Sidst revideret: 3. september 2024
Arbejdshygiejniske foranstaltninger
Ved ethvert asbestarbejde skal de ansatte have adgang til velfærdsforanstaltninger, herunder arbejdshygiejniske foranstaltninger.
Arbejdshygiejniske foranstaltninger betegner faciliteter som håndvask, baderum og omklædningsrum, der både skal være til rådighed og anvendes for at undgå unødig udsættelse for eller spredning af asbeststøv.
I umiddelbar nærhed af områder, hvor der udføres asbestarbejde, skal de ansatte have adgang til to omklædningsrum, ét til dagligt tøj og ét til personlige værnemidler og arbejdstøj i øvrigt. Omklædningsrummene skal være placeret således, at færdsel mellem dem kun kan ske gennem et baderum. De arbejdshygiejniske foranstaltninger kan etableres i form af en såkaldt miljøvogn, hvor der ud over de to omklædningsrum adskilt af et baderum også er adgang til toilet, håndvask og spiseplads.
Så længe man overholder kravet om, at de to omklædningsrum er adskilt af et baderum, kan man også etablere de arbejdshygiejniske foranstaltninger i en eksisterende bygning, i en ombygget skurvogn eller i slusen, der bruges som adgang til et afskærmet arbejdsområde, hvor der i forbindelse med nedrivning forekommer asbeststøv i væsentligt omfang. På samme måde må velfærdsforanstaltningerne, herunder toilet og spiseplads, fx etableres i en eksisterende bygning.
Nedrivning, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang
Asbestarbejde med lavt støvniveau
I forbindelse med asbestarbejde med lavt støvniveau, fx indsamling af asbestprøver, er der ikke krav om adgang til to omklædningsrum adskilt af et baderum i umiddelbar nærhed af arbejdsområdet. De ansatte skal dog altid som minimum have adgang til velfærdsforanstaltninger, herunder arbejdshygiejniske foranstaltninger, i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens øvrige regler.
Det betyder, at der i forbindelse med asbestarbejde med lavt støvniveau ikke nødvendigvis skal etableres vaske- og badefaciliteter på selve arbejdsstedet, men at de ansatte skal have mulighed for at rengøre sig i tilstrækkeligt omfang. Derfor skal de ansatte fx ved indsamling af asbestprøver som minimum have mulighed for at rengøre hænder. Det kan fx ske med rindende vand fra en mobil vandbeholder eller med egnede vådservietter.
De ansatte skal også have adgang til toilet. Derudover skal der være adgang til spiserum, hvis der spises i arbejdstiden, og omklædning, hvis der som følge af arbejdets art i øvrigt foretages omklædning. Adgang til toilet, spiserum og omklædning skal mindst etableres i overensstemmelse med reglerne om velfærdsforanstaltninger i arbejdsmiljølovgivningen.