Virksomheden skal udarbejde skriftlige rengøringsforskrifter, som eventuelt kan være forskellige til forskellige personalegrupper, fx en til rengøringspersonalet og en til brugere af lokalet.
Rengøringsforskrifterne kan bl.a. beskrive:
- Hvilket særligt arbejdstøj der skal bæres under rengøringen af det klassificerede lokale: kittel, handsker, og i klasse 2-områder fodtøj.
- Hvor arbejdstøjet opbevares, når det ikke er i brug.
- Hvad man skal gøre ved snavsede kitler, mopper eller klude, der har været brugt i lokalet.
- Hvilken del af rengøringen, det vil sige hvilke områder i lokalet rengøringspersonalet skal tage sig af, og hvad de ikke skal røre. Autoklavespande, LAF-bænke, stinkskabe, laboratorieborde skal fx typisk ikke rengøres af rengøringspersonalet.
- Hvilken rengøringsmetode der skal bruges, fx ingen fejning, fordi det hvirvler støv op, som eventuelt indeholder mikroorganismer.
- Hvilke rengøringsmidler der skal bruges.
- Hvor rengøringsvognen er anbragt, og i hvilke lokaler den må bruges.
- Hvad der gøres i tilfælde af uheld, bl.a. hvem der kan tilkaldes.
- Hvordan og hvornår vinduespudsere og andet rengøringspersonale må arbejde i lokalet.
- Hvad hovedrengøringen omfatter, hvem der foretager den, og hvor ofte.