Sidst revideret: 7. april 2025
Strakspåbud - Grov overtrædelse
Kvalitetsprocedure G-204. Anvendelsesområde: Generelt for tilsyn. Ansvarlig enhed: AFC, JF. Ikrafttræden: 1. april 2007. Senest revideret: februar 2024 - under revision. Aktuel for tilsynsførende og tilsynssupportere.
Formål
Formålet med proceduren er at sikre, at der ved strakspåbud ved grove overtrædelser reageres med supplerende påbud, når det er relevant. Ved grove overtrædelser skal der som udgangspunkt forstås: Overtrædelser hvor der er akut eller overhængende fare, og hvor klare og kendte regler overtrædes.
I de tilfælde, hvor du som tilsynsførende konstaterer alvorlige overtrædelser, der kan medføre strakspåbud, afgiver du strakspåbud efter de almindeligt gældende regler og praksis.
Proceduren skal endvidere følges i de tilfælde, hvor du som tilsynsførende konstaterer alvorlige overtrædelser, der kan medføre påtale i forbindelse med en ulykkesundersøgelse eller tilsyn med asbestarbejde.
Proceduren gælder, når du bl.a. konstaterer, at en ansat er involveret i en grov overtrædelse inden for områderne, som er beskrevet i eksempellisten sidst i denne procedure.
Når du afgiver strakspåbud eller påtale om overtrædelser inden for de nævnte områder, skal det sikres, at sagen suppleres med oplysninger om de nærmere omstændigheder i forbindelse med arbejdets planlægning, tilrettelæggelse og udførelse. Det skal ske for, at det kan afklares, om overtrædelsen skyldes svigt i planlægning, tilrettelæggelse, eller udførelse af arbejdet. Hvis det er tilfældet, vil der - hvis betingelserne for at afgive påbud i øvrigt er opfyldt - normalt skulle gives supplerende påbud om fx tilsyn med arbejdet, for at forebygge at problemet opstår igen senere.
Tjekskema
For at sikre at sagen oplyses tilstrækkeligt, er der udarbejdet et tjekskema, der skal følges i alle de situationer, hvor du giver strakspåbud eller påtale for overtrædelser inden for de nævnte anvendelsesområder.
I tjekskemaet indgår oplysninger til identifikation af ansatte samt oplysninger fra både ledelsen og ansatte om arbejdet.
Nedenfor beskrives følgende punkter fra skemaet nærmere:
- Oplysninger om sikkerhedsudstyr og planlægning/tilrettelæggelse af arbejdet
- Oplysninger om instruktion og tilsyn
- Oplysninger om AMO
- Oplysninger om gennemførelse af APV.
Ad. Sikkerhedsudstyr og planlægning/tilrettelæggelse af arbejdet
Hvorvidt der har været truffet tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, søges oplyst ved tilsynsførendes egne iagttagelser og udsagn fra de involverede. Såvel de(n) ansatte som ledelsen spørges. Det er relevant bl.a. at undersøge følgende
- Om eventuelle nødvendige værnemidler eller sikkerhedsudstyr var udleveret og til
- stede til det pågældende arbejde,
- Om det var muligt at bruge udstyret/værnemidlet til det pågældende arbejde,
- Om det var lovligt at bruge udstyret/værnemidlet til det pågældende arbejde,
- Om udstyret/værnemidlet var i forsvarlig stand.
Om arbejdet har været planlagt og tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, søges oplyst ved udsagn fra ledelsen. Det er relevant at få afdækket, om der har været en plan for, hvordan det konkrete arbejde, som overtrædelsen vedrører, skulle udføres sikkert – og i givet fald hvad indholdet af denne plan var.
Ad. Instruktion og tilsyn
Om der er givet fornøden instruktion og ført effektivt tilsyn, søges oplyst på baggrund af udsagn fra de involverede. Såvel de(n) ansatte som arbejdsgiveren skal spørges herom.
Hvis arbejdsgiveren eller arbejdslederen deltager i selve overtrædelsen eller opholder sig i umiddelbar nærhed af den konstaterede overtrædelse, således at der er kendskab til overtrædelsen fra arbejdsgiverens side, kan det umiddelbart konstateres, at arbejdsgiveren ikke har givet instruktion og/eller ført tilstrækkeligt tilsyn, og du skal følgende afgive strakspåbud herom.
Er arbejdsgiveren ikke til stede under dit besøg, skal arbejdsgiveren kontaktes og spørges til instruktion og tilsyn. Du noterer de indhentede oplysninger og lader disse indgå i en vurdering af, om strakspåbud skal afgives inden for områderne.
Se også instruks om arbejdsgiverens pligt til at oplære, instruere og føre tilsyn med sine ansatte, herunder nyansatte:
Ad. AMO
Der spørges efter arbejdsmiljørepræsentanten. Hvis der ikke er nogen, afklares det om virksomheden skal have en arbejdsmiljøorganisation på det gældende arbejdssted.
Såfremt virksomheden er forpligtet til at have en arbejdsmiljøorganisation, og der ikke er en sådan, afgives der påbud herom.
Ad. APV
Hvis det i forbindelse med sagens oplysning kan konstateres, at virksomheden ikke har gennemført en APV, skal der afgives påbud herom.
Efter tilsynsbesøget
Efter tilsynet oprettes reaktioner (eller ulykkesnotat) og rapport om grove overtrædelser i F2. Rapporten skal indeholde resultaterne af ovenstående undersøgelse, således at sagen er oplyst vedrørende overtrædelsen samt vedrørende oplysninger om arbejdsgiverens opfyldelse af kravene om sikkerhedsudstyr, planlægning, instruktion, tilsyn, AMO og APV.
Eksempler – ikke udtømmende liste
Nedenfor er angivet en ikke udtømmende liste af overtrædelser, der normalt må anses for at være grove, og som vil medføre strakspåbud eller påtale:
1. Ulykkesfare ved brug af arbejdsmaskiner, håndværktøj og andre tekniske hjælpemidler, herunder
- Arbejde med uforsvarlige maskiner, håndværktøj og andre tekniske hjælpemidler, som har uafskærmede roterende eller skærende dele fx rundsavsklinger, transportsnegl, kraftoverføringsaksler,
- Brug af maskiner, der er uegnede til arbejdet og dermed farlige, hvor fx sikkerhedsanordninger er sat ud af kraft, eller sikkerhedsforanstaltninger mangler,
- Reparationer eller indgreb mens maskinen er i drift,
- Uforsvarligt opstillet eller stabiliseret kran,
- Uforsvarligt løft med kran, herunder løft med slidte wirer, løft af byrde uden sikring mod tab og nedstyrtning, samt uforsvarlig anhugning og
- Uforsvarlig brug af trucks m.m. - fx kørsel med gaflerne i øverste position og løft af byrde med risiko for væltning.
2. Fare for nedstyrtning, fx ved arbejde på
- Stillads, herunder mangler ved rækværk, fastgørelse, afstivning og understøtning, løse dæk
- Tag, herunder arbejde uden rækværk, åbninger i dæk og etageadskillelse, fritliggende bjælker,
- Stige med risiko for væltning og/eller udskridning, samt
- Ikke bæredygtigt underlag.
3. Fare for akut belastning i forbindelse med løft, herunder
- Enkeltmandsløft på 50 kg eller derover i underarms- og ¾-arms afstand, samt 75 kg og derover ved løft tæt på kroppen
- Tomandsløft på 75 kg og derover i underarms- og ¾-arms afstand, samt 100 kg og derover ved løft tæt på kroppen.
4. Fare for sammenstyrtning og sammenskridning, herunder i forbindelse med arbejde med
- Jordudgravninger
- Siloer
- Brønde
- Beholdere
- Manglende afstivning af elementer eller spær
5. Ulykkesfare ved arbejde med farlige stoffer og materialer, herunder i forbindelse med
- Svejsning
- Opløsningsmidler
- Syre
- Epoxy og isocyanater
- Styren
- Asbest
6. Fare for arbejdsrelateret vold, når der er en klar og veldokumenteret risiko og arbejdsgiver ikke har forebygget risikoen eller forebyggelsen er åbenbar utilstrækkelig
7. Andre åbenbart uforsvarlige arbejdsmiljøforhold, herunder arbejde med fare for
- Eksplosioner
- Brand
- Forgiftninger
- Kvælninger
- Ætsninger.
8. Truckkørsel uden certifikat
9. Kranløft uden certifikat
10. Asbestarbejde uden anmeldelse
11. Nedrivning af asbest uden autorisation