Mindre macho giver færre tæsk og trusler

To-tre håndfulde voksne mænd spiller fodbold i solen. Banens underlag er gråt og ikke grønt, og mange af mændene spiller i undertrøjer, der afslører store overarme. Banen er hegnet ind af både kridtstreger, gitre og høje gule murstensmure. Lidt væk fra boldbanen sidder et par mænd og småsludrer, mens tre andre går tur.

Det er tirsdag, klokken er 12.49, og der er gårdtur i Vestre Fængsel.

Tidligere har de daglige gårdture været centrum for magtkampe, overfald og hashhandel i fængslet. Men i dag har arresthuset gjort op med rutiner, der er næsten lige så gamle som bygningerne fra 1895. Hvor der indtil april 2011 var op til 60 indsatte på gårdtur ad gangen, er der nu højst 30 ad gangen ”i det fri”.

Det er en af forklaringerne på, at antallet af sager, hvor fængselsbetjente angribes eller trues, er faldet kraftigt fra 2010 til 2011. En tendens, der er fortsat ind i 2012. 

– Der er markant mere roligt i øjeblikket. Det er ikke kun os, der mærker færre episoder med vold og trusler, det er også internt blandt de indsatte, siger arbejdsmiljørepræsentant og fængselsbetjent, Brian Dalfoss Pedersen, der har arbejdet i det berømte arresthus nær Vesterbro i 13 år.  

Mindre vold i danske fængsler

Vestre Fængsel huser meget andet end ”Egon Olsen”-typer; der er både lommetyve, mordere, voldtægtsforbrydere, rockere og bandemedlemmer inden for de gule murstensmure, som holder de indsatte bag lås og slå, indtil deres dom afsiges, og de sendes til afsoning i statsfængslerne.

Hvor antallet af volds- og trusselssager i de danske fængsler gennem en årrække er vokset, viser tallene for Kriminalforsorgen, at 2011 var det år, hvor kurven knækkede, og fængslerne oplevede det mindste antal episoder i en lang årrække. Mens der i 2010 var 480 registrerede tilfælde af vold og trusler mod fængselsbetjente i de danske fængsler, faldt tallet i 2011 til 324.

Et af de steder, der har oplevet et markant fald, er Vestre Fængsel. Selvom der ikke er lavet nye trivselsmålinger, peger flere ansatte på, at arbejdsmiljøet er blevet bedre som følge af færre konflikter med indsatte.

– Vi kan mærke det i dagligdagen. Selvfølgelig kan vi det, siger Brian Dalfoss Pedersen.

Under gårdturen er der heller ingen uro at bemærke. Fodboldkampen mellem fangerne forløber fredeligere end en serie 6-kamp mange steder uden for murene, og de to fængselsbetjente ser ud til at nyde vejret. Tiltaget med at have færre fanger på gårdturene betyder, at det er nemmere for de uniformerede ansatte at observere fangerne og hurtigere fornemme, når der er optræk til ballade. Eller opsnuse, når hashklumper og mobiltelefoner, som kyles over fængselsmuren udefra, dumper ned fra himlen.

– Da der var 60 indsatte på gårdtur, var det svært at overskue, siger sikkerhedschef, Annette Strøm Heimann, som har haft arbejdsadresse i Vestre Fængsel igennem de sidste 19 år.

Tidligere foregik gårdturene efter, at de indsatte havde været på ”arbejde” eller i ”skole” mellem kl. 8 og kl. 15, men nu er de spredt jævnt ud over dagen på fire forskellige tidspunkter.   

Bandemedlemmer for sig

Ud over gårdture med færre indsatte har fængslet samlet bande- og rockermedlemmer på egne etager, så de ikke blandes med øvrige indsatte. Tidligere var magtkampe en fast ingrediens i fængselshverdagen, når forskellige grupperinger forsøgte at skrabe tilhængere til sig for at styrke deres egen position i hierarkiet. Det skabte både uro og frustrationer, fortæller sikkerhedschefen. 

– Da banderne sad sammen med almindelige indsatte, var det vigtigt for dem at markere sig. De pustede sig op over for betjentene, og det kunne let eskalere. Men efter at de er blevet samlet, har vi kunnet mærke en tydelig forbedring, siger Annette Strøm Heimann.

Samtidig er fængslets skole, hvor de indsatte kan modtage undervisning, fysisk blevet flyttet, så de har kortere vej i skole. Og fangernes interne relationer kortlægges nu, før de fordeles i klasserne. Det forhindrer, at gamle konflikter blusser op og skaber uro i undervisningen.

– Når indsatte ansøger om at komme i skole, sidder vi simpelthen og tjekker, hvem de kan og må være sammen med, og om der før har været konflikter. Det virker lidt som idiotarbejde, men på den lange bane har det betydet, at vi har set et fald i episoder med vold og trusler, siger Annette Strøm Heimann.

Hun fortæller, at antallet af volds- og trusselssager mod betjente ofte hænger sammen med antallet af opgør fangerne imellem. Typisk er det nemlig, når betjentene skal afbryde slagsmål eller af anden grund anvende fysisk magt, at de selv udsættes for trusler eller vold. Ved at have samlet rockere og bander for sig er arbejdsmiljøet – både for indsatte og ansatte – forbedret.  

Moderne og mindre macho

Fra ledelsens side har man flere forklaringer på, at det fireetagers høje fængsel er blevet rarere at færdes i. Fængselsinspektør Peter Vesterheden peger blandt andet på, at man har fokuseret på at rydde op i den machokultur, der tidligere har domineret bag murene.

Fængselsinspektøren - en spinkel mand, som cykler med cykelhjelm til og fra arbejde - er da også rent fysisk væsentligt mindre end mange af de fanger, han bevogter, og mange af de ansatte, han har ansvaret for.

– Der har været en udbredt machokultur blandt nogle ansatte. Men vi har ledelsesmæssigt sat fokus på, at den pædagogiske virkning af at puste sig op ikke er holdbar, fordi det kan virke konfliktoptrappende, siger Peter Vesterheden.

Han fortæller fra sit kontor – med gitter for vinduerne og til lyden af store nøglebundter, der bevæger sig på gangen – hvordan fængselsbetjentene er blevet mere systematiske, når de anvender magt og blander sig i konflikter.

– I gamle dage trykkede vi på alarmen, og så stormede en hel masse betjente til, og den første på stedet besluttede så, hvordan vi greb ind. Det var ofte ustruktureret, og det kan jo hurtigt ende i et saloonslagsmål som i en westernfilm, hvis ansatte bare griber ind i en konflikt mellem to grupper, siger Peter Vesterheden.

Den kultur er ændret i dag, og betjentene er blevet bedre til at håndtere konflikter uden at gribe til magtanvendelse, lyder det fra arbejdsmiljørepræsentant Brian Dalfoss Pedersen.

– Vi er nok blevet mere disciplinerede, når vi løber til en alarm, og når vi griber ind. I langt de fleste tilfælde forsøger vi at tale situationen ned, og dermed undgår vi, at det udvikler sig cowboyagtigt, siger han.

Bedre til at registrere

Kritikere har peget på, at faldet i registrerede sager om vold og trusler kan være et udtryk for, at betjentene registrerer færre sager end tidligere, fordi fængslernes konstante overbelægning stresser de ansatte i dagligdagen, så de ikke har tid til at anmelde episoder. Men det afviser Peter Vesterheden.

Han mener, at man er blevet meget bedre end tidligere til at registrere, når personalet udsættes for ubehagelige episoder. Opgøret med machokulturen handler nemlig også om, at man som fængselsbetjent ikke skal acceptere overfald og psykisk pression fra fangerne.

– Der er en risiko for at komme til skade, når man er i uniform herinde. Tidligere har der måske været en tendens til, at i hvert fald nogle fængselsbetjente har undret sig over, hvorfor de skulle notere, når de blev udsat for vold og trusler. Fordi det jo bare er ”en del af jobbet”, siger Peter Vesterheden.

Han fortæller, hvordan udfordringen i hospitalsvæsenet, som han selv har arbejdet i tidligere, består i at få lægerne til at registrere fejl. På samme måde har det været en udfordring at få betjente til at registrere sager om vold og trusler, fordi de ofte opstår, når alt andet har spillet fallit – som for eksempel at tale en situation ned.

– Ligesom man har sagt på sygehusene, at registreringer er til for at nedbringe antallet af fejl blandt sundhedspersonalet, så er det også, hvad vi har arbejdet med her. Vores grundlæggende succeskriterium er, at vi ikke skal bruge magt, siger Peter Vesterheden.

I Vestre Fængsel følger en sikkerhedsenhed op på samtlige hændelser, der skrives i fængslets døgnrapporter. Og er disse ikke dokumenteret i de korrekte registre, kontaktes de involverede betjente. Hvis der har været tale om episoder, som involverer vold og trusler, registreres de. 

Mere fokus på de psykiske effekter

Fysisk er det ældgamle fængsel også i gang med en mindre makeover. Der holder spritnye, sorte Volkswagen Transportere på parkeringspladsen, som bruges til at transportere fangerne til og fra blandt andet domstolene. Og nye og større vinduer i cellerne – uden tremmer – giver fangerne mere lys i hverdagen.

Ifølge fængselsinspektøren handler det om at gøre tilværelsen bag murene mindre ”lousy” – både for de indsatte og for betjentene, som kører fangerne rundt i de nye biler. Alt sammen er med til at forme det holdningsskift, der er sket blandt medarbejderne.

– For mange år siden var fængselsbetjente bare nøglesvingere. Gammeldags fangevogtere, som skulle åbne og lukke celler og holde ro. I dag er vi bedre til at kommunikere internt og med fangerne, og der er kommet mere fokus på de psykiske effekter, der kan være af at arbejde i det her miljø.

Før var det tabu, hvis man gik til psykolog pga. noget arbejdsrelateret. Men det er okay i dag, siger Brian Dalfoss Petersen.

Han peger på, at en af de største ændringer, der er sket i løbet af de sidste par år, er arbejdsmiljøgruppens indflydelse. 

– Vi er en lille gruppe på otte, der leger vagthunde og holder cheferne til ilden, og arbejdsmiljøet er meget mere i fokus end tidligere. Der er stort set ingen omstruktureringer eller ombygninger, der kommer uden om arbejdsmiljøgruppen, siger Brian Dalfoss Pedersen.