Sidst revideret: 9. august 2024
Ulykker og Erhvervssygdomme (UE)
Arbejdsulykker og erhvervssygdomme har store menneskelige, erhvervsøkonomiske og samfundsmæssige konsekvenser. Kontoret arbejder for at fremme forebyggelsen af arbejdsulykker og på at styrke opfølgningen, når skaden er sket. På den måde bidrager vi til at færre kommer til skade eller bliver syge af at gå på arbejde, og at de, som bliver ramt af en arbejdsskade, møder det bedst mulige arbejdsskadesystem.
Kontorchef: Helle Klostergaard Christensen
Formål
Ulykker og Erhvervssygdomme har ansvar for indsatsen mod arbejdsulykker samt for den faglige udvikling af og opfølgning på arbejdsskadesystemet. Vi har fem kerneydelser:
- Vi udmønter en helhedsorienteret ulykkesindsats, som har til formål at fremme sikkerhedskulturen på danske arbejdspladser. Indsatsen har et særligt fokus på at forebygge de alvorligste ulykker og dødsulykker.
- Vi målretter og styrker Arbejdstilsynets opfølgning på anmeldte arbejdsulykker og erhvervssygdomme.
- Vi skaber løsninger i forhold til arbejdsskadeområdet, der bidrager til det bedst mulige arbejdsskadesystem for de borgere, der bliver ramt af en arbejdsskade.
- Vi varetager det juridiske ansvar for arbejdsskadesikringsloven og de tilknyttede bekendtgørelser, vejledninger mv.
- Vi står for politikudvikling og betjener beskæftigelsesministeren.
Hovedopgaver
Ulykker og Erhvervssygdomme har det arbejdsmiljøfaglige ansvar for udmøntningen af den politiske arbejdsmiljøaftale på ulykkesområdet. Vi arbejder blandt andet på udvikling af en koordineret indsats i de 3 brancher med flest dødsulykker og med etablering af en ekstern ekspertgruppe, der skal sikre ny viden om ulykkesårsager. Kontoret har det generelle ansvar for at målrette og styrke indsatsen i forhold til at forebygge arbejdsulykker, at bringe viden i spil samt kvalificere opfølgningen på anmeldte arbejdsulykker og erhvervssygdomme på baggrund af data og viden. Kontoret har derudover det arbejdsmiljøfaglige ansvar for Arbejdstilsynets opfølgning på anmeldte arbejdsulykker og erhvervssygdomme.
Kontoret har det faglige ansvar for Beskæftigelsesministeriets opgaver på arbejdsskadeområdet. Vi har ansvaret for udmøntningen af den politiske aftale om et forbedret arbejdsskadesystem, hvor vi fx står for regelarbejdet, vejledningsmaterialer og opfølgningen på aftalens effekt. Vores ambition er at sikre en værdiskabende udmøntning, og arbejdet sker derfor i tæt samarbejde med centrale eksterne aktører på området.
Vi løser generelt løbende opgaver i forhold til arbejdsskadereglerne, både lovene, bekendtgørelser og vejledninger. Vi sikrer, at reglerne matcher udviklingen på området, at reglerne er enkle og til at anvende, og at samspillet mellem arbejdsskadesikringsloven og andre love forbedres.
Kontoret har derudover det faglige ansvar for politikudvikling, hvor vi fx udarbejder beslutningsgrundlag i forhold til nye initiativer og udarbejder udkast til svar på spørgsmål fra Folketinget, aktører og borgere. Og så fører vi løbende tilsyn med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.