Gå til hovedindholdet

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 486 af 21. maj 2024 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

I medfør af § 35, stk. 3, i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022, og § 75, stk. 1 og 4, § 81 c, stk. 1 og 2, § 84 og § 86 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, fastsættes:

§ 1. Bekendtgørelsen anvendes ved lægers og tandlægers anmeldelse af erhvervssygdomme efter arbejdsmiljøloven og arbejdsskadesikringsloven.

Stk. 2. Bekendtgørelsen anvendes tillige ved digital kommunikation mellem de anmeldepligtige, jf. § 3, og Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med anmeldelse efter stk. 1.

§ 2. Ved erhvervssygdomme forstås efter denne bekendtgørelse

  1. erhvervssygdomme efter § 75, stk. 1 og stk. 4, i lov om arbejdsmiljø, og
  2. erhvervssygdomme efter § 7 i arbejdsskadesikringsloven.

Anmeldelse m.v.

§ 3. Læger og tandlæger, der gennem deres erhverv konstaterer eller får mistanke om, at en person har pådraget sig en konstateret eller formodet erhvervssygdom eller på anden måde har været udsat for skadelige påvirkninger på sin arbejdsplads, skal anmelde dette til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Pligten til at anmelde gælder også for arbejdsrelateret vold, trusler og anden krænkende adfærd uden for arbejdstid. Anmeldelsen skal indeholde de oplysninger, der fremgår af stk. 4.

Stk. 2. Anmeldepligten påhviler enhver læge og tandlæge, uanset om lægen eller tandlægen er praktiserende eller ansat på sygehus, klinik eller anden institution. På sygehuse og klinikker m.v. påhviler anmeldepligten dog alene den ledende læge eller tandlæge på hver afdeling.

Stk. 3. Anmeldelsen skal ske snarest muligt og senest 14 dage efter, at lægen eller tandlægen er blevet bekendt med erhvervssygdommen eller en skadelig påvirkning og den formodede sammenhæng med arbejdet. Anmeldelsen anses for modtaget på det tidspunkt, hvor meddelelsen registreres automatisk i det fælles anmeldesystem, jf. § 5. Anmeldelse er rettidig, når den er modtaget senest kl. 24.00 på fristdagen. Kan modtagelsestidspunktet ikke fastlægges som følge af problemer i det fælles anmeldesystem eller andre lignende problemer, anses anmeldelsen for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor anmeldelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet.

Stk. 4. Anmeldelsen efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om:

  1. Tilskadekomne, navn, adresse, CPR-nummer, stillingsbetegnelse og navn på egen læge.
  2. Diagnose på en konstateret eller formodet erhvervssygdom eller skadelige påvirkninger fra en arbejdsplads eller fra arbejdsrelateret fysisk vold, trusler eller anden krænkende adfærd uden for arbejdstid.
  3. Anmelders navn og adresse samt CVR-nummer.

Stk. 5. Anmeldelse kræver ikke tilskadekomnes samtykke. Tilskadekomne kan dog efterfølgende bede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om ikke at behandle sagen.

§ 4. Anmeldepligten efter § 3, stk. 1, bortfalder, når lægen eller tandlægen har sikret sig, at erhvervssygdommen eller den skadelige påvirkning allerede er anmeldt til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

§ 5. Anmeldelse efter § 3 skal ske digitalt via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmeldesystem.

Stk. 2. Anmeldelsen via det fælles anmeldesystem honoreres efter den takst, der til enhver tid er fastsat af beskæftigelsesministeren.

Digital kommunikation

§ 6. Dokumenter, der indsendes digitalt til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, skal være forsynet med en digital signatur med et sikkerhedsniveau svarende til den gældende OCES standard eller højere.

Stk. 2. Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan beslutte at behandle et dokument, der er indsendt digitalt, selv om dokumentet ikke er forsynet med en digital signatur, jf. stk. 1.

§ 7. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler anmeldelser om erhvervssygdomme eller skadelig påvirkning, uanset om kravet om anmeldelse via det fælles anmeldesystem, jf. § 5, er opfyldt, jf. § 35, stk. 6, i arbejdsskadesikringsloven.

§ 8. Følgende typer af dokumenter kan ved behandlingen af anmeldelser af erhvervssygdomme i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet udstedes uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde:

  1. Kvitteringsbreve.
  2. Rykkerbreve.
  3. Spørgebreve og spørgeskemaer til brug for sagsoplysningen.
  4. Oplysningsbreve til brug for sagsoplysningen.
  5. Breve med rent orienterende indhold, for eksempel om frister.

Stk. 2. Disse dokumenter sidestilles i retlig henseende med dokumenter med personlig underskrift.

Dispensation

§ 9. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan under ganske særlige omstændigheder undtage læger og tandlæger fra digital anmeldelse og digital kommunikation.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse, jf. stk. 1, om anmeldelser, der er sendt til Arbejdstilsynet eller til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring m.v., jf. § 75, stk. 6, i arbejdsmiljøloven og § 35, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven.

Stk. 3. Undtagelse fra pligten til at anmelde digitalt, jf. stk. 1, forudsætter ansøgning fra lægen eller tandlægen i forbindelse med den konkrete anmeldelse. Lægen eller tandlægen kan ikke undtages fra pligten til at anmelde digitalt, hvis anmelderen har adgang til computer og internet.

Stk. 4. Ansøgning om dispensation skal fremsendes samtidig med anmeldelsen.

Straf

§ 10. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der overtræder § 3, stk. 1-3, § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Henvendelse til anklagemyndigheden vedrørende tiltale foretages af Arbejdstilsynet.

Ikrafttræden m.v.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 2. Bekendtgørelsen har virkning for erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1752 af 20. december 2023 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ophæves.

Beskæftigelsesministeriet, den 21. maj 2024

Ane Halsboe-Jørgensen / Sine Frederiksen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/37/EF af 29. april 2004 om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer eller mutagener (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. l, i Rådets direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 2004, nr. L 158, side 50, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2398 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2004/37/EF om beskyttelse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfremkaldende stoffer og mutagener, EU-Tidende 2017, nr. L 345, side 87.

Indhold

Indhold

Henter PDF