Sådan fastholder virksomheder medarbejdere, der har haft en arbejdsskade

Virksomheders indsats for at fastholde medarbejdere med en arbejdsskade – litteraturoversigt

Hvad siger forskningen, om hvordan virksomhederne kan fastholde personer, som har en arbejdsskade?

Det har vi nu en samlet viden om. Professor Ole Mortensen og et team af forskere fra Holbæk Sygehus og det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har i 2017 gennemført en litteraturoversigt over virksomhedernes indsats for at fastholde personer med arbejdsskader. Her kan du få et overblik over studiets hovedkonklusioner.

Tidlig indsats forkorter sygefraværet

Arbejdspladsen skal tidligt i sygeforløbet iværksætte en indsats for at få den sygemeldte tilbage i arbejde. Forskningen viser, at det kan forkorte sygefraværet. Virksomheden kan eksempelvis tage tidlig kontakt til medarbejderen og aftale med medarbejderen, hvordan og hvornår medarbejderen kan vende godt tilbage. Indsatsen skal dog ske i respekt for en igangværende behandling, da den enkelte kan have behov for restitution, inden arbejdet genoptages.

Arbejdspladsen som omdrejningspunkt

Litteraturgennemgangen viser, at der er størst effekt af en tværfaglig flerstrenget indsats, hvor både kollegaer, ledere og sundhedspersonale er involveret. En tværfaglig flerstrenget indsats skal være koordineret og kan eksempelvis indebære en kombination af terapi, besøg af en ergoterapeut på arbejdspladsen og en grundig
plan for tilbagevenden til arbejde. Samtidig er det vigtigt, at de tidlige indsatser, der iværksættes, har fokus på at gøre det muligt for medarbejderen at vende godt tilbage til arbejdspladsen.

Det anbefales, at arbejdspladsen kigger på mulighederne for jobmodifikation med udgangspunkt i den ansattes ønsker og behov. Jobmodifikation kan bestå i nedsat arbejdstid, ændrede arbejdsopgaver eller egentlig ændring af arbejdsprocessen.

Det er vigtigt, at medarbejderens nærmeste leder involveres i processen, og at kollegaerne er informeret og involveret, så de kender til de hensyn, der tages på arbejdspladsen. Desuden er støtten fra ledere og kollegaer afgørende for, om den sygemeldte føler sig imødekommet og ønsker at vende tilbage på arbejdspladsen.

Behov for koordinering

Udover arbejdspladsens rolle viser litteraturen, at en tilbage til arbejde koordinerende person (TTA-koordinator) har en positiv indflydelse på medarbejderens mulighed for at komme godt tilbage . TTA-koordinatoren er en central person, der har kontakt til og koordinerer TTA-processen for både den sygemeldte medarbejder, virksomheden og sundhedsvæsenet. TTA-koordinatoren kan eksempelvis afholde møder med de involverede personer og sikre aftaler på tværs.

Fakta om undersøgelsen

Litteratursøgningen inkluderer engelsk- og skandinavisk sprogede studier om personer med arbejdsskader, som er omfattet af virksomhedsinterventioner, og hvor udfald måles på positiv effekt på arbejdsfastholdelse, tilbage til arbejde (TTA) eller lignende.

I alt var der 91 artikler, som opfyldte alle tre kriterier, og indgik i den videre analyse.

Litteraturoversigt over virksomheders indsats for fastholdelse af personer med arbejdsskader