Arbejdsmiljøpuljen er lukket for 2022
Fra fredag den 25. november kl. 15.00 modtager Arbejdsmiljøpuljen ikke nye ansøgninger i resten af 2022. Puljen er lukket, fordi pengene for i år er brugt op.
Gennem Arbejdsmiljøpuljen kan private virksomheder (max 100 ansatte) og offentlige arbejdspladser (max 50 ansatte) søge tilskud til arbejdsmiljørådgivning, fysisk træning og afprøvning af tekniske hjælpemidler, som forebygger arbejdsulykker, fysisk eller psykisk nedslidning.
Puljemidlerne for 2022 er brugt op, og derfor er der nu lukket for indsendelse af nye ansøgninger resten af året.
Ansøgninger, der er sendt ind inden den 25. november kl. 15:00, vil blive behandlet. Arbejdstilsynet behandler ansøgningerne i den rækkefølge, de er sendt ind - dvs. efter først-til-mølle princippet. Ansøgere med ansøgninger under behandling vil få besked via Tilskudsportalen om deres sag.