Gå til hovedindholdet

Hvad skal man være opmærksom på, når man rengør renovationsbilerne?

Der skal udarbejdes en biologisk APV, hvor det skal kortlægges, om renovationsarbejderne kan blive påvirket af sundhedsskadelige mikroorganismer og aerosoler fra affald, herunder under rengøring af bilerne. I forlængelse af den biologiske APV skal arbejdsgiveren træffe forebyggende foranstaltninger så risikoen for udsættelse reduceres mest muligt.

Hvis de ansatte er i risiko for at blive eksponerede for sundhedsskadelige mikroorganismer og aerosoler i forbindelse med rengøringen af bilerne, skal de bruge:

  • Arbejdstøj, der beskytter mod forurening og
  • Åndedrætsværn i form af helmaske med P3-filter.


Derudover skal de ansatte altid anvende fodtøj, der er vandafvisende, smidigt og fastsiddende samt har skridsikre såler.

Vær opmærksom på udluftning

Vær opmærksom på, at der kan være en risiko ved at arbejde i trange rum som fx renovationsbilens kammer. Hvis der ikke er mulighed for ordentlig udluftning, kan der opstå farlige gasser og mangle ilt. Derfor skal luften i kammeret måles, inden den ansatte går derind, og ansatte må ikke arbejde alene.

Overvej vaskepladsens placering

Vær opmærksom på, at vaskepladsen skal ligge i et område, så andre ansatte ikke bliver udsat for sundhedsskadelige aerosoler og mikroorganismer, når der bliver udført rengøringsarbejde.

Sidst revideret: 8. august 2023

Henter PDF