Gå til hovedindholdet

Arbejde ved kassen: Regler for unge på 13 og 14 år, og unge der ikke har afsluttet 9. klasse.

Unge, der er 13 og 14 år, eller unge, som ikke har afsluttet 9. klasse, må fra 1. januar 2025 arbejde ved kassebånd. Her kan du læse om, hvad reglerne indebærer.

pige ved kassen

Unge, der er fyldt 13 år, eller unge, som ikke har afsluttet 9. klasse, må arbejde med lettere ekspedition i fx butikker og supermarkeder, hvor der er et kassebånd. 

Her er situationer, hvor der ikke er tale om lettere ekspedition:

  • Beskæftigelse ved udgangskasser i spidsbelastningsperioder. Det kan fx være i de sene eftermiddagstimer. 
  • Situationer der kræver et højt arbejdstempo, hvilket kan resultere i konflikter både mellem kollegaer og kunder. 
  • Situationer, hvor den unge skal kontrollere og sætte grænser for andre, der kan udgøre en risiko for konflikt, fx ved tjek af ID ifm. salg af alkohol. Det kan anses for lettere ekspedition, hvis den unge fx hurtigt har mulighed for at få hjælp fra kollegaer i nærheden, eller hvis alkohol sælges ved andre kasser.
  • Kassearbejde i butikker, hvor det generelt eller på særlige tidspunkter af dagen er velkendt, at der handler kunder, som indebærer en særlig risiko for konflikter med psykisk eller fysisk vold. 
  • Arbejdssituationer hvor kunderne forventer særlig vejledning eller rådgivning i forbindelse med køb af varer, da det kan være uoverskueligt. Det kan fx være, hvis butikken har et varesortiment, der indeholder andet end almindelige, genkendelige varer. Indscanning af et bredt sortiment af varer ved et kassebånd er ikke sig selv en uoverskuelig opgave. 

Som arbejdsgiver skal du desuden være opmærksom på følgende, når du skal tilrettelægge den unges arbejde:

  • antallet af ansatte, der er på arbejde og den fysiske placering af kollegaerne, så de unge ikke risikerer at være alene samt nemt og hurtigt kan få hjælp af en kollega
  • placering af de unges arbejdstid så spidsbelastningsperioder undgås
  • instruktion i og værktøjer til at håndtere svære og pludseligt opstående situationer
  • sørge for en kultur på arbejdspladsen ift. at spørge om hjælp
  • sikre en uproblematisk kontakt til kunderne
  • et begrænset varesortimentet, hvilket fx betyder, at de unge ikke forudsættes at give særlig rådgivning eller vejledning om varerne
  • betjeningen af kunderne er enkel, forudsigelig, overskuelig og uproblematisk i relation til de varer, som den unge skal håndtere
  • varens værdi kan være et element i risikovurderingen, men er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om lettere ekspedition.

Sidst revideret: 18. december 2024

Henter PDF