Gå til hovedindholdet

Krav til rådgivernes uddannelse og erfaring

Autorisation af arbejdsmiljørådgiver.

Arbejdsmiljørådgivere kan blive autoriseret til at rådgive virksomheder inden for fem forskellige arbejdsmiljøområder. Dette følger af bekendtgørelse om autorisation af rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet. Overordnet bør autoriserede arbejdsmiljørådgivere have bred viden om arbejdsmiljøloven, herunder regler for særlige risikogrupper samt arbejde omfattet af særlige regler. I forbindelse med vurderingen af uddannelsens relevans i forhold til de ansøgte rådgivningsområder lægger Arbejdstilsynet vægt på, at rådgiver har relevant uddannelses- og erfaringsmæssige kompetencer og er i stand til at hjælpe virksomheder og bygherrer indenfor følgende arbejdsmiljøområder:1

Det psykosociale område

Rådgivningsvirksomheder skal have kompetencer til at gennemføre undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø med henblik på at afdække, om der er problemer i det psykiske arbejdsmiljø, samt udarbejde redegørelser med undersøgelsens resultater og anvendte undersøgelsesmetoder. Endvidere skal rådgivningsvirksomheder have kompetencer til at kunne rådgive og støtte virksomheder, som ikke selv har den nødvendige sagkundskab i at arbejde forebyggende med det psykiske arbejdsmiljø. Rådgivningsvirksomhederne skal også have kompetencer og viden om både belastninger og god forebyggelse i det psykiske arbejdsmiljø. Det kan fx være ift. krænkende handlinger, høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker eller arbejdsrelateret stress.

Det ergonomiske område

Rådgivningsvirksomheder skal have kompetencer til at kunne rådgive om kortlægning og vurdering af det ergonomiske arbejdsmiljø på virksomheder, der ikke har den nødvendige sagkundskab. Endvidere skal rådgivningsvirksomheder have kompetencer til at kunne rådgive og støtte virksomheder i at arbejde forebyggende med det ergonomiske arbejdsmiljø. Herudover skal rådgivningsvirksomheder have kompetencer til at rådgive om komplicerede ergonomiske arbejdsmiljøproblemstillinger i forbindelse med fx manuel håndtering, ensidigt belastende arbejde (EBA), arbejdsstillinger og bevægelser samt løft, træk og skub.

Det biologiske område

Rådgivningsvirksomheder skal have kompetence til at kunne rådgive om kortlægning og vurdering af risikoen for udsættelse for biologiske agenser ved fx arbejde med større mængder organisk materiale eller i forbindelse med indeklimaproblemer som følge af fugtproblemer og svampevækst.

Det kemiske område

Rådgivningsvirksomheder skal have kompetencer til at rådgive om kortlægning og vurdering af det kemiske arbejdsmiljø, herunder om hvordan en kemisk risikovurdering skal gennemføres. På den baggrund skal rådgivningsvirksomheden kunne rådgive om valg af effektive forebyggende foranstaltninger ved både arbejde med og udsættelse for farlige stoffer og materialer og ved opbevaring. Rådgiver skal have viden om vurdering af kemiske stoffers farlighed, krav til information i leverandørkæden og principper for substitution af farlige kemikalier. 

Det fysiske område

Rådgivningsvirksomheder skal have kompetencer til at kunne rådgive om det fysiske arbejdsmiljø på virksomheder med henblik på at afdække, om der er problemer i det fysiske arbejdsmiljø og rådgive virksomheder vedrørende støj og belastende akustiske forhold, anvendelse og indretning af både CE mærkede og ikke CE-mærkede tekniske hjælpemidler, arbejde i forbindelse med eksplosiv atmosfære (ATEX) og intern færdsel og håndtering af gods på faste arbejdssteder, hvor kørende trafik sammenblandes med faste arbejdspladser eller gående trafik. Dertil skal rådgiver have viden om og kunne rådgive bygherrer om udarbejdelse af skriftlig plan for sikkerhed og sundhed på byggepladser (PSS).

 

1 Beskrivelse af krav til rådgivers kompetencer er en videreførelse af Arbejdstilsynets retningslinjer og praksis for vurdering af rådgiveres uddannelse- og erfaringsmæssige kompetencer i forbindelse med autorisation som rådgivningsvirksomheder. Områdeinddeling med underliggende emner fremgik af bekendtgørelsen om brug af autoriserede rådgivningsvirksomheder på arbejdsmiljøområdet, som blev ophævet den 1. februar 2024. 

Sidst revideret: 3. juli 2024

Henter PDF