Vold skal ikke være et vilkår

En gruppe børn leger tagfat på græsplænen. Nogle af de store drenge viser deres evner på klatrestativet, og indenfor er der gang i tumlerummet. Puderne flyver rundt, og det er drengene mod pigerne. En 4-årig pige vil ikke være med til pudekamp og siger til pædagogen i tumlerummet, at hun hellere vil udenfor. Da pædagogen svarer, at det først kan lade sig gøre om en halv times tid, bliver pigen ked af det. Hun slår ud efter pædagogen, og hun råber op, så hele børnehaven kan høre det.

- Den belastning, det kan give, at barnet slår, råber og skriger, kan efter gentagne gange få konsekvenser for min kollega, siger Lasse Bliksted Christensen, pædagog og arbejdsmiljørepræsentant i børnehaven.

Han uddyber eksemplet:

- Hvis et barn sparker mig over skinnebenet, så tænker jeg: 'Nåh ja. Det er bare en del af mit arbejde'. Men hvis det sker 3-4 gange i løbet af et par dage, så kan jeg måske begynde at blive bange for, at børn vil sparke mig. Så kan jeg måske få et psykisk mén. Når man gentagne gange bliver sparket eller slået, så bliver bægeret fyldt op en dag, og så kan det være, at man knækker.

Det er jo bare børn…

Birgitte Møller Jensen, som er dagtilbudsleder for børnehaven Sofie og 9 andre institutioner i Dagtilbud Sydøst i Aalborg kommune, er enig med Lasse Bliksted Christensen. En enkeltstående hændelse er ikke nødvendigvis et problem, men gentagne episoder kan over tid påvirke en medarbejder psykisk.

- Hvis du tilpas mange gange bliver råbt ind i hovedet, at du er en dum kælling, eller bliver sparket over benet, så kan det godt være, at det først er den 25. gang, at du knækker sammen. Det er et vigtigt område, som vi ikke har været gode til at have fokus på.

Hun mener, at der indenfor branchen og faget findes en opfattelse af, at man må finde sig i episoder med slag, spark eller andet, fordi 'det jo bare er børn, der gør det'. Men den opfattelse vil de gerne gøre op med i dagtilbud Sydøst.

- Det kan være rigtigt slemt at blive spyttet på, sparket eller revet i håret, eller hvad børn nu finder på i deres afmagt og frustrationer, når de ikke føler sig forstået. Så det skal ikke være et vilkår, bare fordi man arbejder i den her branche.

Vigtigt at registrere episoderne

Birgitte Møller Jensen har derfor på møder i de forskellige institutioner bedt om, at medarbejderne begynder at registrere alle episoder. Det giver nemlig mulighed for at se et mønster i, hvorfor børnene sparker eller slår. I dagtilbuddet er der derfor indført 'hændelsesskemaer'. Lasse Bliksted forklarer:

- Det er nogle skemaer, bl.a. fra psykiatrien, som vi har omskrevet, så de passer til et børnemiljø. Der står f.eks. 'fysisk vold'. Så kan man krydse af i kategorier som 'slag', 'spark', 'nappe' eller 'nive' osv. Den anden kategori er 'psykisk vold'. Det kan være 'råb', 'verbale trusler', 'trusler om vold'. Eksempelvis kan et barn finde på at sige: 'Jeg slår dig ihjel'. Jeg ved godt, jeg ikke bliver slået ihjel, men spørgsmålet er, hvor mange gange kan man holde til at få det at vide?

Han forklarer, at hændelsesskemaerne bliver gemt, så medarbejderen kan bruge dem som et arbejdsredskab. Eksempelvis kan man se, hvis der er én bestemt kollega, som oftere end andre kommer ud for den slags hændelser. Så kan det være, at den kollega har brug for noget pædagogisk kompetenceudvikling, ekstra støtte eller lignende. Omvendt afslører skemaerne også, hvis der er nogle af børnene, der har særlige behov.

- Hvis man for eksempel kan se, at der er et bestemt barn, der råber og skriger af alle kolleger, så ved vi, at det nok ikke er os, der gør noget forkert. Her kan det netop være, at det er barnet, der har nogle særlige udfordringer, som vi måske skal have et tværfagligt team til at kigge på, eller vi kan søge om at få en indsatspædagog, som kan give personalet råd og vejledning, siger Lasse Bliksted Christensen.

Et godt arbejdsredskab

Medarbejderne i børnehaverne har taget godt imod hændelsesskemaerne. Gitte Liltorp Hyllested, pædagog i Dagtilbud Sydøst, ser skemaerne som et redskab, som medarbejderne kan bruge til at passe på hinanden.

- Det gode ved de her skemaer er, at vi kan bruge dem kollegerne imellem og snakke om de hændelser, vi har været ude for og bearbejde det, siger hun.

- Det er også for at passe på os selv. Når vi skriver hændelsen ned, og måske får det vendt med kollegerne, så kan vi se, hvis nogle af os har været udsat for mange hændelser. Dem skal vi måske passe ekstra på, eller de skal passe på sig selv.

Åbenhed er vigtig

Arbejdet med at registrere den slags episoder på børnehaveniveau er nyt, og børnehaven Sofie og de andre institutioner i Dagtilbud Sydøst er først rigtigt nu begyndt at gøre sig erfaringer med det. Ifølge Birgitte Møller Jensen er det vigtigste at få signaleret til personalet i opstarten, at den slags hændelser ikke bare skal være et vilkår, fordi det er børn, man arbejder med. At det er okay at tale om - og vigtigt at sige højt.

Hun uddyber:

- Vi er begyndt at sige højt, at det her skal vi ikke finde os i. Det er nyt for medarbejderne, for det har de ikke været vant til. Det er selvfølgelig ikke registreringen i sig selv, der løser problemerne. Nogle gange kan det være, at der ikke er noget at gøre for at undgå, at hændelsen sker igen. Men det vigtigste for mig er, at medarbejderne mærker efter, når de oplever ubehagelige hændelser. Og siger det højt, så de ikke bare lagrer det. For hvis posen er fuld nok, så risikerer de, at de ikke magter at være på arbejdsmarkedet mere. Registreringerne er medarbejdernes personlige dokumentation i forhold til de hændelser, de kommer ud for. 

Pædagog Gitte Liltorp Hyllested er glad for, at emnet er kommet på dagordenen, og at der er fokus på, at man må sige det højt, hvis man bliver udsat for noget.

- Alfa og omega er, at man har gode kolleger, og at man kan gå til hinanden og få det vendt, når man har en hændelse, man gerne vil snakke om. Jeg synes, det er rart at have den tryghed, at det er legalt at snakke om.