Gå til hovedindholdet

Tilsynsindsats - Psykisk arbejdsmiljø: Plejehjem og hjemmehjælp 2013

Arbejdstilsynet gennemførte i 2013 en tilsynsindsats om det psykiske arbejdsmiljø inden for plejehjem og hjemmehjælp. På denne side kan du læse den afsluttede status for indsatsen.

Baggrund

Indsatsen var én ud af en række tilsynsindsatser, som Arbejdstilsynet gennemfører i perioden 2013 til 2015, hvor der udelukkende fokuseres på virksomhedernes psykiske arbejdsmiljø.

Disse indsatser er desuden karakteriseret ved, at tilsynsformen er dybdegående i forhold til den enkelte virksomhed. Således indledes tilsynsbesøgene med, at Arbejdstilsynet har en længerevarende telefonisk kontakt med virksomhederne. Dette med henblik på, at tilsynsbesøgene kan blive så målrettede, som muligt, hvilket vurderes at være et godt fundament for den efterfølgende dialog mellem Arbejdstilsynet og virksomhederne, samt for planlægningen af besøgene (herunder gruppesamtalerne).

Endelig har Arbejdstilsynet i disse indsatser afsat en del flere ressourcer pr. til-synsbesøg, end ved sædvanlige tilsynsbesøg.

Tilsynsindsatsen inden for plejehjem og hjemmehjælp

Arbejdstilsynet gennemførte tilsynsindsatsen om psykisk arbejdsmiljø inden for plejehjem og hjemmehjælp fra 1. april til 31. december 2013.

Følgende brancher var omfattet af indsatsen:

  • 871010 Plejehjem
  • 881010 Hjemmehjælp

Der blev ført tilsyn med 116 p-enheder inden for ’Plejehjem’ og 47 p-enheder inden for ’Hjemmehjælp’, dvs. i alt 163 tilsynsbesøg.

Afgørelser

På de 163 tilsynsbesøg er der givet 86 afgørelser og 57 vejledninger om psykisk arbejdsmiljø, og 59 af de 163 virksomheder har fået mindst 1 afgørelse om psykisk arbejdsmiljø.

Tabel 1: Antal besøgte virksomheder og afgørelser om psykisk arbejdsmiljø for brancherne "Plejehjem" og "Hjemmehjælp" i indsatsen om psykisk arbejdsmiljø i 2013:

Branche  Antal besøgte virksomheder  Antal afgørelser  Antal vejledninger  Antal virksomheder, der har fået mindst en afgørelse om psykisk arbejdsmiljø  Procent af virksomheder, der har fået mindst en afgørelse om psykisk arbejdsmiljø
Plejehjem 

 116

 72

 42

 49

 42 pct.

Hjemmehjælp 

 47

 14

 15

 10

 21 pct.

i alt 

 163

 86

 57

 59

 36 pct.

Tabel 2: Antal afgørelser fordelt på risikofaktorer i brancherne "Plejehjem" og "Hjemmehjælp" i indsatsen om psykisk arbejdsmiljø i 2013:

Antal afgørelser  Plejehjem  Hjemmehjælp   Opsummering
Stor arbejdsmængde og tidspres 

 24

 4

28

Høje følelsesmæssige krav 

 10

 1

11 

Mobning, herunder seksuel chikane

 2

 2

Vold og traumatiske hændelser 

 28

 6

34

Øvrige psykisk arbejdsmiljø 

 1

 0

Psykisk førstehjælp 

 7

 1

I alt 

 72

 14

86 

De 57 vejledninger om psykisk arbejdsmiljø er fordelt på de samme risikofaktorer, som afgørelserne om psykisk arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynets erfaringer fra indsatsen

Nedenfor beskrives eksempler på, hvilke forhold, som har været udslagsgivende for, at Arbejdstilsynet har afgivet påbud.

Vold og traumatiske hændelser

Arbejdstilsynet har i indsatsen afgivet 34 afgørelser om vold og traumatiske hændelser.

På flere af de besøgte arbejdssteder, foretages ikke systematiske risikovurderinger i arbejdet med udadreagerende borgere, som kan reagere med både verbal og fysisk vold. Der ses i den forbindelse tilfælde, hvor medarbejderne accepterer trusler og vold som et vilkår i dagligdagen.

Den manglende forebyggelse har typisk bestået af:

  • Manglende risikovurdering ved ændringer i målgruppen eller ændringer i enkelte borgeres funktionsniveau.
  • Manglende registrering af voldsepisoder.
  • Mangelfuld systematisk opfølgning på konkrete voldsepisoder, som var rettet mod enkelte medarbejdere.

Dette kan medføre, at den udsatte medarbejder overlades til egen håndtering af belastningerne, og at vold og trusler ikke gøres til et fælles arbejdsmiljømæssigt anliggende.

Et lavt forebyggelsesniveau i forhold til udsættelse for vold og trusler kan medføre, at medarbejderne påføres fysiske skader og/eller udvikler stress eller stresslignende tilstande – herunder PTSD (PostTraumatisk Stress Syndrom).

Stor arbejdsmængde og tidspres

Arbejdstilsynet har i indsatsen afgivet 28 afgørelser om stor arbejdsmængde og tidspres.

Inden for målgruppen findes mange borgere med særlige behov (bl.a. borgere med senhjerneskade, demens, misbrug og psykiatriske lidelser), hvilket påvirker både arbejdsmængde og tidspres.

Opgaverne hos den enkelte borger bliver således i nogle tilfælde meget tidskrævende og komplicerede, samtidig med, at der stilles høje krav om skriftlig dokumentation i form af handleplaner mv.

Disse faktorer, og en eventuelt manglende balance mellem kravene i arbejdet og medarbejdernes muligheder for at håndtere disse krav, kan medføre en række alvorlige arbejdsmæssige konsekvenser.

Manglende effektiv forebyggelse af stor arbejdsmængde og tidspres kan således medvirke til stress eller stressrelaterede sygdomme, bl.a. angst, depression og hjerte-/karsygdomme.

Når Arbejdstilsynet vurderer sådanne tilfælde, er det væsentligt, at belastningerne er foregået over længere tid.

Høje følelsesmæssige krav

Arbejdstilsynet har i indsatsen afgivet 11 afgørelser om høje følelsesmæssige krav.

I arbejdet med borgere med særlige behov, f.eks. hjerneskadede, demente og borgere med psykiatriske lidelser, kan medarbejderne opleve høje følelsesmæssige krav i arbejdet. Arbejdet inden for branchen er ofte karakteriseret ved, at der er krav om:

  • at være på forkant med borgerne, som kan have en uforudsigelig adfærd.
  • at der skal udvises ansvarlighed samtidig med, at egne og borgerens følelser og borgerens til tider voldsomme reaktioner skal håndteres.

Utilstrækkelig forebyggelse af høje følelsesmæssige krav ses, når der mangler:

  • klare målsætninger og succeskriterier for arbejdet
  • fælles faglig tilgang til målgruppen og kerneopgaven
  • mulighed for supervision og sparring med kolleger/ledelse.

Mangelfuld forebyggelse kan også vise sig ved, at arbejdspladsen reagerer langsomt, så der går lang tid fra en problematik kortlægges til der handles effektivt og tilstrækkeligt.

Manglende forebyggelse af høje følelsesmæssige krav i arbejdet kan bl.a. medføre, at medarbejderne udvikler stress eller stressrelaterede sygdomme som angst eller depression.

Gode råd til branchen

Forebyggelse af problemer i det psykiske arbejdsmiljø kan bl.a. handle om:

  • At tilrettelægge arbejdet hensigtsmæssigt og med realistiske målsætninger og tidsrammer
  • At ledelsen delegerer ansvar og kompetence til medarbejderne afpasset efter medarbejdernes kunnen
  • At planlægge og gennemføre relevant uddannelse for medarbejderne
  • At udvikle og gennemføre personalepolitikker, fx en stresspolitik
  • At arbejde systematisk med at forebygge vold og trusler om vold.


Henter PDF