1. Uddannelsesmål
Deltageren skal kunne udføre hvervet som fagligt ansvarlig i en virksomhed, der udfører autorisationskrævende nedrivning af asbestholdigt materiale, jf. bekendtgørelse om autorisation og godkendelse af fagligt ansvarlige på asbestområdet.
Det er en betingelse for deltagelse i uddannelsen, at personen forinden har gennemført en uddannelse i arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale i overensstemmelse med bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser og for den uddannelse kan fremvise dokumentation for bestået prøve.
2. Kvalifikationskrav
Efter endt uddannelse skal personen kunne
- planlægge og tilrettelægge nedrivning af asbestholdigt materiale i overensstemmelse med bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet, reglerne om unges arbejde i forhold til udsættelse for asbest i bekendtgørelse om unges arbejde og reglerne om uddannelse ved nedrivning af asbestholdigt materiale i bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser og i overensstemmelse med et kvalitetsledelsessystem,
- instruere andre i at udføre nedrivning af asbestholdigt materiale fuldt forsvarligt,
- føre tilsyn med udførelse af nedrivning af asbestholdigt materiale og
- udføre egenkontrol med udførelse af nedrivning af asbestholdigt materiale ved anvendelse af et kvalitetsledelsessystem.