Gå til hovedindholdet

Ledige job i Arbejdstilsynet

Her kan du se en oversigt over ledige jobs hos Arbejdstilsynet lige nu.

Scrums Masters med gode samarbejdsevner

I Arbejdstilsynet arbejder vi hver dag på at blive bedre til at arbejde agilt, for på tværs af fagområder og så effektivt som muligt skabe et godt og sikkert arbejdsmiljø på danske arbejdspladser. Vi er godt på vej, men vi har brug for flere gode kræfter, som vil med på rejsen og arbejde for et bedre arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Derfor søger vi et antal nye Scrum Masters, som har mod på at være med til at drive udviklingen.


Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet.  

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger.  

Du kan læse mere om os på www.at.dk

Kan du facilitere den gode og effektive proces

Som Scrum Master er du ansvarlig for at facilitere udviklingsteamets arbejdsprocesser. Du sikrer, i tæt samarbejde med PO'en (Product Owner), leverandøren og gruppen af Business Owners, at teamet fungerer optimalt, og har de rette rammer for at levere det bedst mulige produkt. Du understøtter PO'en i at prioritere og styre teamets backlog og coacher teamet, så der er balance mellem leverancer og kapacitet. Samtidig hjælper du teamet med at nå deres mål, får det optimale ud af de agile metoder, baner vejen og sikrer fremdrift.

Centralt er, at du har lyst til og mod på at facilitere diskussioner, beslutningsprocesser og evt. konfliktløsning i teamet. Samtidig skal du kunne understøtte en kultur, hvor man løbende reflekterer og optimerer, hvordan teamet skaber værdi. Du bliver også en del af et fagligt fællesskab for Scrum Masters på tværs af Arbejdstilsynets agile teams.

Bliv vores nye kollega

Som Scrum Master er det vigtigt du:

  • kan understøtte samarbejde i tværfaglige teams og kan facilitere agile processer.
  • kan arbejde metodisk og struktureret og trives i en travl hverdag.
  • er motiverende, støttende og coachende
  • har fokus på både mennesker og resultater og kan sikre trivsel, motivation og effektivitet.
  • er en stærk kommunikator, der kan drive teamets fællesmøder og agile ceremonier
  • er god til at samarbejde – både med kollegaer i eget team og på tværs af kontorer og forskellige fagligheder i Arbejdstilsynet.

Det en fordel, hvis du har erfaring som scrum master, kendskab til agile metoder, Scrum og/eller SAFe, men du kan også være ny i det agile og fx har været projektleder, men med lyst til og mod på at tage ansvar for at drive teamet efter de agile metoder.

Du bliver en del af et agilt team, der med en blanding af fagligheder fra Arbejdstilsynet og vores leverandør har en høj faglighed og mange spændende opgaver. Teamstørrelsen vil variere, men formentlig ligge mellem 8-10 personer. Du får dygtige og søde kollegaer, som har det sjovt, samtidig med, at de når deres mål, så deadlines nås og trivslen forbliver i top.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

​Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter senest den 1. februar 2021.

​Du bliver ansat som specialkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Iben Møller Søndergård på tlf. 7220 8527 eller Kontorchef Kirsten Brink på tlf. 7220 8601.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5622762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingerne.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest onsdag den 2. december 2020.

Vi forventer at afholde samtaler den 9. og 10. december 2020.

Send Ansøgning