Gå til hovedindholdet

Ledige job i Arbejdstilsynet

Her kan du se en oversigt over ledige jobs hos Arbejdstilsynet lige nu.

Jurist til Arbejdstilsynet i Kolding - Barselsvikariat

Motiveres du af at arbejde med forskelligartede juridiske problemstillinger i et tværfagligt miljø? Så har vi nu en spændende stilling i Tilsynscenter Syd.  
 

Vi arbejder for et bæredygtigt arbejdsmarked 

Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet.  

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger.  

Du kan læse mere om os på www.at.dk

 

Juridisk sagsbehandling  

Du bliver en del af tilsynscentrets gruppe af engagerede jurister. Vi er 15 jurister, en jurasupporter og en chef. Du vil få en hverdag, hvor du varetager mange forskellige opgaver, og du vil indgå i en gruppe, hvor vi ivrigt deler viden og hvor vi hjælper hinanden. 

En del af dit arbejde vil bestå i at understøtte de tilsynsførende i deres arbejde, og du vil derfor indgå i tæt samarbejde med kolleger, der fører tilsyn inden for forskellige fagområder, f.eks. bygge- og anlægsarbejde, landbrug, industri samt hele det offentlige område. Du får således mulighed for at anvende din juridiske viden ind i andre faggruppers faglighed. 

Dine primære opgaver bliver at:  

  • behandle straffesager – for eksempel bevisvurdere og udarbejde politianmeldelse ved grove overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, udarbejde af efterforskningsanmodninger ved behov for efterforskning, mv. 
  • vurdere klager over Arbejdstilsynets afgørelser inden de sendes til Arbejdsmiljøklagenævnet
  • behandle forespørgsler fra ansatte, virksomheder og faglige organisationer
  • samarbejde med tilsynsførende om at sikre korrekte afgørelser og god myndighedsudøvelse. 
     

Bliv vores nye kollega    

Vi forestiller os, at du: 

  • er cand.jur. 
  • har interesse for arbejdsmarkeds- og arbejdsmiljøforhold
  • har erfaring med eller interesse for myndighedsudøvelse
  • har erfaring med håndtering af og opfølgning på komplekse opgaver
  • har erfaring med juridisk sagsbehandling
  • kan arbejde effektivt og samtidig sikre en høj faglig kvalitet i arbejdet
  • har evner til at skabe og fastholde gode samarbejdsrelationer såvel internt som eksternt
  • har gode formidlingsevner såvel mundtligt som skriftligt
  • kan undervise tilsynsførende og administrative medarbejdere i arbejdsmiljøloven, kvalitetsprocedurer og lignende.
     

Vi finder løsninger sammen  

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.


Løn- og ansættelsesvilkår  

Stillingen er en midlertidig fuldtidsstilling som løber til og med 30. november 2023. Vi vil gerne have, at du starter hurtigst muligt og senest 1. oktober 2022. 

Dit daglige arbejdssted er Tilsynscenter Syd i Kolding.

Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.
 

Spørgsmål og ansøgning 

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte Eva Skov på mail ebs@at.dk.  

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5272 (fra 3. august). 

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 9. august 2022.

Vi forventer at afholde samtaler den 11. og 12. august 2022.
 

Send Ansøgning

Henter PDF