Resumé
T A/S var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 37, stk. 1, idet en ansat i september 2016 på en byggeplads arbejdede med afhugning af en container, mens han stod på toppen af containeren uden at være sikret mod nedstyrtning.
Byretten frifandt virksomheden under henvisning til, at det ikke var godtgjort, at arbejdet med afmontering af krankæder ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, men at der skulle have været truffet passende foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning. Byretten henviste bl.a. til, at arbejdstilsynet ikke havde kunnet redegøre nærmere for på hvilken måde, at dette arbejde adskiller sig fra arbejde på et tag.
Byretten tillagde det endvidere nogen betydning, at arbejdstilsynet ikke kunne anvise en entydig arbejdsgang for udførelse af dette arbejde, som må anses for hyppigt forekommende på byggepladser, men at arbejdstilsynet først har anvist brug af rullestillads eller lift, og herefter anvist, at kranføreren ville kunne afmontere kæderne stående på en skammel eller en stige, der for sidst nævntes vedkommende i givet fald skulle være af en højde på i hvert fald 3,5 meter, hvis kranføreren skulle kunne nå op fra underlaget til kanten af containeren, hvor afstanden var blevet målt til 3,14 meter.
Anklagemyndigheden ankede byrettens dom med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale.
Landsretten stadfæstede byrettens frifindelse. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at tiltalte havde udført arbejde med afmontering af en fireslængskæde på taget af en stålcontainer i en højde på ca. 3,14 meter. Landsretten tilkendegav, at der ved et sådant arbejde skal etableres foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning, idet et fald fra den pågældende højde indebærer fare for personskade, jf. herved arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og § 37 i bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde med senere ændringer. Imidlertid fandt Landsretten, at der forelå en række indbyrdes uoverensstemmelser mellem indholdet af Arbejdstilsynets strakspåbud, det oplyste om Arbejdstilsynets praksis og den nævnte branchevejledning i forhold til, hvorledes der etableres foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning i et tilfælde som det konkrete forhold. Herefter, og idet der ud fra de foreliggende oplysninger ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte forklaringen fra tiltaltes direktør om, hvad der var den sædvanlige arbejdsgang i branchen, fandt landsretten, at der var en sådan uklarhed om den anerkendte norm eller standard på området, at der ikke var det fornødne grundlag for at pålægge et strafferetligt ansvar.