Vold er aldrig i orden

- Jeg lå på knæ foran en dement patient og gav ham sko på. Da jeg rejste mig, fik jeg én lige i maven. Jeg gjorde mit arbejde færdigt, mens den anden patient på stuen skældte ham ud. Da jeg kom ind på kontoret, kom jeg sådan til at græde. Mine kolleger anede ikke, hvad de skulle stille op med mig. De sagde: ”Jamen Ina, det er da ikke noget at græde for”. Der var aldrig nogen, der talte med mig om det.

Sygehjælper Ina Fedorcak husker stadig, hvordan hun mistede pusten efter den voldsomme oplevelse på en somatisk afdeling for år tilbage. Men dengang var vold fra borgerne ikke noget, medarbejderne talte om i plejeenhederne i Gladsaxe Kommune:

- Der var ikke nogen, der fortalte det til hinanden, hvis de var blevet slået af en borger. Det var faktisk lidt flovt. Folk følte, at de blev slået, fordi de ikke gjorde deres arbejde rigtigt, fortæller Ina Fedorcak.

Sådan er det ikke længere. Siden 2005 har Gladsaxe Kommune uddannet et korps af Vejledere i Voldsforebyggelse, de såkaldte VV’ere, til at sætte fokus på vold og trusler på kommunens fem plejecentre. Og i dag er Ina Fedorcak selv en af de ca. 50 VV’ere, som er blevet uddannet siden ordningen blev etableret.  Som erfaren sygehjælper og VV’er hjælper hun kolleger på Seniorcenter Rosenlund med at forebygge voldelige episoder. 

Akutsamtale og handleplan

En af VV’ernes vigtigste funktioner er at tage en samtale med en medarbejder, der har været udsat for vold. Det skal ske så hurtigt som muligt efter overfaldet.

- Det betyder utroligt meget for de medarbejdere, der har været udsat for en voldsepisode, at der er en kollega, de kan tale med, en der tager sig af dem og tager dem alvorligt. Det hjælper dem også til at komme på arbejde igen umiddelbart efter og føle sig trygge ved det, fortæller Malene Grindsted, der er daglig leder på Seniorcenter Rosenlund.

VV’erne hjælper også den ramte kollega med at skrive en indberetning om episoden. Og der oplever de indimellem modstand fra medarbejdere, som ikke synes, at episoden var noget særligt. Det rammer ned i en vigtig pointe i VV’ernes arbejde.

- Det er aldrig i orden at blive slået. Måske tænker medarbejderen, at det ikke betyder så meget for hende her og nu, men der kan ske en ny episode, som udløser en reaktion. Samtidig kan det jo gøre det svært for den næste medarbejder, der bliver udsat for samme hændelse, hvis den første ikke syntes, at det var et problem, siger Malene Grindsted.

Den holdning bakker Betina Kruse op om. Hun er procesleder i Gladsaxe Kommune og initiativtager til VV-uddannelsen.

- Det er så vigtigt, at VV’erne er opmærksomme og siger: ”det kan godt være, at det ikke var noget særligt for dig, men vi skal også tænke på at sikre et godt arbejdsmiljø for dine kolleger”. Så man skal tage et medansvar for den næste kollega, der skal ind til den pågældende borger, siger Betina Kruse.

Vold for os, løsning for borgeren

Efter en voldelig episode sætter VV’eren sig sammen med den ramte kollega og taler om, hvad der skete før, under og efter episoden for at forstå, hvad der fik borgeren til at reagere som han eller hun gjorde. Ud fra et skema udarbejder de derpå en handleplan for den pågældende borger for at undgå, at lignende episoder sker igen. 

Det at forstå borgeren og de voldelige handlinger er et centralt tema i uddannelsen af VV’ere.

- Det, der er vold for os, kan være løsningen for borgeren, siger Betina Kruse og uddyber:  

- Borgerne slår eller skubber jo ikke, fordi de synes det er fedt, men måske netop fordi det er en løsning for dem, så der ikke bliver mere kaos, end der er i forvejen. Det har vi meget fokus på i VV-uddannelsen, siger Betina Kruse.

Løsningen fungerer dermed som et middel til at udtrykke sig for borgeren.

- Vi ser det faktisk som en ressource hos borgeren, at han slår. Han er i stand til at sige fra. Og på den måde kan vi også vende vores billede af borgeren. I stedet for at se ham som en ubehagelig person, så ser vi ham som en, der handler i afmagt og prøver at fortælle os noget, siger Malene Grindsted.

Den pædagogiske tilgang er vigtig

På Seniorcenter Rosenlund er der 60 fastansatte medarbejdere og 20 afløsere. Det er mange forskellige mennesker, som de 56 beboere skal forholde sig til.

- Deres verden er så lille, og de kan faktisk ikke rumme alle de forskelligheder, vi som medarbejdere kommer med, siger Ina Fedorcak.

Derfor er det afgørende, at medarbejderne gør tingene på den samme måde over for beboerne.

- Det, som kan udløse vold, er vores forskellige tilgange til borgeren, og vi kan se, at når vi gør tingene på samme måde falder antallet af episoder, siger Betina Kruse.

I arbejdet med handleplanerne kigger personalet derfor efter små ting, der kan laves om, for at mindske risikoen for vold. Og selvom medarbejderne synes, at de gør det samme, kan der være små nuancer, der giver udslaget. Det blev tydeligt efter personalet havde gennemgået videooptagelser af en borger, der ofte var voldelig over for medarbejderne.  

- Beboeren blev tit voldsom og frustreret, når vi prøvede at få sko på ham. På filmen kunne vi se, at det skete, hvis medarbejderen sagde: ”Nu stiller jeg den her, så du skal tage foden ned i den her”. Han kunne ikke forstå, hvad hun ville. Men hvis hun sagde: ”Nu stiller jeg din sko, og nu skal du tage din fod ned i din sko”, så kunne han godt forstå det. Det gjorde forskellen på, om han slog eller ej, fortæller Malene Grindsted.

Vikarer og nye er særligt udsatte

Men selvom de ansatte på Seniorcenter Rosenlund bestræber sig på at ensrette deres tilgang, så er der stadig forskel på, hvem der bliver udsat for vold.

- Der er helt klart nogle medarbejdere, der bliver slået meget mere end andre. Det handler som regel om deres pædagogiske arbejde og den tilgang, de har til borgeren. De gør arbejdet efter bedste overbevisning, men er måske ikke så gode til at læse borgerens signaler. Og måske kommer de ind til borgeren og udstråler, at de er bange. For nogle beboeres vedkommende er der ikke noget, der antænder dem så meget som en medarbejder, der virker kuet og ikke udstråler tryghed og sikkerhed. Og så slår de lettere, siger Malene Grindsted.

Hun og Betina Kruse hæfter sig begge ved, at det især er vikarer og nyansatte medarbejdere, der bliver udsat for vold.

- Jo mindre faglighed og jo mindre erfaring, des højere er antallet af episoder, siger Betina Kruse.

En god forretning

Alle voldsepisoder på Rosenlund bliver registreret og anmeldt som arbejdsskader. Dermed kan ledelsen se hvilke former for vold, der skaber sygefravær.

- At blive grebet om halsen er det, der udløser de værste traumer. Det er næsten altid det, folk bliver sygemeldt på, fordi det udløser en angst, fortæller Malene Grindsted. Og den viden er god at have for organisationen.

- Det betyder, at hvis en medarbejder kommer i den situation, så sender vi hende direkte til psykolog, fordi vi ved, at det er meget angstprovokerende. Det er noget helt andet end at blive sparket over skinnebenet, siger Betina Kruse.   

Som leder ser Malene Grindsted VV-ordningen som en god forretning. En VV’er bruger tre arbejdsdage på uddannelsen og derefter ca. 12 timer årligt på bl.a. erfa-møder med de øvrige VV’ere.

- Der skal jo ikke mange syge medarbejdere til, før det ville være dyrere. Vi har ikke mange sygemeldinger på vold her hos os, i forhold til hvor voldsomme beboerne kan være, siger Malene Grindsted, som især ser akutsamtalerne efter en voldelig episode som afgørende for, at medarbejderne føler sig trygge ved at komme på arbejde igen og ikke melder sig syge. 

Ordningen skal bevares

Syv år efter opstart er VV-ordningen i Gladsaxe godt implementeret i kommunens plejeafsnit. Og det ser ud til, at den er kommet for at blive.

- I tovholdergruppen diskuterede vi, om tiden var moden til at droppe VV-uddannelsen, når nu der er blevet bredt så meget viden ud, og der så er stor enighed om at lave anmeldelser. Men nogle af VV’erne satte hælene i og påpegede, at hvis vi ikke holder fast nu, så er det hele tabt på gulvet. Der kommer hele tiden nye medarbejdere, og alle vores undersøgelser viser, at det er eleverne og de nye, der er de mest udsatte, når det handler om vold. Vi skal jo tænke på, hvad vi efterlader til andre, understreger Betina Kruse.

Som rutineret VV’er er sygehjælper Ina Fedorcak også glad for, at ordningen bliver bevaret.

- Jeg har lært, hvordan jeg kan læse beboernes signaler. Det gør, at jeg kan se på mit og mine kollegers arbejde med andre øjne og være med til at forebygge konflikter, siger Ina Fedorcak.

Vejledere i voldsforebyggelse