Gå til hovedindholdet

På Siemens er Zero Harms en ambition der tages alvorligt

Arbejdsulykker kan helt undgås. Det er ambitionen hos Siemens Wind Power, hvor medarbejderne allerede på parkeringspladsen møder virksomhedens sikkerhedskultur.

Siemens medarbejdere

Sikkerhed, kvalitet og resultat er den prioriterede rækkefølge for Siemens, når de skal præsentere, hvor vigtig sikkerheden er for virksomheden.

- Ingen medarbejdere hos Siemens skal tage hjem med skader, forklarer Zero Harm Program Manager Helle Marijnissen. 

Siemens har brandet deres sikkerhedsindsats under navnet Zero Harm og begrebet tages alvorligt både på og udenfor arbejdspladsen.

- Det siges, at man altid kan se på parkeringspladsen til et supermarked, om der er en Siemens-virksomhed i nærheden, for alle bilerne vil være parkeret, så de kan køre forlæns ud, uddyber Helle, men meningen er alvorlig nok.

Men kravet til parkering har også haft en helt anden effekt.

- Som Flemming Glerup, Fabrikschef har udtalt: Den helt store betydning for mig ligger i, at jeg allerede inden, jeg er mødt ind på jobbet, har haft det første møde med vores sikkerhedskultur og derfor automatisk bliver mindet om at fokusere på sikkerhed i mit arbejde.

Sikkerhed kan aflæses på bundlinjen

Det er langt fra kun det at parkere, som giver ansatte hos Siemens sikre arbejdsdage. Siemens har for længst indført tavlemøder, hvor første punkt næsten altid er sikkerhed og en gennemgang af de risici, medarbejderne er kommet under vejr med.

Brud på sikkerhedsprocedurer, som eksempel manglende sikkerhedshjelm, hvor det er påbudt, bliver påtalt af kolleger eller indrapporteret til den sikkerhedsansvarlige.

Zero Harm er en erkendelse

Alle arbejdsgange i Siemens er beskrevet til mindste detalje, så opgaven kan løses sikkert og uden risiko for skader, men i programmet Zero Harm Culture udviklingen er der ingen slides eller nedskrevne regler. 

Zero Harm er en erkendelse, som først og fremmest ledelsen skal have og sidenhen de ansatte. Hvad Zero Harm tilbyder er en forståelsesramme, der tager højde for både psykologiske og fysiske udfordringer for sikkerheden på jobbet. 

I Zero Harm Programmet taler man om de blå og de røde aspekter. De blå handler om systemerne, de fysiske tiltag eller de nedskrevne regler, såsom operationel kontrol, træning, risikovurderinger, arbejdsinstruktioner. Mens de røde handler om tanker, følelser, personlige værdier og dedikation.

 - I Zero Harm arbejder vi meget med forståelsen af både sig selv, den situation eller rolle, man selv eller en kollega befinder sig i og verdenen omkring en. Vi har jo allerede beskrivelser af sikker udførelse af alle arbejdsopgaver, så hvis det skal blive til en sikkerhedskultur, så skal det helt ind i ‘hjertet’/’rygmarven’ og blive en naturlig del af vores adfærd 

- Vi skal passe på os selv, men vi skal i virkeligheden først om fremmest passe på hinanden, forklarer Helle Marijnissen og henviser til de tre grundsætninger i Zero Harm: Vi tror nul ulykker er muligt, når det gælder sundhed og sikkerhed, er der ingen kompromisser og endelig, at vi tager os af hinanden.

Positiv opmærksomhed om god sikkerhed

Medarbejderne er opmærksomme på hinanden, hvis der er eksempler på sikkerhedsbrud eller situationer, der kan udvikle sig farligt. Men ifølge Helle Marijnissen er det også vigtigt at have fokus på det, der gøres rigtigt og rose hinanden for en god eller ny sikkerhedsindsats, så miljøet omkring sikkerhedsarbejdet på den måde bliver proaktiv og positiv frem for  reaktiv og negativ.

- Vi kan se, at det har en positiv effekt på alle parametre, når der er den rigtige fokus er på sikkerhed. Det giver sundere og gladere medarbejdere, der er mindre syge, mere optagede af kvaliteten i deres arbejde og som kan levere det som kunderne ønsker. Det kan både på kort og på især længere sigt aflæses på bundlinjen, fortæller hun.

Lederne skal kaste lys og ikke skygge

Vores fokus er naturligvis på sikkerhed, men vores fokus er ligeledes på ledelse, disse to ting hænger tæt sammen, hvis man vil udvikle en stærk sikkerhedskultur.

- Vi gør meget ud af at få ledelsen til at anerkende og værdsætte de gode ting, som medarbejderne gør. Og især hjælpe til med at finde ud af, om det gode eksempel kan bruges andre steder.

Vi arbejder også meget med, hvor lederne kan bruge deres styrker positivt, så de kan kaste lys over medarbejderne frem for at kaste en skygge, forklarer hun. Det er vigtigt at gøre arbejdet med sikkerhed til noget man har lyst til, og flytte det væk fra noget, som er besværligt og tidskrævende.

Træning og workshops frem for plakater

Vi har valgt at gøre vores arbejde med at udvikle en Zero Harm Kultur i tæt samarbejde med organisationen, i begyndelsen var det måske naturligt nok præget af en del plakater og fine sloganer, men de sidste 2 år har vi fokuseret på at gøre arbejdet via træninger og workshops, som forholder sig åbne til den enkelte leder eller medarbejder.

Bedre planlægning skaber ro og sikkerhed

Arbejdsmiljøkoordinator Klaus Klogborg arbejder på Siemens nav-fabrik i Ølgod, hvor de er mellem 120 og 200 medarbejdere. Han har fulgt implementeringen af Zero Harm og har noteret store forskelle i prioriteringen af sikkerheden:

- Det er et 100 procent top-down commitment fra ledelsen og det understreges også, selv når der er travlhed. Der bliver ikke gået på kompromis med sikkerheden, siger han.

Ifølge Klaus Klogborg er det blandt andet en meget længere planlægningshorisont, der har skabt mere ro på arbejdets udførelse og som også skaber en mere sikker arbejdsdag.

- Tidligere kendte vi måske kun produktionsplanerne nogle få dage frem, men nu kender vi dem et helt år frem, og det er med til at give ro til planlægning og evt. risikovurdering, hvis der er tale om nye opgaver. Det giver også ro til lige at stoppe op og se sig omkring og se, om alt er, som det skal være, uddyber han. 

Henter PDF