Borgerens behov er udgangspunktet

”Kaffen er på vej. Jeg ved godt, du har ventet længe”, siger Shabana Jørgensen til Charlotte, som tydeligvis ikke er tilfreds og griber fat i Shabana. ”Vil du sidde på stolen?”, spørger Shabana. Charlotte svarer med en høj protesterende lyd. ”Nå, det er ikke det, du vil. Skal vi bare holde hinanden i hånden?” Charlotte trækker i Shabana, som følger med hen til sofaen, hvor Charlotte sætter sig med benene oppe. ”Nå, er det, hvad du vil. Du vil putte på sofaen”, siger Shabana. Charlotte ser tilfreds ud. 

Episoden er hverdag i Agerbækhuse, hvor Shabana Jørgensen arbejder som socialpædagog i dagcenteret. De borgere, der kommer her, er svært udviklingshæmmede, og de fleste har, som Charlotte, ikke noget talesprog. Derfor prøver de at kommunikere på andre måder.

Betingelsesløs accept

Det, Shabana Jørgensen praktiserer i samværet med Charlotte, er en socialpædagogisk tilgang, som tager udgangspunkt i borgerens behov. Det kræver af pædagogerne, at de er 100 procent opmærksomme på den person, de er sammen med, og bliver ved med at stille spørgsmål og komme med forslag, indtil de når frem til, hvad det er, personen udtrykker.

- Vi tillægger al adfærd kommunikationsværdi. Det betyder, at hvis en person river, spytter eller slår, ignorerer vi det og fokuserer i stedet på, hvad vi selv gjorde, og hvad vi overså, inden han spyttede eller slog, forklarer afdelingsleder Martin Starup og tilføjer:

- Vi arbejder med den betingelsesløse accept. Resultatet er, at hver enkelt føler sig lyttet til og forstået.

Derfor er det nu sjældent at pædagogerne bliver mødt med vold eller trusler fra frustrerede borgere. Når det sker, er det som regel fra en borger, der er ny på stedet, og som reagerer på sin ændrede situation.

- Vi oplever ikke bevidst vold, siger forstander Inger Lynggaard.

- Der er tale om diffus vold fra personer, som føler sig afmægtige. Og det sker sjældent. Der kan gå måneder imellem. 

Se, hvordan medarbejderne på Agerbækhuse tager udgangspunkt i borgernes behov.

Et paradigmeskift

Før i tiden – det vil sige tilbage i begyndelsen af 1990’erne – var det mere almindeligt, at medarbejderne på Agerbækhuse blev udsat for spark og anden vold fra beboerne. Registreringer viste mere end 90 tilfælde om måneden. Men antallet faldt næsten øjeblikkeligt til 50 og hurtigt til et par stykker om måneden, da Agerbækhuse - som mange andre socialpædagogiske bo- og væresteder - så at sige vendte pædagogikken på hovedet.

For der er sket et paradigmeskift. Før var strukturen i fokus, og dagligdagen var stramt organiseret. Pædagogerne havde en dagsorden, som de forsøgte at få beboerne til at følge. Det gav konflikter, nogle gange med vold til følge.

Nu er udgangspunktet for den pædagogiske indsats den enkeltes behov og initiativ. Det er en accept af, at hver enkelt er og har ret til at være den, han eller hun er. Og at alle er forskellige.  

Det hører med til paradigmeskiftet, at hvor man før talte om beboere eller brugere, taler man nu om borgere. Fordi de, der bor og kommer på bo- og værestederne, er borgere med rettigheder som alle andre i samfundet.

Uddannelse og tid 

Skiftet kom ikke af sig selv. Medarbejderne har fået uddannelse i blandt andet magtfri pædagogik med fokus på udviklingshæmmedes udviklingspotentiale. Der blev sat tid af til teamdrøftelser, så ingen episoder skulle gå ubearbejdede hen. Arbejdsplaner blev tænkt om, så der blev tid til kontakt med borgerne på tidspunkter, hvor man vidste, at risikoen for konflikter var størst, fx om eftermiddagen, hvor alle kommer fra dagtilbud hjem til bostedet.

I begyndelsen var det svært for mange medarbejdere at vænne sig til den nye måde at arbejde på.

- Selv om vi vidste, at vi skulle sige ja, kunne det godt være svært at undgå at sige nej i situationer, hvor vi af sundhedsmæssige eller medicinske grunde fx gerne ville bremse kaffedrikning. Vi lærte, at hvis vi ville begrænse en bestemt borgers kaffedrikning, så skulle der ikke være kaffe synligt til stede. Det handler om at være et skridt foran i stedet for at komme haltende bagefter, når vedkommende har taget kaffen, fortæller Martin Starup. 

- I begyndelsen var det også svært for borgerne, for de var vant til at få nej og undrede sig over, at vi gjorde noget andet. Det er det samme med nye borgere, der flytter ind. Men når de efter et stykke tid har mærket, at de kan styre og bestemme, så bliver de også mere ihærdige og stiller større krav til os, siger han.

Udfordrende og nemmere

Afdelingsleder Pernille Holm er ikke i tvivl om, at det gør dagligdagen som socialpædagog både nemmere og mere udfordrende at arbejde ud fra den betingelsesløse accept af borgerne.

- Når man er nysgerrig efter, hvem personen er, ser man også de bitte små signaler, som de viser, inden de vil til at slå. Det kan være udtrykket i øjnene, kropssproget, en ændret lyd, en hurtigere puls, siger Pernille Holm.

Hun betegner det som en lettelse at finde veje ind til mennesker, som ellers er svære at nå: 

- Ikke kun for at undgå vold, men nok så meget, fordi resultatet også er, at der sker noget med personerne.

De udvikler sig, når de mærker tillid og forudsigelighed i hverdagen, siger hun og nævner som eksempel Karsten, der ikke havde noget talesprog, men som nu er begyndt at sige ord og sætte dem sammen.

- Det er den slags, der driver en og får os til at blive ved, siger Pernille Holm.

Medarbejderne skal være i balance

Hvor Agerbækhuse tidligere var præget af sygefravær og stor udskiftning, er medarbejderne i dag så dedikerede til deres arbejde, at forstander Inger Lynggaard indimellem kan blive bekymret for, om deres helbred holder til det.

- De er meget vedholdende. Men vi tænker meget i forebyggelse og opfølgning, for vi ved, at medarbejderne skal være i balance for at kunne være sammen med borgerne.

Derfor har medarbejderne altid mulighed for supervision og coaching fra lederne, og de kan få akut hjælp udefra individuelt eller i grupper, hvis det er nødvendigt. Men det er det sjældent.

- Alle de borgere, der kommer her, er meget følsomme, og det kan godt være hårdt at skulle være SÅ opmærksom hele tiden. Men som kolleger er vi gode til at have øje for hinanden og afløse, hvis vi kan se, at der er en, som har brug for en pause. Og vi taler meget både på personalemøder og i dagligdagen om, hvad der sker og hvad vi gør, siger Shabana Jørgensen.