Gå til hovedindholdet

AMO-regler – 10 til 34 ansatte

I virksomheder med 10 eller flere ansatte skal det lovpligtige samarbejde om arbejdsmiljø være formaliseret i en arbejdsmiljøorganisation (AMO). Men hvad betyder det i praksis for virksomheder med 10 til 34 ansatte? Det får du svar på her.

En arbejdsmiljøorganisation, også kaldet AMO, er en intern organisering af samarbejdet om arbejdsmiljø, der som minimum består af arbejdsgiveren, en arbejdsmiljørepræsentant og en arbejdsleder. I virksomheder med 10 eller flere ansatte skal det systematiske arbejdsmiljøarbejde foregå i en AMO.

AMO skal løbende arbejde med virksomhedens arbejdsmiljø og har både daglige og overordnede opgaver. Det betyder i praksis, at AMO er med til at løse eksisterende arbejdsmiljøproblemer og forebygge at nye opstår, fx ved at gennemføre den årlige arbejdsmiljødrøftelse og de løbende APV-processer.

Derudover har AMO en vigtig opgave i at sætte fokus på arbejdet med at skabe et godt arbejdsmiljø.

Krav til opbygningen af AMO

I virksomheder med 10-34 ansatte består en AMO af en eller flere arbejdsledere, der er udpeget af arbejdsgiveren, og mindst samme antal arbejdsmiljørepræsentanter, valgt af de medarbejderne.

Arbejdsgiveren eller en repræsentant, der kan handle på arbejdsgiverens vegne i spørgsmål om arbejdsmiljø, er formand i AMO.

AMO består altså typisk af mindst 3 personer, men antallet af AMO-medlemmer er ikke fastsat på forhånd, da det afhænger af forholdene på den enkelte virksomhed.

AMO kan fx bestå af 2 personer, hvis der ikke er ansat arbejdsledere i virksomheden, eller hvis arbejdsgiveren vælger at gøre arbejdslederen til sin repræsentant.

Det kan også være nødvendigt at have flere end 3 AMO-medlemmer.

Brug nærhedsprincippet

Når I fastsætter AMO’s størrelse, skal I tage hensyn til det såkaldte nærhedsprincip, der skal sikre, at AMO har nok medlemmer til at kunne løse sine opgaver på en tilfredsstillende måde.

Nærhedsprincippet indebærer, at det skal være nemt for medarbejderne at komme i kontakt med deres arbejdsmiljørepræsentant og andre AMO-medlemmer, så de har mulighed for at tale om arbejdsmiljøforhold i deres arbejdstid.

Når I tager stilling til antallet af medlemmer, skal I desuden tage højde for faktorer som virksomhedens struktur, arbejdets karakter, organisering m.v.

AMO’s størrelse efter nærhedsprincippet

AMO’s medlemmer og deres roller

Arbejdsgiveren skal sikre, at der er sat tid af til arbejdet i arbejdsmiljøorganisationen

Arbejdsgiveren

Arbejdsgiveren er formand i AMO og har derudover ansvaret for, at virksomheden overholder arbejdsmiljøloven som helhed. Arbejdsgiveren skal også sørge for, at AMO’s størrelse og rammerne for arbejdet gør det muligt at løse opgaverne på en tilfredsstillende måde. Det betyder bl.a. at AMO både skal have tid til at tage sig af de daglige og de overordnede opgaver, herunder deltage i APV-processen og den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Arbejdsgiveren kan vælge at lade en repræsentant fungere for sig som formand. Denne skal i så fald kunne agere på arbejdsgiverens vegne i spørgsmål om arbejdsmiljø.

Arbejdslederen skal bidrage med viden om virksomhedens kerneopgave og arbejdsmiljøforhold

Arbejdslederen

Arbejdslederens rolle er at repræsentere ledelsen i samarbejdet om sikkerhed og sundhed og bidrage med viden og erfaringer om virksomhedens produktion, ydelser og arbejdsmiljøforhold.

Den udpegede arbejdsleder skal også være i kontakt med de ansatte og bidrage med forslag til forebyggelse af risici i arbejdsmiljøet og løsninger på sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål.

Arbejdsmiljørepræsentanten skal repræsentere de ansatte i samarbejdet om arbejdsmiljø

Arbejdsmiljørepræsentanten

Arbejdsmiljørepræsentantens rolle er at repræsentere de ansatte i samarbejdet om sikkerhed og sundhed. Han eller hun skal derfor være i kontakt med de ansatte og bidrage med deres viden og erfaringer om arbejdsmiljøet i virksomheden.

Arbejdsmiljørepræsentanten deltager både i AMO’s daglige og overordnede opgaver og bidrager med forslag til løsninger og forebyggelse af risici i arbejdsmiljøet, fx i forbindelse med APV-processen og den årlige arbejdsmiljødrøftelse.

Aftaler om samarbejde om arbejdsmiljø

Langt de fleste private virksomheder vælger at organisere AMO efter reglerne om systematisk arbejdsmiljøarbejde. Men det er muligt at organisere AMO på en anden måde ved at indgå en organisations- og virksomhedsaftale.

Det er selve organiseringen af AMO, man kan indgå aftaler om, dvs. hvordan AMO skal være opbygget og hvilken størrelse AMO skal have. Den såkaldte aftalemodel giver fx mulighed for, at flere virksomheder kan oprette en fælles AMO.

Et kendt eksempel på en organisations- og virksomhedsaftale er MED-aftalen, der er indgået på det offentlige område mellem KL, Danske Regioner, KTO og Sundhedskartellet. 

Aftaler om virksomhedernes samarbejde om arbejdsmiljø – AT-vejledning F.3.6

Skal I etablere AMO for første gang?

Hvis I er mellem 10 og 34 ansatte, kan I få et godt overblik over processen her.

Guide: Sådan etablerer du en AMO

Hvordan opgør man antallet af ansatte?

Få svar på, hvilke grupper af ansatte, der skal tælles med i opgørelsen.

Sådan opgøres antallet af ansatte

Sidst revideret: 30. juli 2024

Henter PDF