Hvem kan udpeges som arbejdsleder i arbejdsmiljøorganisation (AMO)?
Arbejdsgiveren skal udpege en arbejdsleder til AMO, som har det nødvendige kendskab til den del af arbejdet i virksomheden, som den pågældende skal varetage sine opgaver for.
En arbejdsleder er en ansat, der i størstedelen af sin arbejdstid leder eller fører tilsyn med arbejdet i en virksomhed eller i en del af virksomheden.
Det er ikke stillingsbetegnelsen som arbejdsleder, der afgør om en person er arbejdsleder efter arbejdsmiljølovens regler. Det afhænger derimod af en konkret vurdering af arbejdslederens funktion og opgaver. En arbejdsleder kan således godt selv deltage i det praktiske arbejde i virksomheden, når bare størstedelen af tiden går med at lede eller føre tilsyn med andres arbejde.
Arbejdslederen bliver klædt på til opgaven gennem den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af AMO.