Et godt arbejdsliv trods vold og trusler

To personer spiser sildemadder og deler en lys øl ved det ovale spisebord. En tredje person flader ud i den bløde sofagruppe foran fladskærmen. Der er farvestrålende plakater på væggen, og stemningen er hjemlig. Ser man nærmere efter, opdager man, at der ikke er nogen fjernbetjening eller andre løse genstande i rummet, og at alle urtepotteskjulere er af plastik. Her bor nemlig en kvinde, som kan finde på at kaste med tingene, når hun bliver frustreret.

Vi er på Autisme Center Vestsjælland (ACV), hvor 450 ansatte tager sig af omkring 230 personer med adfærdsvanskeligheder som følge af autisme. Autismecenteret udgør med sine mange beboelseshuse, adskillige værksteder og egen skole et helt lille landsbysamfund på de grønne arealer tre km uden for Slagelse. Men her midt i landsbyidyllen er vold og trusler en del af hverdagen for personalet. Ligesom det er for en del andre personalegrupper, der arbejder med mennesker. Således fortæller omkring en fjerdedel af pædagogerne og omsorgsmedhjælperne i en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2010, at de har været udsat for vold og trusler på arbejdspladsen. Oplevelser, der kan medføre fysiske og psykiske helbredsproblemer.

Beboerne er ikke voldelige

Alligevel har man på ACV et lavt sygefravær.

– Vores sygefravær ligger på 3,6 % og personaleudskiftningen er lille, fordi vi har en tilgang til vold og trusler, der gør, at medarbejderne kan være i det og faktisk kan have en god arbejdsdag, fortæller centerleder Sys Petersen.

Sygefraværet for institutioner, der ligner ACV, er på 6,25 % i gennemsnit, og på ACV modtager man oven i købet mennesker med autisme, som andre institutioner har opgivet at håndtere. Dem kan de rumme på ACV, fordi de i følge Sys Petersen arbejder ud fra den grundopfattelse, at beboerne ikke er voldelige, men udadreagerende.

– Mennesker med autisme kan have svært ved at indgå i sociale sammenhænge, og ofte er de præget af angst og uro. Når beboerne her reagerer ved at slå, sparke, bide eller nikke skaller, gør de det i situationer, hvor de er utrygge, og ikke har andre måder at reagere på. Det betegner vi som udadreagerende adfærd, siger Sys Petersen, og uddyber:

 – I betegnelsen vold ligger, at når du har været udsat for vold, er du et offer, og vi er ikke ofre. Vi er ansat til at hjælpe de her mennesker, fordi de har det rigtigt svært og har brug for vores hjælp.

Det kan godt gøre ondt alligevel

Selvom man som ansat på autismecenteret har samme indstilling som Sys Petersen og kan have mange blå mærker på armene, kan oplevelserne godt krybe ind under huden. Det erfarede pædagog Mette Gundersen en tidlig morgen i marts 2011.

– Jeg slår dig ihjel. Jeg kommer hjem til dig, hviskede en 17-årig dreng med autisme til Mette Gundersen, da hun for fjerde gang uden held havde bedt ham om at børste tænder. Mette Gundersen er vant til at håndtere trusler, slag, bid og sågar kvælertag fra beboerne, og også denne gang fik hun det hele til at klappe og fik sendt den 17-årige dreng i skole. Men få minutter efter begyndte hun alligevel at græde og ryste over hele kroppen.

– Det kom bag på mig. Hvorfor pokker reagerede jeg sådan, når jeg godt ved, at trusler fra beboerne ikke er møntet på mig som person, men på den fagperson, som stiller krav til dem, fortæller Mette Gundersen.

Tryghed og støtte

Psykolog Lars Peter Andersen forsker i vold på arbejdspladsen ved Arbejdsmedicinsk Klinik Herning. Han ser det som et udtryk for, at Mette Gundersen og det øvrige personale på ACV bruger deres faglighed, når de ikke betragter beboerne som voldelige, men som nogen, der nemt bliver frustrerede.

– Det er med til at forebygge vold, og det gør det nemmere at bevare en god relation til beboerne.  Men derfor kan det sgu godt gøre ondt. Så er det rigtig godt, hvis man kan opbygge miljøer, hvor man er trygge ved hinanden og kan støtte dem, der bliver udsat for vold og trusler, siger Lars Peter Andersen.

Man får ikke lov at gå i fred

På ACV skabes trygheden gennem et konstant fokus på opbakning i personalegruppen, der er organiseret i 36 selvstændige team.

– Vores mål er, at man i teamet er åbne om, hvordan man har det, fortæller pædagogmedhjælper og arbejdsmiljørepræsentant Søren Sørensen. Vi skal kunne spørge ind og lytte til hinanden. Det betyder, at man har et helt team til at bakke sig op, hvis man er usikker på en beboer eller har været ude for noget ubehageligt. Vi er så tæt på hinanden i teamene, så man ikke får lov at gå i fred ret lang tid, hvis man lukker sig lidt inde. Så bliver der spurgt ind til det.

Mettes Gundersen fik heller ikke lov til at gå i fred. Hendes kolleger hev med det samme mappen med psykisk førstehjælp ned fra reolen, da hun brød sammen, og fik tilkaldt en af de tre kolleger, hun har valgt at ville tale med i en krisesituation. Hendes psykiske førstehjælper var der få minutter efter, og de fik snakket episoden med den truende dreng igennem. Mette Gundersen blev mere rolig, men havde det ikke godt, så hendes teamleder kontaktede i samråd med Mette Gundersen og kollegerne en psykolog, som hun fik den første af fem samtaler med få dage efter.

Der blev også ringet til Mette Gundersens mand, som hentede hende kort efter. Han er det familiemedlem, som Mette Gundersen har anført kan kontaktes i en krisesituation. Alt sammen en del af beredskabet omkring psykisk førstehjælp på ACV.

– Jeg var meget træt og sov utroligt meget i perioden lige efter. Men samtalerne med psykologen og mine kollegers opbakning hjalp mig ovenpå igen, fortæller Mette Gundersen. Den første tid efter hun brød sammen, stod der altid en kollega klar uden for døren, hvis Mette Gundersen skulle ind til en beboer, som kunne være truende. Men hun havde ikke behov for at melde sig syg, og i dag et halvt år efter episoden får hun igen det hele til at klappe og får sendt de unge i hendes team i skole hver morgen.