Hvordan vurderer man, om medarbejdere kan blive syge eller komme til skade på grund af problemer i det psykiske arbejdsmiljø?
I kapitel 3 er der for hver af påvirkningerne en regel, der fastlægger, hvad I især skal lægge vægt på, når I vurderer, om påvirkningen indebærer en risiko for medarbejdernes sikkerhed eller sundhed. Det vil altid være en konkret vurdering, om en påvirkning indebærer en risiko. Der er tale om en helhedsvurdering, hvor I skal tage en række forhold med i betragtning for at vurdere, om der er tale om en risiko.
Helt overordnet skal I vurdere, om der er balance mellem forekomsten af en påvirkning og virksomhedens forebyggelse. Forestil jer en vægt, hvor den ene skål indeholder forekomsten af påvirkningen, og den anden indeholder virksomhedens forebyggelse. Når de to skåle er i balance, er der ingen risiko for medarbejdernes sikkerhed og sundhed. Hvis skålen med påvirkningen derimod er tippet, skal der igangsættes forebyggende tiltag, der kan genskabe balancen.
Forekomsten af en påvirkning handler både om omfanget og karakteren af påvirkningen. Virksomhedens forebyggelse handler om, hvad virksomheden konkret har gjort for at forebygge at påvirkningen indebærer en risiko. Det handler bl.a. om, hvordan arbejdet er planlagt og tilrettelagt, hvordan medarbejderne er oplært og instrueret i arbejdet, og hvilke muligheder medarbejderne har for støtte og indflydelse i arbejdet.
I skal derudover også vurdere, om der er andre påvirkninger i arbejdsmiljøet, som forværrer risikoen ved den pågældende påvirkning. De forværrende faktorer vil få skålen med påvirkningen til at tippe yderligere, og der vil derfor være behov for forebyggende tiltag, som også tager højde for de forværrende faktorer, for at genskabe balancen.
Psykisk arbejdsmiljø - Bekendtgørelse 1406 - 2020 - med senere ændringer