Gå til hovedindholdet

Bekendtgørelser

Bilag 1 - Om arbejde ved skærmterminaler

Bilag 1 til Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1108 af 15. december 1992 om arbejde ved skærmterminaler

Indledende bemærkninger

De i bilaget nævnte krav finder anvendelse, hvis de i bilaget nævnte elementer findes på skærmterminalarbejdspladsen, og hvis arbejdsopgavernes særlige krav eller karakteristika ikke forhindrer det.

1. Udstyr

a) Generel bemærkning

Anvendelse af udstyret må ikke i sig selv udgøre en fare for den ansattes sikkerhed og sundhed.

b) Skærmen

Tegnene på skærmen skal være veldefinerede og klart formet, de skal være tilstrækkeligt store, og der skal være tilstrækkelig plads mellem tegn og mellem linier.

Billedet skal være stabilt, fri for flimmer og må ikke udvise ustabilitet af anden karakter.

Luminansen og/eller lyskontrasten mellem tegnene og baggrunden skal nemt kunne justeres af den person, der anvender skærmterminalen, og også let kunne indstilles efter ydre forhold.

Skærmterminalen skal uden besvær kunne drejes og vippes således, at den kan tilpasses brugerens behov.

Der kan ligeledes anvendes særskilt sokkel til skærmen eller indstilleligt bord.

Generende reflekser og spejlinger i skærmen skal undgås.

c) Indlæsnings-/styringsudstyr

Indlæsnings-/styringsudstyr (tastatur, mus m.v.) skal udformes, så hensigtsmæssige arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser sikres.

Tastaturet skal kunne skråtstilles og være adskilt fra skærmen således, at den ansatte kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser, der ikke fremkalder træthed i arme og hænder.

Der skal være tilstrækkelig plads foran tastaturet og andet indlæsnings-/ styringsudstyr til, at brugeren kan hvile hænder og arme på bordpladen.

Tastaturet skal have en mat overflade for at undgå reflekser.

Tastaturet og tasterne skal udformes med henblik på at lette anvendelsen af tastaturet.

Symbolerne på tasterne skal fremstå med tilstrækkelig kontrast og være læselige i den anvendte arbejdsstilling.

d) Arbejdsbord eller -flade

Arbejdsbordet eller arbejdsfladen skal have lavreflekterende overflade. Arbejdsbordet/-fladen skal være tilstrækkelig stort og muliggøre en fleksibel opstilling af skærm, tastatur, dokumenter og øvrigt tilbehør.

Konceptholderen skal være stabil og kunne indstilles i alle relevante retninger. Den skal under arbejdet være placeret således, at behovet for generende hoved- og øjenbevægelser mindskes mest muligt.

Der skal være tilstrækkelig plads til, at den ansatte kan anvende hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser.

e) Arbejdsstol

Arbejdsstolen skal være stabil, sikre brugeren bevægelsesfrihed og en hensigtsmæssig arbejdsstilling.

Stolesædet skal kunne indstilles i højden.

Stoleryggen skal kunne indstilles i højden og skal kunne skråtstilles.

Der stilles en egnet fodskammel til rådighed for dem, der måtte ønske det.

2. Arbejdspladsen

a) Pladskrav

Skærmterminalarbejdspladsen skal være dimensioneret og indrettet således, at der er tilstrækkelig plads til at skifte arbejdsstilling og arbejdsbevægelser.

b) Belysning

Almenbelysning og særbelysning (arbejdslamper) skal sikre tilstrækkelig belysning og en passende kontrast mellem skærm og omgivelser under hensyntagen til arbejdets karakter og brugerens synsbehov.

Generende blænding og reflekser på skærmen eller på andet udstyr skal undgås ved at samordne indretningen af lokaler og skærmterminalarbejdspladser med placeringen og kunstige lyskilders tekniske egenskaber.

c) Reflekser og blænding

Skærmterminalarbejdspladsen skal være indrettet således, at lyskilder, såsom vinduer og andre åbninger, gennemsigtige eller gennemskinnelige vægge samt lysfarvet udstyr eller lysfarvede vægge, ikke forårsager direkte blænding og ikke medfører generende reflekser på skærmen.

Vinduerne skal være forsynet med en passende indstillelig afskærmning, som kan dæmpe det dagslys, der falder ind på skærmterminalarbejdspladsen.

d) Støj

Der skal i forbindelse med indretningen af skærmterminalarbejdspladsen tages hensyn til, at støj fra dertil hørende udstyr navnlig ikke må virke forstyrrende på opmærksomheden eller samtalehæmmende.

e) Varme

Udstyr, der hører til skærmterminalarbejdspladser/-erne, må ikke frembringe så kraftig varme, at det kan være til gene for de ansatte.

f) Stråling incl. lavfrekvente elektromagnetiske felter

Stråling, der ikke stammer fra den synlige del af det elektromagnetiske spektrum, skal reduceres mest muligt af hensyn til beskyttelsen af den ansattes sikkerhed og sundhed.

g) Luftfugtighed

Der skal tilvejebringes og holdes en passende luftfugtighed.

3. Samspil datamat/menneske

Arbejdsgiveren skal ved udarbejdelse, valg, indkøb og ændringer af programmer samt ved fastlæggelse af arbejdsopgaver, der medfører anvendelsen af skærmterminaler, tage hensyn til følgende faktorer:

a) Programmellet skal være tilpasset det arbejde, der skal udføres

b) Programmellet skal være let at anvende og om nødvendigt kunne tilpasses brugerens kundskabs- og erfaringsniveau; der må ikke anvendes kvantitativ eller kvalitativ kontrol uden de ansattes vidende

c) systemerne skal give de ansatte oplysninger om arbejdets forløb

d) systemerne skal give oplysningerne i et format og en rytme, der er tilpasset brugerne

e) der skal anvendes ergonomiske principper især med henblik på brugerens arbejde med data.  

Indhold

Indhold

Henter PDF