Nu sætter vi selv grænsen

Travlhed præger Ortopædkirurgisk afdeling på 12. sal på Odense Universitetshospital. Sygeplejerskerne render ind og ud af stuerne til patienterne, der både tæller ældre mennesker med hoftebrud, ofre for trafikuheld, narkomaner og kriminelle.

Den brede vifte af patienter stiller store udfordringer til personalet.

- Nogle af patienterne er på mange måder så karakterafvigende og grænseoverskridende i forhold til, hvad den almindelige norm er for god opførsel. Og det stiller store krav til vores fleksibilitet, fortæller Karin Kjemstrup, sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på afdelingen.

For cirka fire år siden havde afdelingen forskellige ubehagelige episoder, hvor de ansatte blev truet. For eksempel kom der en patient ind med skudlæsioner.

- Han fyldte meget og flyttede nærmest ind med hele familien, så det var svært at komme til med plejen. En morgen, hvor jeg skulle hjælpe ham med toilette og morgenmad, tændte han fuldstændig af på forslaget om at skulle gøre noget selv. Han blev meget højtråbende og aggressiv, og jeg skulle bare skride ad helvede til. Det var komplet umuligt at trænge igennem, og nogle kolleger overtog plejen, erindrer Karin Kjemtrup og fortsætter:

- Det værste er, at man bliver så misforstået i sin sygepleje og bare bliver skældt ud. Man får lige en følelse af uduelighed, fortæller hun.

Rammerne for patienterne skal sættes

På grund af de mange oplevelser med trusler, besluttede ledelsen på afdelingen at sætte mere fokus på vold og trusler. De arrangerede konflikthåndteringskurser og møder med forskellige eksterne eksperter, blandt andet en misbrugskonsulent, som i højere grad fik dem til at forstå, hvordan man skal håndtere narkomaner. En jurist forklarede dem, at det faktisk er legalt at sige fra, hvis patienterne ikke vil samarbejde ud fra de regler, der gælder på afdelingen.

- Som personale har vi også lov til at have nogle grænser. Vi kan sige til patienten, at hvis de ikke vil efterleve de regler og normer, vi har på afdelingen, så må de pakke deres tøj og gå. Og hvis det på forhånd ligger fast, at den her patient for eksempel må få så og så meget smertestillende, så er der mindre chance for at komme ud i situationer, vi ikke kan håndtere, siger Marianne Lundegaard, der er oversygeplejerske på afdelingen.  

Enighed og konsensus i personalet

Noget andet personalet har arbejdet med er altid at lave klare aftaler og planer for patienterne. Det betyder, at alle i personalegruppen skal være indforstået med den behandlings- og plejeplan, lægerne og sygeplejerskerne udarbejder for patienterne.

- Vi er blevet opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi behandlings- og plejemæssigt har konsensus omkring, hvad der er planen. Hvad kan vi tolerere, og hvad kan vi ikke tolerere i den her patientsituation. Og så få det skrevet ned, så det er allemandseje, fortæller Marianne Lundegaard.

På Arbejdsmedicinsk Klinik Herning er psykolog og forsker i arbejdsrelateret vold, Lars Peter Andersen, enig i, at det er vigtigt, at der er enighed blandt personalet, også for patienternes skyld:

- Hvis man er patient, er der ikke noget mere irriterende end mangel på information og modstridende oplysninger. Det kan føre til, at patienterne bliver frustrerede og i sidste ende måske agerer truende og voldeligt, siger han.

Vold har ingen bagatelgrænse

Selvom afdelingens medarbejdere er forskellige både menneskeligt og fagligt, er de fælles om én ting. Man skal ikke finde sig i vold og trusler, når man går på arbejde

- Det, der opleves som en ubehagelig episode og trussel for en, opleves ikke nødvendigvis sådan for andre. Det vigtige er, at der ikke er nogen bagatelgrænse. Hvis den enkelte medarbejder synes, det var ubehageligt, så træder voldspolitikken i kraft, forklarer Marianne Lundegaard.

Lars Peter Andersen mener, at det er godt at inddrage alle medarbejdere i arbejdet med at definere vold og trusler, men at det også er nødvendigt at blive enige om definitionen, så det bliver standarden på afdelingen. Ellers kan det være svært at afgøre, om afdelingen har et problem med vold og trusler.

- Det er bedre, hvis man kan blive enige om en fælles opfattelse. Hvis det opfattes som grænseoverskridende, har det en karakter af trusler, og så skal det registreres, pointerer han.

Trygge og glade medarbejdere

Det store fokus på vold og trusler har betydet, at der i dag er meget få episoder med vold og trusler. Afdelingens medarbejdertilfredshedsundersøgelse afslører også, at rigtig mange medarbejdere føler stor arbejdsglæde.

- Det er primært blevet mere legalt at tale om ubehagelige episoder. Førhen var holdningen mere, at så var episoden vist heller ikke værre. Nu er der kommet en helt anden respekt for, man er forskellig, mener Marianne Lundegaard.

Sygeplejerske Karin Kjemtrup mener også, det store fokus på vold og trusler har givet pote.

- Vi er gode til at tage hånd om hinanden og bruge vores pauser på at få talt med hinanden og lige tage den tid, der skal til og støtte hinanden. Jeg tror også, det er derfor, vi ikke er bange eller utrygge ved de mange forskellige patienter. Vi ved, vi har den kollegiale opbakning, siger hun.

Men der er også udfordringer ved at have så få volds- og trusselsepisoder som Ortopædkirurgisk afdeling.

- Når der er mange voldsepisoder, er der stort fokus på det. Det er meget sværere i fredstid. Så kan det være et område, man taber fokus fra, men det er et ongoing arbejde, siger Marianne Lundegaard, inden hun haster videre til dagens mange gøremål.