Indledning
De sygdomme, hvor arbejdsskademyndighedernes praksis for vurderingen af årsagssammenhængen til arbejdet ikke har kunnet tilføjes i vejledningens øvrige kapitler, er samlet her i kapitel 11. Her beskrives praksis for behandlingen af visse sygdomme efter kemiske påvirkninger i form af kviksølv og bly (gruppe I) og fosterskader (gruppe L).
Der er tale om sygdomme, som er optaget på fortegnelsen over sygdomme anmeldt fra 1. januar 2005 uden en fornyet gennemgang af den foreliggende forskning, idet de fremgik af den tidligere fortegnelse, jf. også Bilag 1, afsnit 2.
Der er alene udarbejdet beskrivelse af praksis for de hyppigst anmeldte sygdomme inden for disse kategorier.
1. Sygdomme på fortegnelsen i gruppe I (Sygdomme efter kemiske stoffer)
Der er i gruppe I optaget en del sygdomme, som skyldes kemiske påvirkninger i arbejdsmiljøet. Langt de fleste af disse sygdomme anmeldes ikke længere, idet de kemiske påvirkninger er reduceret i væsentlig grad på de danske arbejdspladser.
1.1. Sygdomme efter udsættelse for kviksølv
Kviksølv forekommer som metallisk kviksølv, kviksølvsalte og organisk kviksølv.
Metallisk kviksølv kan give akut og kronisk kviksølvforgiftning med neurologisk sygdom (tremor (rystelser), dyskoordination, tonusændringer (stivhed/slaphed af muskler i arme og ben) samt eventuel organisk hjerneskade). Metallisk kviksølv og særligt dets salte (eksempelvis kviksølvklorid) kan også forårsage nyreskader.
Organisk kviksølv (eksempelvis methylkviksølv) er langt mere giftig end metallisk kviksølv og kan give svære neurologiske skader centralt og perifert.
Metallisk kviksølv er flydende ved stuetemperatur og udvikler dampe, der kan optages gennem luftvejene og gennem huden ved direkte hudkontakt, men optagelse gennem huden er beskeden og giver ikke hverken akutte eller kroniske forgiftningssymptomer.
Når kviksølvdampe optages gennem luftvejene og derefter går videre i blodet, går der mellem 40 og 60 dage, inden mængden af kviksølv i kroppen er halveret. Det meste af kviksølvet kommer ud med urinen, men noget ophobes særligt i hjerne- og nyrevæv.
Koncentrationen af kviksølv i blod og urin viser udsættelsen inden for den seneste tid, det vil sige uger og måneder. Koncentrationen af kviksølv i blod er cirka 1/3 af koncentrationen i urin.
Hvis man har indåndet kviksølvdampe, kan der opstå følgende symptomer:
- Fingre, hænder og øjenlåg ryster, og man har besvær med finmotorikken
- Personlighedsforandringer, især sygelig irritabilitet
- Tandkødsbetændelse og øget spytdannelse
Desuden kan der være en række uspecifikke symptomer:
- Træthed
- Hukommelses- og koncentrationsbesvær
Endelig kan der være en række neurologiske symptomer og sygdomme:
- Rysten på hænderne
- Manglende koordinering af bevægelser
- Tonusforstyrrelse, det vil sige stivhed/slaphed af musklerne i arme og ben
- Organisk hjerneskade (demens) som led i neurologisk sygdom eller symptomer
I sjældne tilfælde kan udsættelse for kviksølv også være årsag til:
- Nyreskade (fx nefrotisk syndrom)
Symptomer og sygdomme forsvinder som oftest, når man ikke længere er udsat for kviksølvpåvirkningen.
I nogle tilfælde, især i de svære forgiftningstilfælde, fortsætter symptomer og tegn på kronisk kviksølvforgiftning dog efter, at udsættelsen for kviksølv er stoppet.
Konstant udsættelse for kviksølv i en størrelsesorden, der kan medføre varige skader og symptomer på kviksølvforgiftning, er beskrevet ved arbejde i elektrokemisk industri, laboratoriearbejde, arbejde på termometerfabrikker og arbejde ved klor-/alkali-anlæg.
Symptomerne efter udsættelse for kviksølv afhænger af varigheden og intensiteten:
Ved lavdosis langtidseksponering opleves neurateniske og vegetative symptomer i form af typisk træthed, anoreksi, vægttab og hovedpine. Er der tale om middeldosis langtidseksponering (4-500 nmol/l urin i 5 til 10 år) opleves primært CNS-udfald (med tremor og nedsat psykomotorisk koordination og tempo), men også polyneuropati og tubulær nyreskade. Udsættelse for høj akut/kronisk eksponering giver risiko for tremor og eretisme (dvs. irritabilitet og vredesudbrud – ”mad hatters disease”), gingivitis (tandkødsbetændelse), depression og psykose. Endelig kan ekstrem akut eksponering medføre risiko for udvikling af erosiv bronchitis og pneumonitis.
1.1.1. Toksisk hjerneskade/demens (toksisk encephalopati) (I. 6.1.)
Forgiftning som følge af udsættelse for kviksølv er omfattet af fortegnelsen, hvis forgiftningen efterfølgende udvikler sig til en organisk hjerneskade.
Risikoen for at udvikle forgiftningssymptomer eller kroniske sygdomme efter en udsættelse for kviksølv kræver, at den ansatte har været udsat for så stor en påvirkning, at man har en konstant koncentration af kviksølv i urinen på mindst 500 nanomol pr. liter urin (100 mikrogram/liter)
Såfremt der alene er tale om neurologiske gener uden egentlig konstateret hjerneskade, vil sygdommen kunne forelægges Erhvervssygdomsudvalget til en konkret vurdering af, hvorvidt de neurologiske gener er en følge af udsættelsen for kviksølv.
1.1.2. Nyreskade (nefrotisk syndrom) (I. 6.2.)
I mere sjældne tilfælde kan udsættelse for kviksølv også være årsag til udvikling af nyreskader. Den ansatte vil i sådanne tilfælde have været udsat for store mængder kviksølv medførende en ophobning af kviksølv på 1.000 mikrogram/liter urin.
Selve kviksølvforgiftningen medfører sædvanligvis ikke, at den ansatte dør af forgiftningen. Nyreskade som følge af kviksølvforgiftningen kan dog føre til nyresvigt, som kan medføre dødsfald. Hvis nyresvigtet er en følge af kviksølvforgiftning, kan dødsfaldet anerkendes som en arbejdsskade.
1.2. Sygdomme efter udsættelse for bly
Udsættelse for bly kan give toksisk hjerneskade, nervebetændelse (perifer neuropati) og nyreskader.
Blodkoncentrationen måles i mikrogram/dl og symptomerne klassificeres som milde (træthed og lette CNS-symptomer, når koncentrationen er mellem 40 og 69 mikrogram/dl. Hvis koncentrationen er mellem 70 og 100 mikrogram/dl karakteriseres symptomerne som moderate (med symptomer i form af hovedpine, hukommelsesproblemer, øget søvnbehov, metalsmag i munden, nyrepåvirkning, mild anæmi samt muskel- og ledsmerter). Koncentration på over 100 mikrogram/dl giver svære symptomer (koma, kramper, delirum, lammelser i fødderne, kolik, anæmi og nefropati (nyreskader).
Symptomerne kan opstå efter kort tids udsættelse afhængigt af eksponeringens omfang.
1.2.1. Toksisk hjerneskade/demens (toksisk encephalopati) (I. 12.1.)
Som udgangspunkt vil en toksisk hjerneskade som følge af udsættelse for bly først indtræde, når den pågældende person har været udsat for bly et i omfang der overstiger grænseværdierne i en længerevarende periode (måneder til år).
Det gælder for vurderingen af årsagssammenhængen, at jo mere koncentreret udsættelsen har været, jo kortere eksponeringsperiode skal der til førend der er risiko for at udvikle en toksisk hjerneskade.
Hvis den ansatte får forgiftningssymptomer efter arbejde med udsættelse for bly, er der større sandsynlighed for senere udvikling af en toksisk hjerneskade eller demens. Dette vil således tale for en årsagssammenhæng mellem udsættelsen for bly og sygdommen.
1.2.2. Nervebetændelse (perifer polyneuropati) (I. 12.2.)
Perifer neuropati omfatter de tilstande, der opstår, når nerver, der bærer meddelelser til og fra hjernen og rygmarven fra og til resten af kroppen, er beskadiget eller syge. De perifere nerver udgør et indviklet netværk, der forbinder hjernen og rygmarven med musklerne, huden og de indre organer. Typisk vil skader på en nerve afbryde kommunikationen mellem hjernen og de dele af kroppen, som nerven leder til, hvilket kan forringe muskelbevægelsen, forhindre normal fornemmelse i armen og ben og forårsage smerter.
1.2.3. Nyreskade (kronisk interstitiel nephritis) (I. 12.3.)
Mange kemiske stoffer udskilles via urinen og ledes derfor over nyrerne. Udsættelse for sundhedsskadelige kemiske stoffer kan dermed medføre skadelige effekter på nyrerne, herunder inflammation (interstitiel nephritis) der giver skader i selve nyrevævet (interstitium). Lidelsen kan opstå ved udsættelse for visse lægemidler (eks. antibiotika, gigtmidler, epilepsimidler mv) og efter infektioner, men lidelsen kan også opstå efter udsættelse for metaller som kviksølv, cadmium og bly. Det vil almindeligvis kræve udsættelse for relativt høje koncentrationer – og almindeligvis væsentligt over den nuværende grænseværdi i arbejdsmiljøet i en længere periode (måneder). I mange tilfælde vil der være tale om en forbigående nedsat nyrefunktion og kun i mere sjældne tilfælde fører det til varigt nyresvigt. I de fleste tilfælde vil andre symptomer på forgiftning optræde forud for at der opstår nyrepåvirkning.
2. Sygdomme på fortegnelsen i gruppe L (Fosterskader)
Skader på fosteret som skyldes arbejdsmæssige påvirkninger af moderen kan anerkendes som en følge af udsættelse for visse infektioner, kemiske stoffer, fysiske traumer og andre skadelige påvirkninger nævnt i fortegnelsens gruppe L.
Et foster eller barn er omfattet af personkredsen af arbejdsskadesikringsloven, hvis det kan dokumenteres, at en påvirkning af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen har haft en skadelig effekt på foster. Der skal være tale om en direkte, biologisk påvirkning fra forældrene, umiddelbart efter fødslen eller i nær tidsmæssig tilknytning til fødslen, eksempelvis ved en blodtransfusion.
I praksis er der kun ganske få tilfælde, som kan anerkendes. De sikrede, børn er født 1. januar 1984 eller senere.
2.1. Fosterskader efter udsættelse for kviksølv (L. 2.1.)
Udsættelse for methylkviksølv (organisk kviksølv) kan give fosterskader med nedsat hjernevækst (microcephali) og/eller mental retardering.
Udsættelse for metallisk kviksølv giver ikke risiko for fosterskader.
2.2. Fosterskader efter udsættelse for bly (L. 2.2.)
Udsættelse for bly kan give fosteret hjernebetændelse og/eller retarderet udvikling.
2.3. Fosterskader uden for fortegnelsen
Øvrige påvirkninger af moderen eller skader på fosteret eller barnet opstået i forbindelse med graviditeten eller fødslen, kan forelægges for Erhvervssygdomsudvalget til en konkret vurdering af, hvorvidt den pågældende skade følger af de belastninger, som moderen har været udsat for under graviditeten. Det kan være skader efter udsættelse for eksempelvis infektioner, støj eller ultralydsvibrationer.
