Nu taler vi med hinanden om volden

Voldelige beboere er en del af arbejdslivet for de ansatte på Bo- og Aktivitetscenteret Bytoften i Herning. Beboerne er voksne med et fysisk handicap eller en senhjerneskade. Fælles for dem er, at de reagerer meget eksplicit og er voldelige, både fysisk og i deres verbale sprog.

- De spytter, siger grimme ting, napper, langer hånden ud og smækker med døren, fortæller afdelingsleder Lissi Thuen. 

Vi har da ingen vold her

Men mens nogle medarbejdere for et par år siden syntes, at arbejdet var svært, var der andre, som ikke mente, at de havde problemer med vold på arbejdspladsen.

- Der var meget usynlig vold, der ikke blev talt om, bl.a. fordi nogle medarbejdere ikke anerkendte, at det var vold, de var udsat for, fortæller Lissi Thuen.

Hun fortæller videre, at det med tiden førte til klikedannelse, sygemeldinger og en medarbejdergruppe med underskud, der ikke kunne tale sammen om deres oplevelser.

Samtidig var det svært at få de ansatte til at registrere voldsepisoder og til at registrere ensartet. 

Frontløberkursus

For at få nye ideer til at synliggøre volden og skabe en bedre kommunikation mellem medarbejderne meldte Lissi Thuen sammen med arbejdsmiljøkoordinator Majbrit Olesen sig for tre år siden til et kursus i voldsforebyggelse, et såkaldt Frontløberkursus.

Kurset gav dem inspiration til at tage fat på flere ting for at dæmme op for de voldelige episoder på Bytoften. Fx blev husets voldspolitik revideret.

Det samme blev beboernes neuropædagogiske strategier, hvor man med udgangspunkt i den enkelte beboers begrænsninger ser på, hvordan hverdagen kan tilrettelægges, så der bliver så meget tryghed og så få konflikter som muligt. 

- Det nytter ikke noget at spørge en beboer om han har haft en god weekend, hvis han ikke kan huske, hvad han har lavet. I stedet kan man fx sige: ”Jeg hører, at du har været på motorcykeludstilling i weekenden”. Det er meget mere konkret, og det kan de bedre forholde sig til, siger Lissi Thuen. 

Kulturændring

Næste skridt handlede om at give den information og viden videre, som Lissi Thuen og Majbrit Olesen havde samlet op på kurset. Der blev holdt møder med de andre afdelinger og personalegrupper for at gøre voldspolitikken aktiv og synlig.

I den forbindelse blev det også tydeligt, at det ikke var på voldsområdet den største udfordring lå.

- Vi havde godt styr på selve voldspolitikken og beboernes pædagogiske strategier. Problemet var at få medarbejderne til at tale om volden. Det, at de ikke talte om det, førte til et dårligt arbejdsmiljø. Og det kan beboerne altså også mærke, siger Lissi Thuen.

Afgiftning

Lissi Thuen og Majbrit Olesen indledte derfor en kulturændring for at få medarbejderne til tale at tale sammen om den vold, de oplevede.

De anvendte bl.a. et samtaleværktøj, de kalder for ”Afgiftningen”, for at vænne de ansatte til at sætte ord på volden.

- Vi brugte hver dag ti minutter i forbindelse med vores pause på at tale om, om der var nogen, der havde været udsat for et eller andet. Hun gennemgik så, hvad hun havde tænkt og følt, og hvordan hun havde reageret, fortæller Majbritt Olesen.

De nye samtaleværktøjer betød, at det blev nemmere for de ansatte at sætte ord på deres følelser omkring beboernes voldelige adfærd.

- Det skulle lige sparkes i gang. Men jo oftere man gør det, jo mere kommer der frem. Og nu er det blevet noget, vi bare taler om, siger Majbrit Olesen.

Afgiftningen - hvordan Bytoften har arbejdet med den - pdf

Analyse af kropssprog

Noget af det, medarbejderne på Bytoften er blevet bedre til at tale om, er, hvordan de møder beboerne.

- Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi placerer os i rummet, men også på hvordan vores stemmeføring eller ansigtsudtryk er, og om vi møder beboerne med en ja- eller nej-tilgang. Det kan være meget svært at vide på forhånd, hvilket humør beboeren er i, og om man pludselig kan komme til at fremprovokere en reaktion, siger Majbrit Olesen.

Ved hjælp af den videobaserede metode Marte Meo er medarbejderne bl.a. blevet mere opmærksomme på deres kropssprog. Og analyserne af videoerne taler deres eget tydelige sprog.

- Det viser sig ofte, at der, hvor det går galt, er, når man taler meget forsigtigt og næsten går langs væggen, når de kommer ind i rummet. Personalet kan være så bange for at gå i den der nej-tilstand, at de kommer til at udtrykke sig i alt for svage vendinger. Og beboerne opdager ikke, at der er kommet én ind til dem. Det gør dem utrygge, og så har vi balladen, siger Lissi Thuen. 

Et problem vi skal løse sammen

I dag er vold ikke længere tabu på Bytoften. På et fællesmøde hver 6. uge er der et punkt på dagsordenen, der hedder ´særlige voldssager´. Derudover mødes arbejdsmiljøgruppen en gang om måneden, hvor der bliver talt om eventuelle voldssager.

- Det har været vigtigt for os at understrege, at volden er et fælles problem, og ikke noget som en ansat skal stå med alene. I dag bliver det taget op på møderne som et problem, vi skal løse sammen, siger Majbrit Olesen.

Men det har været en udfordring at få alle med på ideerne: 

- Nogle har lænet sig lidt tilbage, men vi er blevet ved med at italesætte det. Det skulle ikke kun være Lissis og mine ideer, og det skulle ikke kun være os, der synes, at vi skulle have fokus på at tale om volden. Det har også handlet meget om at gøre det til et fælles problem. Når den enkelte kæmper med det, er det et fælles problem, som vi alle har en aktie i, siger Majbrit Olesen.

Sjældent sygemeldinger på grund af vold

Ifølge Lissi Thuen har ændringerne og et bedre arbejdsmiljø ført til, at hun meget sjældent får sygemeldinger fra de ansatte. Volden fra beboerne er dog ikke faldet – men til gengæld mærker både Lissi Thuen og Majbrit Olesen, at arbejdsglæden blandt de ansatte er steget.

- Jo bedre samarbejde, jo mere tillid og tryghed er der. Når vi får talt sammen om problemerne, får det psykiske arbejdsmiljø et løft. Og vi bliver bedre til at tackle beboerne, fordi vi har mere overskud, siger Majbrit Olesen. 

Hjælp efter en voldsepisode

 Om arbejdspladsen