I køkkenet, badeværelset, tag, gulv, loft og kælder. Det er nogle af de steder, der kan være asbest i din bolig, hvis den er fra før 1990.
Det er ikke farligt at bo i et hus med asbest, så længe asbesten er sikkert indkapslet eller indbygget i byggematerialet. Men skal du reparere, renovere eller nedrive din bolig, fx have nyt tag eller badeværelse, kan der være risiko for, at asbesten frigøres som støv. Dermed kan du, din familie og din håndværker risikere at blive udsat for kræftfremkaldende asbeststøv, hvis I ikke er opmærksomme og passer på jer selv.
Se med herunder, hvor tidligere nybyggerdeltager og indretningsekspert Sif Steendahl Grandorf og Casper Kjerrumgaard, der er uddannet tømrer og bygningskonstruktør, kommer på sporet af ”Den skjulte dræber” i et ældre 60’er hus.
I videoen kan du blive klogere på, hvor asbesten kan gemme sig, og hvad du som privat boligejer gør, hvis der er asbest i din bolig, som du ønsker at renovere.