Gå til hovedindholdet

Fra grøn til rød på et splitsekund

I Ringe statsfængsel kan konflikter let udvikle sig til vold. Det forebygger de ansatte ved at udvikle deres egne og de indsattes færdigheder.

Fængselsbetjent og 3 personer ser ind i kameraet
Trusler om vold hører med til arbejdet i statsfængslet i Ringe. - Men nu bruger vi hinanden og taler om det, vi oplever, fortæller fængselsbetjentene Steen Østerberg og Tine Møgelby, ungdomskonsulent Tom Nielsen og afdelingsleder Tommy Holst. Foto: Flemming Jeppesen

Der er sjældent helt ro inden for den fem meter høje ringmur, som omgiver statsfængslet i Ringe. Især på de to afdelinger, der hver huser 16 mænd på mellem 18 og 25 år, er støjniveauet som regel højt. De spiller høj musik, de råber til hinanden. Og stemningen kan skifte på et splitsekund.

- De unge mænd har ikke selv en fornemmelse af, hvor meget de larmer. Men pludselig kan det ske, at én føler, at noget, måske et ord, gik over hans grænse. Og så er der ikke langt fra skældsord til slagsmål, så man skal hele tiden være opmærksom og klar til at gribe ind, fortæller Tommy Holst, der er afdelingsleder i fængslet. 

Rød, gul og grøn

En til to gange om måneden opstår der voldsepisoder mellem de indsatte, hvor personalet må gribe ind. Det er sjældent, de ansatte selv udsættes direkte for vold, men trusler må de næsten dagligt lægge ører til. 

Derfor er forebyggelse af trusler og vold en uadskillelig del af det daglige arbejde i fængslet. Forebyggelsen bliver tænkt ind i planlægningen af vagter, hvor farverne grøn, gul og rød bliver brugt til at betegne, om der er ingen, nogen eller stor risiko for konflikter. Fx bliver der sat ekstra personale ind, hvis de før nattevagten ved, at der er en konflikt under opsejling.

- Volden kommer i bølger. Nogle afsnit kan være stille og lyse grønt et stykke tid. Andre ligger længe mellem gult og rødt, indtil de ryger ind i det røde felt. Det kan bygge sig op over dage eller uger eller ske på sekunder, siger viceinspektør Jan Andersen. 

Mange af de indsatte mænd har en meget kort lunte. Fængselsbetjent Tine Møgelby er instruktør i ”anger management” og underviser de indsatte i, hvordan de kan lære at styre deres vrede.

- De er ikke selv klar over, hvad der sker, når de går amok. Men når de lærer, at en vrede udvikler sig i faser, er der større chance for, at de kan styre den, inden det går galt, siger Tine Møgelby.

Konstant beredskab

Mange indsatte er kun i fængslet i kort tid. Det betyder, at der hele tiden er nye indsatte, som skal falde til, og det giver risiko for nye konflikter. Der skal personalet være i konstant beredskab. Det er en belastning, som slider både fysisk og psykisk.

- Man kan godt være socialt mættet, når man kommer hjem, så man lige har brug for at være sig selv, inden man kan forholde sig til andre mennesker. Men vi er blevet bedre til at tale om og bearbejde vores følelser. Vi kan bedre ”afgifte” os selv, så vi kan lægge nøglen, inden vi går hjem, siger Tine Møgelby.

De ansatte bruger dagligt hinanden til at tale om og bearbejde de episoder, de oplever. Det kræver stor gensidig tillid og åbenhed. Den har de nu, men den har ikke altid været der. 

- Før talte vi sjældent om de konflikter og trusler, vi oplevede. Det gør vi nu, og vi bruger debriefing, når vi har været udsat for vold og trusler. Og der kræver vi deltagelse, for det dur ikke at lukke af, siger Tina Møgelby. 

Supervision og debriefing

Alle medarbejdere får supervision i grupper en gang om måneden med en professionel supervisor udefra. Herudover har syv ansatte fået uddannelse i debriefing, og alle har fået en uddannelse i systemisk teori og metode, som blandt andet har lært dem, at konflikter kan ses fra flere sider.

- Vi lærer af det, vi oplever. Vi ser på den proces, der førte frem til en bestemt episode og overvejer, hvad vi kunne have gjort anderledes. Vi har også lært at se efter andre måder at tolke konflikter på: Måske handlede det ikke om mig, som jeg troede, måske havde den indsatte haft en frustrerende telefonsamtale, som bare gik ud over mig, siger Tommy Holst og tilføjer:

- Samtidig er vi blevet mere professionelle i omgangen med de indsatte og bedre til at kommunikere klart og på den måde bedre til at forebygge konflikter.

De ansatte trives 

Den seneste trivselsundersøgelse fra Kriminalforsorgen viser, at i 2011 var 96,7 procent af de ansatte i statsfængslet i Ringe tilfredse eller meget tilfredse med deres arbejde. Det er en stigning i forhold til 2009, hvor 87,5 procent svarede, at de var tilfredse eller meget tilfredse.

- De ansatte har stor tillid til hinanden, er meget tilfredse og oplever mening og kvalitet i arbejdet. Vores arbejde er ikke blevet mindre belastende med tiden. Tværtimod. Men vi er blevet bedre til at takle det, siger viceinspektør Jan Andersen.

Politik for voldsforebyggelse

Statsfængslet i Ringe arbejder efter en politik for forebyggelse af vold, som skal sikre, at antallet af volds- og trusselsepisoder minimeres, og at personalet ikke får langtidsskader eller varige mén. Det skal blandt andet ske ved:

  • at personalet skal ville det bløde og kunne det hårde. Det betyder, at omgangstonen skal være naturlig, venlig, afslappet og uformel men samtidig klar og utvetydig.
  • at de ansatte skal sikres en opdateret viden om de indsatte og deres situation.
  • at personalet får de fornødne færdigheder til at skabe tryghed i personalegruppen, for at man kan bruge hinanden til forebyggelse af skadevirkninger af volds- og trusselsepisoder.
  • at sikre, at forebyggelse af vold og trusler tænkes ind i planlægningen af vagter.
  • at arbejde med de indsatte, så de opnår færdigheder, der er med til at forebygge vold og trusler.

Kilde: Uddrag af voldspolitik for Statsfængslet i Ringe.

 
Projekt om brugerdrevet innovation og udearealer

Statsfængslet i Ringe startede i 2010 et projekt, hvor de ansatte og indsatte arbejder strategisk og systematisk sammen om at skabe en bedre hverdag og en fælles kultur.

De har blandt andet diskuteret og fastlagt regler for oprydning og rengøring og i fællesskab tilrettelagt indvielsen af det nyindrettede grønne område.

Projektet er støttet af Tryg Fonden og Egmont Fonden.

Evaluering af projekt brugerdreven innovation i Statsfængslet i Ringe - pdf

 
 Om arbejdspladsen
  • Statsfængslet i Ringe er et lukket fængsel for unge mænd og kvinder i alderen 18-25 år.
  • Fængslet har 86 pladser og 123 ansatte, som bl.a. samarbejder med psykiatere, bibliotekarer, psykolog, præst, imam, boksetrænere og narkobehandlere.

Sidst revideret: 6. marts 2023

Henter PDF