Fakta frem for smiley - en ny og forbedret visningsordning
I dag fremsættes et lovforslag om en ny faktabaseret visningsordning vedr. virksomheders arbejdsmiljø. Vedtages lovforslaget vil den nuværende ordning, hvor Arbejdstilsynet tildeler en smiley efter et tilsynsbesøg, blive erstattet af en ny visningsordning. Den nye ordning skal fra 2023 vise, om Arbejdstilsynet har været på besøg på en virksomhed, samt om virksomheden har fået en afgørelse. Ordningen skal skabe større gennemsigtighed og understøtte arbejdsmiljøindsatsen i virksomhederne.
Arbejdstilsynets smileyordning blev indført for mere end 15 år siden. I den periode er Arbejdstilsynets tilsyn løbende blevet tilpasset, men smileyordningen er ikke fulgt med tiden og giver ikke et retvisende billede af virksomhedernes arbejdsmiljø, fx omfatter den ikke alle virksomheder, der får besøg af Arbejdstilsynet, og en grøn smiley kan misforstås som en blåstempling af virksomhedens arbejdsmiljø.
Derfor er tiden nu kommet til en ny ordning. På baggrund af et forslag fra Arbejdsmiljørådet og en drøftelse og godkendelse i arbejdsmiljøforligskredsen fremsættes lovforslag om en ny visningsordning.
Med lovforslaget lægges der op til, at den faktabaserede ordning skal omfatte alle virksomheder, som får besøg af Arbejdstilsynet, og vise antal tilsyn og afgørelser for den enkelte virksomhed. Kronesmileyen for certificerede virksomheder forsvinder også med den nye visningsordning, men det vil fremgå, hvis en virksomhed er certificeret. Hvis lovforslaget vedtages, vil oplysningerne være offentligt tilgængelig på Arbejdstilsynets hjemmeside, når IT-understøttelsen er udviklet, hvilket forventes at ske i 1. kvartal 2023.
Ambitionen med den nye visningsordning er at skabe gennemsigtighed om arbejdsmiljøet på den enkelte virksomhed og motivere virksomheder til at arbejde med arbejdsmiljøet. Den nye visningsordning skal således bidrage til det forebyggende arbejdsmiljøarbejde og dermed understøtte et sikkert og sundt arbejdsmiljø på danske arbejdspladser.
L 134 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø - Folketinget