Sidst revideret: 4. november 2024
Tanker om ledelse
Hvis man har lyst til at skabe resultater med andre mennesker og præge en dagsorden, er ledervejen en god vej at gå. De situationer, hvor man sammen med et team finder løsningen på noget svært – det er helt magisk. Det fortæller departementschef i Beskæftigelsesministeriet og tidligere direktør i Arbejdstilsynet, Sine Frederiksen, i et interview.
Vi har talt med Sine Frederiksen, tidligere direktør i Arbejdstilsynet, om hendes ledelsesværdier og hendes tanker om at være leder. Værdier, der selvfølgelig præger Arbejdstilsynet som arbejdsplads.
Hvad er godt ved at være leder?
"Som medarbejder skaber man resultater sammen med andre og får indflydelse, men som leder får du en større mikrofon og platform til at gøre en forskel for mange andres arbejdsliv. Det er givende, motiverende, sjovt – og svært."
Hvad er det, der er svært ved lederrollen?
"Noget af det, som generelt er svært i ledelse, er ’Tarzansyndromet’. At vi har tendens til at se på ledere som en særlig stamme af supermennesker. Mange ledere føler samtidig et enormt ansvar for at gøre det godt for sagen og for deres medarbejdere.
Ledere skal selvfølgelig kunne håndtere krydspres, men vi er også helt almindelige mennesker, der kan have en dårlig dag, hvor man ikke har så meget at dele ud af. Det kan være ensomt nogle gange, så det er vigtigt, at man har en ledergruppe omkring sig og er godt investeret i den."
Hvad er svært i ledelse for netop dig?
"Jeg kan godt lide, at vi har det godt, og jeg tror på, at de stærkeste organisationer kommer ud af holdånd – så jeg går langt for holdet.
Jeg har skullet lære at give den kritiske ordentlige feedback og lære, at det er bedst at være tydelig, også selvom stemningen i rummet måske ikke bliver så god, og at jeg så er mere træner end holdkammerat."
"Venlighed er et anker i mit lederskab, og samtidig stiller jeg høje krav til mig selv og organisationen, for hvis vi gør det godt, kan vi gøre en kæmpe forskel. Det skal balanceres, men nogle gange kan præferencen for, at alle skal have en god dag, vinde."
"Når jeg kigger tilbage, kunne jeg måske være kommet frem til nogle resultater hurtigere, men jeg synes omvendt, at holdet og følgeskabet er vigtigt – så doseringen er jeg løbende i gang med at finde."
Har du en særligt budskab, når det kommer til ledelse?
"At ledere også er mennesker, der nogle gange henter vores børn vildt fortravlede. At ledere også er mennesker, der skal have en god arbejdsdag. At ledere også har brug for at føle sig fagligt kapable i opgaverne og mærke opbakning.
Og at vi – særligt deres ledere, men også deres medarbejdere – derfor skal huske også at være opmærksomme på ledernes arbejdsglæde og bidrage til deres motivation. For ledernes egen skyld, og fordi vi ved, hvor meget de betyder for medarbejderne og løsning af kerneopgaven."
"Jeg tror på, at de stærkeste organisationer kommer ud af holdånd – så jeg går langt for holdet."