, der er glatte. Der er endvidere risiko for, at kranføreren kan falde over kæderne, mens han er oppe på taget. Vidnets kollega ringede til tiltalte og orienterede om situationen. Det er fast praksis, at der skal foretages sikringsforanstaltninger, når der arbejde i disse højder.
Det er en kombination af højde og karakteren af det underlag, som man kan styrte ned på, der er afgørende herfor. Det er en skærpende omstændighed, hvis der for eksempel er et kranben, som kranføreren kan falde ned på. Under disse omstændigheder vil der blive stillet krav om sikkerhedsforanstaltninger allerede ved en halv meters højde. De tidligere regler er blevet skærpet. Det er de skærpede regler, der finder anvendelse, når højden er 2 meter eller mere.
Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at stigen stod på venstre side af lastbilen. Stigen er ikke synlig på billedet af lastbilen. Vidnet kan ikke huske, om stigen stod jorden eller på blokvognen.
Adspurgt af dommeren forklarede vidnet, at den brug af rullestillads eller lift, som Arbejdstilsynet har oplyst om over for Ankenævnet, ikke er en brugbar metode, når man er på en byggeplads, da man typisk ikke har disse hjælpemidler, og da det vil også være omkostningsmæssigt dyrt. Det er korrekt, at grogene skal kunne afmonteres med en hånd, hvis en stige skal benyttes, idet kranføreren ikke må slippe stigen med begge hænder under afkrogningen.
Containeren er to meter høj. Krogene kan afmonteres, hvis man står på en egnet skammel. Arbejdstilsynet skelner mellem containertage og andre tage på grund af arbejdsgangene. Arbejde på taget af en container, der bruges til skurvogn eller tilsvarende, vil således efter en konkret vurdering i nogle tilfælde kunne falde ind under reglerne i bekendtgørelsen om bygge og anlægsarbejder, § 38, om arbejde og færdsel på tage.
Adspurgt af forsvareren forklarede vidnet, at man godt kunne forestille sig, at der blev sat et rækværk op på en container, men det ville ikke være en brugbar løsning".
Rettens begrundelse og afgørelse
Retten lægger til grund, at ansatte 1 efter instruks fra tiltalte og i overensstemmelser hermed har haft en stige med i lastvognen, at denne blev placeret på et lille repos mellem førerhuset og ladet på blokvognen, at der ikke var særlig lang afstand fra repoet og op til kanten af containeren, og at ansatte 1 derefter kravlede op af stigen og placerede sig inde på midten af containeren. Retten har endvidere lagt til grund, at ansatte 1 herfra tog fat i den første af de fire kæder og gik fra midten af containeren ud til det hjørne, hvor kæden var sat fast i ringen med krogen, at der var tale om en lukket krog, hvorfor ansatte 1 skal bruge begge hænder for at åbne krogen og få den fri af ringen, hvorefter ansatte 1 gik tilbage til midten af containeren med kæden, hvor han tog fat i den næste kæde og gentog øvelsen fra før. Retten har endelig lagt til grund, at ansatte 1 gik i en stjerne ud fra midten af containeren, at han ikke på noget tidspunkt gik langs med containerens kant, og at der var mindre end 3,5 meter ned fra containerens tag til det omgivende underlag.
Det fremgår af Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse af 31. august 2017 vedrørende klage over strakspåbud udstedt af arbejdstilsynet i forbindelse med ovenstående hændelse, at Dansk Industri har vurderet, at arbejdet kan sammenlignes med arbejde på fladt tag, og at det ikke er muligt at vælge en anden løsning end den skete, som ikke vil indebære en større fare ved etablering og fjernelse af selve arbejdet. Denne vurdering er tilsidesat af klagenævnet under henvisning til arbejdstilsynet, og klagenævnet har samtidig citeret Arbejdstilsynet for i en udtalelse af 26. januar 2017 til brug for den konkrete sag at have vejledt om, at det på- og afmontering af kæderne kunne ske ved at stå på et rullestillads, lift eller anden lige så sikker løsning ved siden af containeren.
Vidne 2 fra Arbejdstilsynet har fragået denne vejledning og i stedet henvist til, at kæderne kunne have været afmonteret stående på en stige, eller ved, at der forinden ansatte 1 gik op på containerens tag, kunne have været lagt faldunderlag ud rundt om blokvognen. Vidne 2 har vedrørende arbejdstilsynets vurdering af, at arbejdet ikke kan sidestilles med arbejde på fladt tag henvist til, at denne vurdering er begrundet i forskelle i arbejdsgange, når der afmonteres kroge i forhold til, når der arbejdes med for eksempel lægning af tag.
Der er enighed om, at der ikke skulle have været foretaget sikkerhedsforanstaltninger under arbejdets udførelse, hvis dette var at sidestille med arbejde på tag med hældning på under 15 grader, jf. bekendtgørelse for bygge- og anlægsarbejder, § 37, stk. 1, jf. §, 38, stk. 1.
Efter de oplysninger, der er fremkommet for retten, finder retten, at det ikke er godtgjort, at arbejdet med afmontering af krankæder ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, men at der skulle have været truffet passende foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning. Retten har herved lagt vægt på, at arbejdstilsynet ikke har kunne nærmere redegøre for på hvilken måde, at dette arbejde adskiller sig fra arbejde på tag i øvrigt på en sådan måde, at dette arbejde, som efter det oplyste indebærer nogle ganske simple arbejdsgange, og hvor kranføreren under hele arbejdets udførsel har front mod containerens kant og ikke bevæger sig langs kanten af denne men ud mod hjørnerne af containeren, kræver særlige sikkerhedsforanstaltninger mod nedstyrtning i forhold til arbejde på tag med lægning af spær, tagplader og lignende, og hvor der også arbejdes langs med kanten. Det forhold, at der ligger fire kæder på taget, kan ikke anses for at udgøre en sådan forskel i arbejdsgange, idet arbejder på tag også vil kræve, at der er materialer til stede på taget.
Retten har endvidere tillagt det nogen betydning, at arbejdstilsynet ikke har kunne anvise en entydig arbejdsgang for udførelse af dette arbejde, som må anses for hyppigt forekommende på byggepladser, men at arbejdstilsynet først har anvist brug af rullestillads eller lift, og herefter anvist, at kranføreren ville kunne afmontere kæderne stående på en skammel eller en stige, der for sidst nævntes vedkommende i givet fald skulle være af en højde på i hvert fald 3,5 meter, hvis kranføreren skulle kunne nå op fra underlaget til kanten af containeren, hvor afstanden var blevet målt til 3,14 meter. Løsningerne der umiddelbart ikke forekommer sikkerhedsmæssigt mere forsvarlige end den anvendte metode.
Tiltalte vil med henvisning hertil være at frifinde.
Thi kendes for ret
T A/S skal frifindes.
Udskrift af Østre Landsrets dombog
Dom afsagt den 9. september 2019
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Næstved Rets dom af 14. november 2018 (5803/2018) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale.
T A/S har påstået stadfæstelse.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaringer af tiltaltes direktør vidne 1 og vidnet 2.
Direktør vidne 1 har forklaret blandt andet, at hans ansatte 1 både kørte lastbilen og kranen. Containeren er lavet af stål. Taget på containeren er bukket for hver 25 cm med en højde på 3-5 cm. Der er en kant med en højde på 4-5 cm rundt langs containeren, så den kan stables med andre containere. Han var ikke selv på arbejdspladsen den pågældende dag, men han kan vedstå sin forklaring for byretten om, hvordan ansatte 1 er blevet mundtligt instrueret af virksomheden. Der er i alt fire ringe på hjørnerne af containeren, hvor man skal sætte en krog i hver ring. Det tager et par minutter at påmontere krogene, og man er ikke tættere på kanten af containeren end en armslængde. Man skal bruge to hænder for at betjene krogen. Branchevejledningen om anhugning og afhugning af containere, pavilloner og mandskabsskure er efter hans opfattelse dybt forældet. Den faldsikring, der er nævnt i vejledningen, sikrer ikke mod, at man rammes af kranarmen, når kranen samtidig med arbejdet betjenes med fjernbetjeningen. Den fremgangsmåde, som han har forklaret om, er efter hans opfattelse den mest sikre, og det er den, der anvendes i branchen. Det er ikke korrekt, som det er anført i Arbejdstilsynets strakspåbud af 21. september 2016, at den ansatte afmonterede kædeslænget fra selve kranen.
Vidnet vidne 2 har forklaret blandt andet, at det er ham, der oppe fra brodækket har taget billedet i sagen. Den ansatte var ved at afmontere eller påmontere kæder på containeren. Han havde ikke mulighed for på afstand præcist at se, hvad der blev udført af arbejde på containeren, eller om der var en stige. Flytning af containerne på en byggeplads er almindeligt forekommende. Arbejdstilsynets praksis på området er, at arbejdet skal udføres på den måde, at kæderne skal hænge ned langs containeren, og at man starter med at placere en stige ved et hjørne af containeren. Man arbejder herefter med krogen fra stigen. Hvis an- eller afhugning af krogen ikke kan udføres med én hånd, kan den ene arm placeres gennem stigen, så der kan arbejdes med begge hænder, uden at man mister taget i stigen. Man flytter dernæst stigen hen til det næste hjørne og arbejder sig rundt, så man slet ikke skal op på taget af containeren. Det er problematisk at arbejde på taget af containeren, da man kan snuble over kæderne eller rillerne på taget. Der er dog metodefrihed. Hvis man vælger at arbejde på taget af containeren, skal man bruge faldsikringsudstyr eller anden lignende sikring. Hvis man bruger faldsikring, bør den fastgøres til kranarmen, der i så fald vil hænge i en afstand over containeren. Det kræver dog en ret lang kæde. Den skammel, som er omtalt i byrettens dom, er rettelig en repos ved anhængeren. Han husker det sådan, at den ansatte afmonterede kædeslænget fra selve kranen.
Supplerende oplysninger
Anklagemyndigheden har i landsretten fremlagt branchevejledning om anhugning og afhugning af containere, pavilloner og mandskabsskure fra 2018 udarbejdet af Branchefællesskabet for arbejdsmiljø i Bygge & Anlæg samt At-vejledning 2.4.1 om fald fra højden på byggepladser fra marts 2014 udarbejdet af Arbejdstilsynet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen har landsretten lagt til grund, at tiltalte har udført arbejde med afmontering af en fireslængskæde på taget af en stålcontainer i en højde på ca. 3,14 meter.
Landsretten finder, at der ved et sådant arbejde skal etableres foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning, idet et fald fra den pågældende højde indebærer fare for personskade, jf. herved arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og § 37 i bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer.
Arbejdstilsynet udstedte den 21. september 2016 et strakspåbud om at etablere foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning. Der er i påbuddet henvist til etableringen af kollektive sikkerhedsforanstaltninger i form af f.eks. rækværk, skærme eller net. Der er samtidig vejledt om, at virksomheden kan efterkomme påbuddet ved at sikre, at den ansatte kan af- og påmontere kroge fra kædeslænget samt kranen uden færdsel på toppen af containeren. I en udtalelse til Ankestyrelsen (Arbejdsmiljøklagenævnet) af 26. januar 2017 til brug for klagesagens behandling har Arbejdstilsynet vejledt om, at det i det konkrete tilfælde ville være muligt at på- og afmontere kædeslænget fra kranen ved at stå på et rullestillads, en lift eller anden lige så sikker løsning ved siden af containeren. Arbejdstilsynets strakspåbud blev med en indholdsmæssig præcisering fastholdt af Arbejdsmiljøklagenævnet ved afgørelse af 31. august 2017.
Vidnet 2, der er tilsynsførende i Arbejdstilsynet, har hertil forklaret, at det følger af tilsynets praksis, at arbejdet bør udføres fra en stige med to hænder, og at der ellers kan lægges faldunderlag ud rundt om containeren. Vidnet har forklaret, at brug af rullestillads eller lift samt opsætning af rækværk ikke er brugbare løsninger. Vidnet har for landsretten endvidere forklaret, at der er metodefrihed, og at hvis man vælger at arbejde på taget af containeren, skal man bruge faldsikringsudstyr, der bør fastgøres til kranarmen, eller anden lignende sikring.
Det fremgår af branchevejledningen om anhugning og afhugning af containere, pavilloner og mandskabsskure blandt andet, at anhugningsudstyret skal kunne betjenes med én hånd, såfremt anhugning og afhugning sker fra stige. Det fremgår endvidere, at brug af faldsikring ved fastgørelse til en kranarm kun bør ske undtagelsesvis og efter en konkret vurdering af den pågældende kranarm.
Tiltaltes direktør vidne 1 har heroverfor forklaret, at den arbejdsgang, som han har redegjort for, og som indebærer blandt andet, at der arbejdes på taget af containeren, og hvor chaufføren går i en stjerne ud fra midten af containeren, er den sædvanlige i branchen, og den muliggør, at chaufføren kan arbejde med krogene med begge hænder på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde.
Landsretten finder, at der på den anførte baggrund foreligger en række indbyrdes uoverensstemmelser mellem indholdet af Arbejdstilsynets strakspåbud, det oplyste om Arbejdstilsynets praksis og den nævnte branchevejledning i forhold til, hvorledes der etableres foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning i et tilfælde som dette. Herefter, og idet der ud fra de foreliggende oplysninger ikke findes grundlag for at tilsidesætte forklaringen fra tiltaltes direktør om, hvad der er den sædvanlige arbejdsgang i branchen, finder landsretten, at der er en sådan uklarhed om den anerkendte norm eller standard på området, at der ikke er det fornødne grundlag for at pålægge et strafferetligt ansvar for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og § 37, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer.
Med denne begrundelse tiltræder landsretten, at tiltalte er frifundet for tiltalen, hvorfor byrettens dom stadfæstes.
Thi kendes for ret
Byrettens dom i sagen mod T A/S stadfæstes.