Fra børnearbejde til social dumping - Arbejdstilsynet har 150-års jubilæum
Arbejdstilsynet har i år eksisteret i 150 år. Det hele begyndte med børnearbejde på danske fabrikker. I 2023 sætter en ny politisk aftale retningen for fremtidens arbejdsmiljøindsats.
Forestil dig din 10-årige søn eller datter. I støvede fabrikshaller travlt beskæftiget med produktion af tændstikker. Uden værnemidler og med risiko for fosforforgiftning, brandsår, afbrændt hår og tøj. Det var scenarier som dette, der var afsættet for Fabriksloven, som blev vedtaget den 23. maj 1873.
Fabriksloven satte begrænsninger for børnearbejde og blev startskuddet til Arbejdstilsynet. I starten måtte to fabriksinspektører klare tilsynet med børnearbejde på fabrikker over hele Danmark. I dag, 150 år efter, dækker Arbejdsmiljøloven alle ansatte på arbejdspladser i Danmark og Grønland – børn såvel som voksne. Og Arbejdstilsynets tilsynsførende skal kunne føre tilsyn med alt fra tankstationer til medicinalindustri.
Selvom små børn er fortid på danske fabrikker, så er unge og nyuddannede stadig en målgruppe, der er særligt udsatte i forhold til at komme ud for arbejdsskader. Derfor er det vigtigt at arbejdsgiveren hjælper unge medarbejdere med at få en sikker og sund arbejdspraksis allerede fra første arbejdsdag.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Man skal ikke blive syg af at gå på arbejde i Danmark. Derfor kan vi være både glade for og stolte over, at vi har et Arbejdstilsyn, der gennem 150 år har medvirket til at sørge for et sundt og sikkert arbejdsliv.
- Arbejdstilsynet spiller en central rolle på det danske arbejdsmarked. Selvom tilsynet allerede har sikret et markant bedre arbejdsmiljø igennem årene, skal færre udsættes for ulykker, nedslidning, farlig kemi og social dumping. Og når det gælder nye udfordringer og risici i forbindelse med teknologiudviklingen og den grønne omstilling, bidrager tilsynet også konstruktivt med at understøtte et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
- Med den nye arbejdsmiljøaftale fra marts synes jeg, at vi er rigtig godt rustet til, at vi også i fremtiden kan flytte arbejdsmiljøet endnu mere i den rigtige retning.