Sidst revideret: 10. april 2024
Tilsyn med udenlandske virksomheder
Arbejdstilsynet fører tilsyn med arbejdsmiljøet på virksomhederne i Danmark. Ved besøg på udenlandske virksomheder kontrollerer Arbejdstilsynet også, at virksomheden har anmeldt sig til Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).
Tilsyn med udenlandske virksomheder i Danmark
Arbejdstilsynet fører tilsyn med, at udenlandske virksomheder overholder den danske arbejdsmiljølovgivning. Arbejdstilsynets kontrollerer også, at udenlandske virksomheder, der arbejder midlertidigt i Danmark, er anmeldt til RUT (Registret for Udenlandske Tjenesteydere) samt at anmeldelsen er fyldestgørende og korrekt i forhold til reglerne.
Tilsynsbesøgene gennemføres på samme måde som i danske virksomheder, og der bruges samme reaktionstyper. Besøgene er afgrænset til de aktiviteter, den udenlandske virksomhed har i Danmark.
Udenlandske virksomheder skal anmelde sig til RUT
Læs på Workplacedenmark.dk hvordan Arbejdstilsynet fører tilsyn med udenlandske virksomheder:
Hvordan fører Arbejdstilsynet tilsyn? - Workplace Denmark
Risiko for bøde
Hvis en udenlandsk virksomhed undlader at anmelde sig til RUT, anmelder for sent eller anmelder ukorrekte eller ufuldstændige oplysninger, kan Arbejdstilsynet give virksomheden en bøde på op til 10.000 kroner eller sende en tiltaleindstilling til politiet.
Den yderste konsekvens af, at en udenlandsk virksomhed undlader at anmelde en opgave til RUT, kan være at virksomheden bliver pålagt daglige bøder, indtil den anmelder opgaven til RUT.
Læs mere om reglerne om Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT):
Information til udenlandske tjenesteydere
På workplacedenmark.dk kan udenlandske tjenesteydere og arbejdstagere læse mere om deres rettigheder og pligter i Danmark, herunder pligten til at anmelde sig i RUT. De kan også læse om de danske arbejdsmiljøregler, fx på bygge- og anlægsområdet.
Websitet findes i en engelsk, tysk, polsk og dansk udgave. Enkelte sider er desuden oversat til litauisk, rumænsk, russisk, italiensk, spansk og portugisisk.