Sidst revideret: 13. juni 2023
Benyt den eller de relevante spørgeguider om psykisk arbejdsmiljø ved tilsyn med psykisk arbejdsmiljø, jf. At-intern instruks IN-4-1: Arbejdstilsynets tilsyn med psykisk arbejdsmiljø.
Spørgeguiderne kan anvendes på alle typer af tilsyn. Det kan være relevant at anvende flere spørgeguider ved tilsyn på en virksomhed, da det kan være nødvendigt at afdække flere forskellige risikofaktorer ved samme tilsynsbesøg.
Spørgeguiden er ikke en tjekliste, som skal følges slavisk. Du vurderer i forhold til den konkrete virksomhed, hvilke spørgsmål i spørgeguiden det er relevant at stille virksomheden.
Spørgeguiderne sikrer, at du kommer rundt om centrale forhold omkring den enkelte risikofaktor. Der kan dog være særlige forhold i det psykiske arbejdsmiljø, som ikke er dækket af spørgsmålene i spørgeguiderne, men som under besøget viser sig at være relevante at spørge ind til.
Spørgeguiden anvendes hovedsageligt i dialogen med ledelse og arbejdsmiljørepræsentant ved det indledende møde eller ved planlagte og aftalte samtaler med ansatte.
I nogle tilfælde er det være relevant at supplere med en rundgang på virksomheden og her tale med ansatte om, hvordan de oplever det psykiske arbejdsmiljø samt her iagttage hvor og under hvilke betingelser arbejdet på virksomheden foregår.
Spørgeguidens indhold
Der er i spørgeguiderne anvendt følgende tre begreber: Forekomst af risikofaktor, forebyggelse og arbejdsmæssige konsekvenser:
- Spørgsmålene om ”forekomst af risikofaktor” søger at afdække, om risikofaktoren er til stede i virksomheden, og på hvilken måde den kommer til udtryk.
- Spørgsmålene om ”forebyggelse” søger at afdække, hvordan virksomheden arbejder med at forebygge, at risikofaktoren udgør en sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko for ansatte.
- Spørgsmålene om ”arbejdsmæssige konsekvenser” søger at afdække, hvordan det eventuelt påvirker arbejdet og de ansatte, at en risikofaktor ikke er forebygget tilstrækkeligt.
Anvendelse af oplysninger
Oplysningerne fra brugen af spørgeguiden kan indgå i reaktionerne påbud, strakspåbud, undersøgelsespåbud afgørelse uden handlepligt og vejledning. Der er udarbejdet kvalitetssikrede skabeloner i ATIS til påbud om psykisk arbejdsmiljø inden for de enkelte risikofaktorer.
Du skal være særlig opmærksom på Arbejdstilsynets forpligtelse til at anonymisere de oplysninger, vi modtager fra ansatte. Beskriv derfor ikke forhold, som kan relateres direkte til enkeltpersoner, men anvend et generaliseret sprog. Er du i tvivl om noget i forbindelse med tilsynet med psykisk arbejdsmiljø (ved tilsyn, afgivelse af reaktion, opfølgning eller andet) kan du henvende dig til en kollega med særlige kompetencer inden for psykisk arbejdsmiljø. Se også instruks IN-4-1 om Arbejdstilsynets tilsyn med psykisk arbejdsmiljø.
Spørgeguides til tilsyn
Spørgeguides om psykisk arbejdsmiljø til Arbejdstilsynets tilsyn