Gå til hovedindholdet

AT-vejledninger

Kapitel 02 - Høresygdomme

Kapitel 2 til vejledning om erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005.

1. Støjbetinget hørenedsættelse (A. 1)

1.1. Punkt på fortegnelsen

Følgende høresygdom er efter den anførte påvirkning optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme (gruppe A, punkt 1):

Sygdom Påvirkning
A. 1. Støjbetinget hørenedsættelse (DLA professionalis) Kraftig støj gennem flere år

1.2. Krav til diagnosen

Der skal lægeligt være stillet diagnosen DLA professionalis (støjbetinget hørenedsættelse, ICD-10 H83. 3).

Diagnosen skal være stillet på grundlag af et karakteristisk audiogram og oplysninger om kraftig støjudsættelse på arbejdet i som udgangspunkt mindst 5 år.

Et audiogram viser målinger af høretærsklen ved forskellige frekvenser. Hørekurven fremkommer ved, at punkterne forbindes. Et audiogram angiver i decibel hearing level (dB HL, fremover blot benævnt dB) den svageste hørbare styrke for hver angivet frekvens. Normale høretærskler er mindre end eller lig med 20 dB over hele frekvensområdet.

Lyd opstår, når luftmolekyler bringes til at svinge i takt. Ved bevægelsen af molekylerne presses molekylerne i luften foran sammen – trykstigning, og luften bagved fortyndes – trykfald. Det er kun svingningsenergien, der breder sig. Antallet af lydbølger pr. sekund betegnes frekvens og måles i hertz (Hz). 1.000 Hz er 1.000 lydbølger pr. sekund. Basområdet ligger i området op til og med 500 Hz, herefter kommer mellemområdet til og med 2.000 Hz og diskantområdet til og med 8.000 Hz.

Lydtryk måles i decibel (dB), som er en logaritmisk skala. En forøgelse på 6 dB udgør en fordobling af lydtrykket, og en forøgelse på 10 dB udgør en tredobling af lydtrykket. En forringelse af høretærsklen med 10 dB medfører derfor behov for tredobling af lydtrykket, førend lyden kan høres.

Symptomer

Der opleves en forringet opfattelse af lyd, men ikke nødvendigvis en forringet taleopfattelse eller egentlig nedsat høre- og kommunikationsevne. Ved nedsat høre- og kommunikationsevne forstås en hørenedsættelse, som påvirker evnen til at kommunikere i et aktivt, dagligt liv. En vurdering af høre- og kommunikationsevnen bruges ved fastsættelsen af godtgørelse for varigt men, men ikke ved spørgsmålet om anerkendelse.

Forskellen mellem hørenedsættelse og hørehandicap skyldes, at det er frekvenserne 4.000-6.000 Hz, der først skades af støjpåvirkning. Den overvejende del af lydinformationerne i tale er i frekvensområdet under 4.000 Hz. En skade i frekvensområdet 4.000-6.000 Hz medfører derfor begrænsede problemer for taleopfattelsen.

Objektive tegn

Kontinuerlig støjpåvirkning medfører typisk et dip mest udtalt ved 4.000 Hz. Impulsstøj medfører et dip mest udtalt ved 6.000 Hz. Efter flere års udsættelse for kraftig støj vil en ikke ubetydelig gruppe have udviklet en mindre hørenedsættelse ved 4.000 Hz. Ved påvirkning over længere tid forværres denne skade, og andre frekvenser påvirkes. Den dårligste høretærskel skal være ringere end 20 dB, da der ellers er tale om en høretærskel inden for normalområdet.

Ved støjbetinget dip er høretærsklen ved 4.000 Hz ringere end ved 3.000 Hz. 2.000 Hz påvirkes først efter op mod 20 års støjpåvirkning, og høretærsklen skal derfor altid være bedre end ved 3.000 og 4.000 Hz. For personer yngre end 65 år skal høretærsklerne for højere frekvenser ligeledes være bedre end ved 4.000 eller 6.000 Hz. Grafisk vil hørekurven oftest være normal til og med 2.000 Hz og have en karakteristisk v-form, med spids ved 4.000-6.000 Hz. Ved meget lang tids støjpåvirkning vil såvel de højfrekvente målinger som 2.000-3.000 Hz påvirkes, og kurven vil – til dels på grund af aldersforandringer (se under afsnittet om konkurrerende sygdomme nedenfor) – have en tendens til ensidig hældning mod diskanten.

Et kraftigt fald fra 1.000 Hz eller dip ved 3.000 Hz skyldes anden høresygdom end støjbetinget hørenedsættelse.

Der skal som altovervejende hovedregel være tale om en symmetrisk hørenedsættelse, da længerevarende udsættelse for støj normalt er ensartet dobbeltsidig. At der kun er en hørenedsættelse på det ene øre taler derfor normalt imod anerkendelse.

Tidsmæssig sammenhæng/forværring efter arbejdsophør

Der skal også være tidsmæssig sammenhæng mellem påvirkningen og sygdommen. Støjskader forværres ikke efter udsættelsens ophør. Det betyder, at en arbejdsbetinget hørenedsættelse normalt skal være konstateret senest kort tid efter støjudsættelsens ophør. Det forekommer dog, at tilskadekomne først bemærker hørenedsættelsen efter støjudsættelsens ophør, i forbindelse med væsentligt ændrede livsforhold. Hvis der går flere år efter støjudsættelsens ophør, før hørenedsættelsen bemærkes, vil det tale imod, at hørenedsættelsen har sammenhæng med støjudsættelsen på arbejdet.

1.3. Krav til påvirkningen

Kraftig støj er mindst 85 dB som middelværdi for arbejdsdagen.

Kravet til støjbelastningens varighed i år afhænger af energimængden, det indre øre påvirkes med. Denne måles i dB LAeq, som er et udtryk for middelværdien af den vekslende lydintensitet, som en person udsættes for over et givet tidsrum. Ved bedømmelse af støjbelastningen på en arbejdsplads benyttes dB LAeq over 8 timer pr. dag. For en støjudsættelse på 85 dB LAeq pr. dag skal der som udgangspunkt have været en påvirkningsperiode på mindst 5 år, før det kan anses for dokumenteret, at støjen kan medføre en hørenedsættelse.

Ved væsentligt kraftigere støj kan tidsgrænsen nedsættes.

1.4. Forudbestående og konkurrerende sygdomme/forhold

Hørenedsættelse kan skyldes andre forhold end arbejdet.

Hørenedsættelse kan for eksempel være forårsaget af arv, af anden sygdom eller af andre miljøpåvirkninger, for eksempel støj i fritiden. Hørenedsættelse er ofte aldersrelateret. I en del tilfælde er årsagen til hørenedsættelsen ukendt. I tilfælde af en hørenedsættelse, som ikke er støjbetinget, er der tale om enten en forudbestående sygdom, som har været til stede før den arbejdsmæssige påvirkning, om en konkurrerende sygdom, det vil sige en anden sygdom end støjbetinget hørenedsættelse, som giver samme udslag i et audiogram, eller om en hørenedsættelse, der er opstået som følge af andre årsager eller påvirkninger end arbejdet.

Konkurrerende eller forudbestående sygdomme fremgår almindeligvis af audiogrammet.

Er der tale om en forudbestående eller konkurrerende sygdom eller om konkurrerende årsager til sygdommens opståen, må det i det konkrete tilfælde vurderes, om det er den forudbestående eller konkurrerende sygdom eller de konkurrerende påvirkninger, der er den eneste eller altovervejende årsag til sygdommen. Hvis dette er tilfældet, kan sygdommen ikke anerkendes som en erhvervssygdom.

Hvis de generelle og særlige betingelser for anerkendelse er opfyldt og der ikke fuldt ud eller altovervejende er tale om konkurrerende eller forudbestående sygdom eller konkurrerende påvirkninger, vil sygdommen kunne anerkendes som en arbejdsbetinget sygdom, hvis den i øvrigt opfylder kravene til anerkendelse.

Er der konkurrerende eller forudbestående sygdomme eller konkurrerende årsager eller påvirkninger, som ikke udelukker anerkendelse som erhvervssygdom, men bidrager til sygdomsudviklingen og generne, vil disse forhold kunne få betydning for erstatningsudmålingen. (Lovens § 12)

Hvis der er fuldstændigt tab af hørelsen, vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring normalt afvise at anerkende, selvom udsættelsen for støj opfylder betingelserne. Udsættelse for støj kan således ikke medføre fuldstændigt tab af hørelsen. Hørenedsættelsen må derfor anses for at være en følge af en konkurrerende årsag.

Konkurrerende høresygdom, som kan ligne en støjskade

Til tider viser audiogrammet en kurve, som til forveksling ligner en støjskade med dip ved 4.000 Hz eller 6.000 Hz, men hvor dippet ikke skyldes støj men derimod en konkurrerende høresygdom. Støjen påvirker især 4.000 Hz ved vedvarende støj eller 6.000 Hz ved impulsstøj, men når støjpåvirkningen har stået på i mange år (20 – 40 år), er det ifølge lægelig viden forventeligt, at nabofrekvenserne også påvirkes i et vist omfang. Ved at sammenholde høretærsklerne ved 4.000/6.000 Hz med høretærsklerne ved 3000 og 2000 Hz kan det således vurderes, om dippet skyldes støj, eller om det (helt eller delvist) skyldes konkurrerende høresygdom.

Hvis hørelsen er betydeligt nedsat ved 4.000/6.000 Hz efter mange års arbejde i støj, men høretærsklerne ved 2.000 Hz ikke er påvirket, taler dette imod støj som årsag til dippet. Det skyldes, at det ud fra lægelig viden er forventeligt, at der ved mange års betydelig støjudsættelse også vil ses begyndende hørenedsættelse ved 2.000 Hz, når det er støj, som er årsag til hørenedsættelsen. Det samme gælder, hvis høretærsklerne ved 3.000 Hz er påvirket for lidt eller for meget i forhold til det, som ifølge lægevidenskaben er forventeligt ved en given støjudsættelse i forhold til beliggenheden af høretærsklerne ved 2.000 og 4.000/6.000 Hz.2)

Eksempel på audiogram, som ikke viser en støjskade trods dip ved 4000 Hz

Figur 1 - Eksempel på audiogram, som ikke viser en støjskade trods dip ved 4000 Hz. Hørenedsættelsen ved 4000 Hz er for stor til at kunne skyldes støj, ligesom høretærsklerne ved 2000 Hz og 3000 Hz ikke er tilstrækkeligt påvirket.

Tinnitus

Tinnitus (ICD 10, H93. 1) forekommer uden hørenedsættelse, men blandt personer, der har hørenedsættelse, forekommer tinnitus hyppigere end blandt befolkningen som helhed.

Ved samtidig tinnitus og støjbetinget hørenedsættelse anses tinnitus derfor efter arbejdsskadesikringsloven for at være en følge af den støjbetingede hørenedsættelse. Det betyder, at en hørenedsættelse, der ikke i sig selv er tilstrækkelig til en méngrad på 5 procent, i kombination med stærkt generende tinnitus vil kunne vurderes til 5 procent eller derover.

Ved konkurrerende høresygdomme anses sygdommene for at være forholdsmæssige årsager til tinnitus. Ved mindre hørenedsættelse, hvor væsentlig konkurrerende høresygdom er til stede, må den konkurrerende sygdom anses som årsag til tinnitus.

Tinnitus skal være erkendt senest, da udsættelsen for støj er ophørt, for at tinnitus kan anses for at være en følge af en støjbetinget hørenedsættelse. I særlige tilfælde, som ved alvorlig sygdom eller væsentligt ændrede livsforhold, kan tinnitus anses for at være en følge af støjskade i op til et år efter udsættelsen, da det under disse omstændigheder kan tage nogen tid at bemærke, at der er tinnitus.

Eksempler på konkurrerende sygdomme

Alderskurver for uscreenet mandlig befolkning

Bemærk, at alder alene giver en jævn, symmetrisk, faldende høretærskel. For eksempel ved 60-årsalderen for mænd, 1.000 Hz 8 dB, 2.000 Hz 15 dB, 4.000 Hz 28 dB.

 

Frekvens

 

Støjbetinget høretab

 Audiogram over støjbetinget høretab for mænd i aldersgruppe 50-80 år

50 år

60 år

70 år

80 år

Figur 2 - Audiogram over støjbetinget høretab for mænd i aldersgruppe 50-80 år.

Alderskurver for uscreenet kvindelig befolkning

Bemærk, at alder alene giver en jævn, symmetrisk, faldende høretærskel. For eksempel ved 60-års alderen for kvinder, 1.000 Hz 8 dB, 2.000 Hz 12 dB, 4.000 Hz 20 dB.

 

Frekvens

 

Støjbetinget høretab

 

Audiogram over støjbetinget høretab for kvinder i aldersgruppe 50-80 år

50 år

60 år

70 år

80 år

Figur 3 - Audiogram over støjbetinget høretab for kvinder i aldersgruppe 50-80 år.

DLA senilis eller presbyacusis (aldersrelateret hørenedsættelse)

Aldersrelateret hørenedsættelse har ofte først ved 65-årsalderen nået et omfang, der påvirker taleopfattelsen. Aldersrelateret hørenedsættelse rammer typisk det højeste diskantområde – 6.000 til 8.000 Hz – mest. Området 3.000-4.000 Hz rammes lidt mindre. Som følge heraf kan et støjbetinget dip forsvinde med aldersrelaterede forandringer. Ved højere alder skal det samlet vurderes, om der er tale om en blandet alders- og støjskade.

Ménières sygdom

Et symptomkompleks, der i begyndelsen består af anfald af ensidig hørenedsættelse, øresusen og svimmelhed. Efterhånden udvikles blivende hørenedsættelse, der er ensidig eller asymmetrisk og som oftest vil være mest udtalt i basområdet. Kendetegnes ved vekslende hørekurver. En abnorm regulering af trykket i lymfevæsken i det indre øre har betydning ved sygdommen, men den egentlige årsag er ukendt.

DLA hereditaria (hørenedsættelse betinget af arv)

Hørenedsættelsen kan være medfødt eller senere udviklet og er betinget af arv. Der ses mange forskellige audiogrammer ved DLA hereditaria. U-formede hørekurver med bedst hørelse for de laveste og højeste frekvenser, hørekurver med stejlt fald mod diskanten i området 1.000 Hz - 2.000 Hz og hørekurver med ringeste hørelse i basområdet er nogle af de former, der ses.

DLA typus incertus (hørenedsættelse af ukendt årsag, men ganske sikkert ikke følge af støj)

Forskel på højre og venstre øres hørelse (asymmetri) taler ofte for DLA typus incertus. Ligeledes taler atypiske reflekstærskler ofte for DLA typus incertus.

Sygdomme i mellemøret

Hørenedsættelse som følge af sygdomme i mellemøret kan ikke være forårsaget af støj. Ved en rent mellemørebetinget hørenedsættelse vil høretærsklerne bestemt ved benledning være normale eller tilnærmelsesvis normale.

Sequelae otitis media er følger efter mellemørebetændelse og kan være ledsaget af hørenedsættelse.

Otosclerose (hørenedsættelse som følge af knoglesygdom i øret)

Ved otosclerose dannes ny knogle omkring stigbøjlens fodplade, som kan spredes til cochlea, hvorefter benledningsundersøgelse ikke viser normale audiogramforløb.

Otosclerose medfører typisk hørenedsættelse i varierende grad på det ene eller begge ører.

1.5. Behandling af sager uden for fortegnelsen

Hørenedsættelse som følge af udsættelse for kraftig støj på arbejdet i flere år er omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsens punkt A. 1.

Der er ikke andre sygdomme vedrørende hørelsen, som efter den nuværende viden giver grundlag for forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Forelæggelse af andre sygdomme i øret for Erhvervssygdomsudvalget vil derfor normalt være udsigtsløs.

1.6. Eksempler på afgørelser efter fortegnelsen

Eksempel 1: Anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse (maskinarbejder i mere end 25 år)

En 52-årig mand havde siden 1985 været udsat for støj ved flere forskellige arbejdsgivere. Støjkilderne var blandt andet drejebænke, boremaskiner, vinkelslibere og produktionsmaskiner. Støjudsættelsen var især i de tidlige år voldsomt kraftig (>95 dB), senere ”kun” meget kraftig (90-95 dB). Støjen havde været til stede cirka halvdelen af arbejdsdagen. En audiolog havde foretaget audiometri og stillet diagnosen støjbetinget hørenedsættelse (DLA professionalis).

Audiogram over maskinbarbejder i mere end 25 år med støjbetinget hørenedsættelse

Figur 4 - Audiogram over maskinbarbejder i mere end 25 år med støjbetinget hørenedsættelse.

Sagen kunne anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne havde været udsat for kraftig støj igennem halvdelen af arbejdsdagen i en periode på mere end 25 år. Der var god sammenhæng mellem hørenedsættelsen og den støjpåvirkning, han har været udsat for på arbejdet.

Eksempel 2: Anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse (maskinfører i 8 år)

En 56-årig mand havde i perioden fra 1995 til 2003 arbejdet som maskinfører for en entreprenørvirksomhed, hvor han var udsat for støj fra maskiner, lufthamre og især bor. Støjen var voldsomt kraftig (>95 dB) gennem det meste af arbejdsdagen.

En audiolog havde foretaget audiometri og stillet diagnoserne DLA professionalis, DLA typus incertus og tinnitus, der blev beskrevet som generende og permanent til stede på begge ører.

Audiogram over maskinfører i 8 år med støjbetinget hørenedsættelse

Figur 5 - Audiogram over maskinfører i 8 år med støjbetinget hørenedsættelse.

Sagen kunne anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne havde igennem 8 år været udsat for voldsomt kraftig støj igennem det meste af arbejdsdagen. Der var god sammenhæng mellem hørenedsættelsen og den støjpåvirkning, han havde været udsat for på arbejdet. Tinnitus kan erstattes som en følge af den arbejdsbetingede del af hørenedsættelsen.

Hørenedsættelsen allerede omkring 2.000 Hz viser, at der, foruden den støjbetingede hørenedsættelse, også er en hørenedsættelse af ukendt oprindelse (DLA typus incertus), som med sikkerhed ikke skyldes udsættelse for støj, ligesom høretærsklen ved 4.000 Hz er meget høj i forhold til varigheden af støjpåvirkningen. Ved en eventuel erstatningsudmåling vil erstatningen blive forholdsmæssigt nedsat. (Lovens § 12)

Eksempel 3: Anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse (maskinsmed i 5 år)

En 38-årig maskinsmed, som i perioden fra februar 1995 til april 2000 havde arbejdet på værksted, var udsat for kraftig til meget kraftig støj (85 til 95 dB) gennem hele arbejdsdagen fra vinkelsliber, boremaskine, lufthammer og lignende.

Der var udfærdiget audiogram ved en audiolog, som havde stillet diagnosen DLA professionalis.

Audiogram over maskinsmed i 5 år med støjbetinget hørenedsættelse

Figur 6 - Audiogram over maskinsmed i 5 år med støjbetinget hørenedsættelse.

Sagen kunne anerkendes efter fortegnelsen. Den tilskadekomne havde gennem flere år været udsat for kraftig støj på arbejdspladsen og havde derved pådraget sig en hørenedsættelse, som er arbejdsbetinget.

Eksempel 4: Anerkendelse af beskeden støjbetinget hørenedsættelse med kraftigt generende tinnitus (pladesmed i 20 år)

En 52-årig mand havde arbejdet som automekaniker/pladesmed ved forskellige arbejdsgivere fra 1982 til 2002. Han havde været udsat for kraftig støj (85-90 dB) omkring halvdelen af arbejdsdagen i alle årene fra slibemaskiner, vinkelslibere, bilmotorer med videre. Tilskadekomne klagede foruden over hørenedsættelse også over en stærkt generende tinnitus fra 1999, som medførte irritabilitet og søvnløshed.

En audiolog havde foretaget audiometri og stillet diagnoserne DLA professionalis og tinnitus.

Audiogram over pladsesmed i 20 år med beskeden støjbetinget hørenedsættelse med kraftigt generende tinnitus

Figur 7 - Audiogram over pladsesmed i 20 år med beskeden støjbetinget hørenedsættelse med kraftigt generende tinnitus.

Sagen kunne anerkendes efter fortegnelsen. Tilskadekomne havde været udsat for kraftig støj gennem 20 år og havde fået en hørenedsættelse som følge af arbejdet (DLA professionalis). Det målte tab af hørelsen ifølge audiogrammet var foreneligt med udsættelse for støj, da der var god sammenhæng mellem den målte hørenedsættelse og støjpåvirkningen på arbejdspladsen. Der var ikke oplysninger om konkurrerende årsager til tinnitus, og da den var opstået, inden ekspositionen som pladesmed ophørte, anerkendtes hørenedsættelsen som en arbejdsbetinget hørenedsættelse og tinnitus som en følge heraf. Det vil sige, at selvom hørenedsættelsen ikke i sig selv vurderes til 5 procent i men, betyder kombinationen af hørenedsættelsen og den stærkt generende tinnitus, at ménet vil kunne vurderes til 5 procent eller derover.

Det bemærkes, at tinnitus ved fastsættelsen af erstatning vil blive anset for at være en følge af den arbejdsbetingede del af hørenedsættelsen, da det ikke er overvejende sandsynligt, at tinnitus skyldes andet end arbejdet. Der er således ikke konkurrerende årsager til opståen af tinnitus, og den er opstået, inden pladesmeden ophørte med at være udsat for støj. (Lovens § 12)

Eksempel 5: Anerkendelse af beskeden hørenedsættelse med stærkt generende tinnitus (typograf i 28 år – konkurrerende høresygdom)

En 56-årig mandlig typograf var gennem 28 år udsat for kraftig til meget kraftig støj (85-95 dB) i omkring halvdelen af arbejdstiden fra avisrotation og trykkerimaskiner. Efter omkring 25 års arbejde fik han tinnitus, som var til stede konstant, og som i høj grad forstyrrede nattesøvnen og koncentrationen.

En audiolog havde udfærdiget audiogram og stillet diagnoserne DLA professionalis, tinnitus og DLA hereditaria.

Audiogram over typograf i 28 år med konkurrerende høresygdom og beskeden hørenedsættelse med stærkt generende tinnitus

Figur 8 - Audiogram over typograf i 28 år med konkurrerende høresygdom og beskeden hørenedsættelse med stærkt generende tinnitus.

Sagen kunne anerkendes efter fortegnelsen, da der er tale om tilstrækkelig støjpåvirkning og et audiogram, som blandt andet viser udtalt påvirkning af hørelsen ved 4.000 Hz (DLA professionalis). Der er desuden konkurrerende årsager til hørenedsættelsen, idet audiogrammet er asymmetrisk og med for stor påvirkning af 3.000 Hz (DLA hereditaria), og stejlest fald i høretærsklerne fra 2.000 Hz til 3.000 Hz.

Tinnitus må anses for at være en forholdsmæssig følge af såvel den støjbetingede hørenedsættelse som den arvelige høresygdom, hvilket vil blive lagt til grund ved erstatningsudmålingen. (Lovens § 12)

Eksempel 6: Afvisning af støjbetinget hørenedsættelse (klejnsmed i 20 år – overvejende andre årsager)

En 50-årig mandlig klejnsmed var ansat ved et skibsværft fra 1973 til 1989 og igen fra 1991 til 1994. Han var her udsat for meget kraftig støj (90-95 dB) cirka halvdelen af arbejdsdagen. Fra omkring 1993 havde han bemærket hørenedsættelse og havde desuden periodevis susen for ørerne. En audiolog havde stillet diagnosen DLA typus incertus, tinnitus samt DLA professionalis.

Der var udfærdiget audiogram ved en audiolog, som tillige havde stillet diagnosen DLA typus incertus, tinnitus og DLA professionalis.

Audiogram over klejnsmed i 20 år med overvejende andre årsager end hørenedsættelse

Figur 9 - Audiogram over klejnsmed i 20 år med overvejende andre årsager end hørenedsættelse.

Sagen kunne ikke anerkendes efter fortegnelsen. Kurven i audiogrammet viser, at der i langt overvejende grad ikke var en hørenedsættelse som følge af støj, selvom tilskadekomne gennem adskillige år havde været udsat for støj i tilstrækkeligt omfang. Der var hørenedsættelse over hele frekvensområdet, herunder i basområdet. Der foreligger asymmetri med fortsat fald af høretærskler mod diskanten. Der skal normalt være et såkaldt dip ved 4000 eller 6000 hertz alt efter, om der har været tale om kontinuerlig eller impulsstøj. Hvis audiogrammet ser ud på en anden måde, betyder det, at det ikke kan være støj, som er skyld i hørenedsættelsen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede på den baggrund, at diagnosen DLA Professionalis ikke kunne stilles. Hørenedsættelsen måtte derfor ud fra en lægelig vurdering have en anden årsag end udsættelse for støj.

Eksempel 7: Afvisning af tinnitus uden arbejdsbetinget hørenedsættelse (dagplejer i 26 år)

En 52-årig kvinde, som siden 1978 havde arbejdet inden for dagplejen i en kommune, anmeldte tinnitus samt nedsat hørelse og oplyste, at hun dagligt gennem alle årene havde været udsat for støj i form af konstant uro og støj fra råbende og skrigende børn.

En audiolog havde oplyst, at der var tale om tinnitus og DLA incertus dxt. et sin. (dobbeltsidig støjbetinget hørenedsættelse), og havde foretaget audiometri.

Audiogram over dagplejer i 26 år med tinnitus uden arbejdsbetinget hørenedsættelse

Figur 10 - Audiogram over dagplejer i 26 år med tinnitus uden arbejdsbetinget hørenedsættelse.

Sagen kunne ikke anerkendes efter fortegnelsen. Hørekurvernes forløb er uforeneligt med støjbetinget høretab, da kurverne er meget asymmetriske og pr. definition normale på begge ører ved 4.000 Hz. Dermed kunne tinnitus heller ikke anerkendes som en erhvervssygdom.

Støjpåvirkningen – uro og råb/skrig fra institutionens børn – er heller ikke i sig selv tilstrækkelig til at kunne betegnes som kraftig støj, hvorfor betingelsen for anerkendelse efter fortegnelsen heller ikke på dette punkt var opfyldt.

Eksempel 8: Afvisning af hørenedsættelse (driftstekniker i 26 år – ikke sammenhæng med støj)

En 56-årig driftstekniker havde i perioden fra 1964 til 1990 arbejdet i støj fra gamle relæer, som var meget kraftigt støjende (90 til 95 dB), cirka halvdelen af arbejdsdagen. Fra 1990 til arbejdsophør i 2004 var han ikke længere udsat for støj, da han skiftede område til arbejde med vedligeholdelse af computere. Han bemærkede først omkring 1998, at hørelsen var nedsat.

En audiolog havde foretaget audiometri.

Audiogram over driftstekniker i 26 år med hørenedsættelse, ikke sammenhængende med støj

Figur 11 - Audiogram over driftstekniker i 26 år med hørenedsættelse, ikke sammenhængende med støj.

Sagen kunne ikke anerkendes efter fortegnelsen. Uanset, at udsættelsen for støj havde været tilstrækkelig til at udvikle en hørenedsættelse, havde den tilskadekomne først bemærket et høretab mere end 8 år efter, at han ophørte med at blive udsat for støj på arbejdet.

Der var således ikke tidsmæssig sammenhæng mellem symptomerne og udsættelsen. Derfor måtte høretabet anses for at have andre årsager end arbejdet.

Eksempel 9: Afvisning af hørenedsættelse (slagteriarbejder i 2½ år – for kort støjudsættelse)

En 27-årig kvinde havde anmeldt en hørenedsættelse som følge af 2½ års arbejde som slagteriarbejder ved et stort slagteri, hvor der blev anvendt kraftigt støjende maskiner (85-90 dB) til opskæring af kødet. Hun havde ikke tidligere været udsat for kraftig støj på arbejdet. Der var indhentet audiogram.

Audiogram over slagteriarbejder i 2 1/2 år med hørenedsættelse - for kort støjudsættelse

Figur 12 - Audiogram over slagteriarbejder i 2 1/2 år med hørenedsættelse - for kort støjudsættelse.

Sagen kunne ikke anerkendes efter fortegnelsen. Der havde ikke været tale om tilstrækkeligt lang tids udsættelse for støj til, at den opståede nedsatte hørelse kunne skyldes udsættelse for støj. Endelig lå den målte hørelse inden for normalområdet.

Eksempel 10: Afvisning af hørenedsættelse hos medarbejder i børneinstitution (ikke kraftig støj)

En 52-årig kvindelig pædagog havde anmeldt høretab som følge af mere end 30 års arbejde som pædagog i børneinstitutioner med børn i alderen fra 0 til 6 år. Børnenes råb og larm i forbindelse med aktiviteter i og uden for institutionen mente hun var årsagen til høretabet. Der var audiogram og en anmeldelse af DLA professionalis og DLA typus incertus.

Audiogram over medarbejder i børneinstitution med hørenedsættelse - ikke kraftig støj

Figur 13 - Audiogram over medarbejder i børneinstitution med hørenedsættelse - ikke kraftig støj.

Sagen kunne ikke anerkendes efter fortegnelsen. Børns uro og råb er ikke af en lydmæssig styrke, der kan betegnes som kraftig støj (mindst 85 dB), hvorfor påvirkningen her ikke er tilstrækkelig til at forårsage en støjbetinget hørenedsættelse.

1.7. Eksempler på afgørelser uden for fortegnelsen (høresygdomme)

Eksempel 1: Øregangseksem og -infektion (dykkerarbejde)

En mand arbejdede i mere end 10 år som dykker ved en havn. Ved dykning i varmtvandsdragt kom der varmt vand ind i dykkerhætten, som havde en udtørrende effekt på øregangene. Han udviklede derefter øregangseksem og øregangsinfektion.

Udvalget fandt, at øregangseksemet og øregangsinfektionen i overvejende grad var forårsaget af arbejdet som dykker som følge af fortsatte påvirkninger fra varmt vand i øregangene.

Eksempel 2: Afvisning af tinnitus uden hørenedsættelse (støj fra turbiner)

En mand arbejdede som turbinetekniker på en boreplatform i 10 år. Arbejdet foregik typisk i stærk støj fra turbinerne. Han udviklede derefter en generende, hylende tinnitus. Audiologiske undersøgelser viste, at hørelsen var normal.

Udvalget fandt, at tinnitus-generne ikke udelukkende eller i overvejende grad var forårsaget af støjpåvirkningerne på arbejdet. Udvalget lagde vægt på, at det ud fra den medicinske viden på området kun kan anses for overvejende sandsynligt, at der er sammenhæng mellem tinnitus og arbejde i støj, hvis der samtidig kan konstateres nedsat hørelse som følge af arbejdet. I dette tilfælde var hørelsen imidlertid normal.

Yderligere informationer

Ankestyrelsens principielle afgørelser om støjbetinget hørenedsættelse kan ses på www.ast.dk

1.8. Medicinsk ordliste (støjbetinget hørenedsættelse)

Cochlea

Sneglen – det indre øre

Decibel (dB)

Måleenhed – angiver lydens styrke i følgende intervaller:

Kraftig støj: 85-90 dB

Meget kraftig støj: 90-95 dB

Voldsom kraftig støj: > 95 dB

dB LAæq

Måleenhed – angiver det energiækvivalente, A-vægtede lydtryksniveau i dB, hvilket kan bestemmes for et vilkårligt tidsrum.

D eller DL (skelnetab)

Forståelsesprocent (D) – angiver, hvor mange procent tilskadekomne forstår.

 

”Discrimination loss” (DL) – skelnetab – siger noget om, hvor mange procent tilskadekomne misforstår.

DL = 25 procent betyder, at man ikke kan gengive 25 ord korrekt ud af 100 ord, man har hørt.

D + DL = 100.

DLA (Degeneratio Labyrinthi Acustici)

Nedgang i funktionsdygtigheden i sneglen i det indre øre.

DLA professionalis

Hørenedsættelse som følge af udsættelse for støj gennem flere år. Fremstår som et dip omkring 4.000 Hz (6.000 Hz ved impulsstøj) i et audiogram.

DLA hereditaria

Hørenedsættelse betinget af arv

DLA senilis eller presbyacusis

Aldersbetinget høretab

DLA (typus) incertus

Hørenedsættelse af ukendt oprindelse, men med sikkerhed ikke forårsaget af udsættelse for støj.

Morbus Ménière

Ménières sygdom. Symptomkompleks bestående af anfaldsvis svimmelhed, øresusen og nedsættelse af hørelsen. Skyldes sygdom i labyrinten, ikke støj.

Hertz (Hz)

Måleenhed – angiver antallet af lydbølger pr. sekund

Otosclerose

Hørenedsættelse som følge af sygdom i knoglerne i øret

Sequelae otitis media

Hørenedsættelse som følge af mellemørebetændelse

MCL

Mest behagelige lyttestyrke – er den lydstyrke målt i dB, hvor tilskadekomne angiver, at denne hører bedst.

Tinnitus

Øresusen eller hyletone i øret.

SRT

Taletærsklen – er den lydstyrke, hvor tilskadekomne kan forstå 50 procent af en talrække.

SPL

”Sound pressure level” – angiver lydstyrke i absolut mål i forhold til standarden.

Dip

Et dip er et V-formet knæk nedad på kurven (modsat et ”peak”, som er et knæk opad). Udsættelse for impulsstøj medfører et dip mest udtalt ved 6.000 Hz, mens udsættelse for kraftig vedvarende støj typisk medfører et dip mest udtalt ved 4.000 Hz.

Reflekstærskler

Måles ved 500, 1.000, 2.000 og 4.000 Hz. Det er en udløsning af mellemørets reflekser og er en normal reaktion i øret over for pludselige, kraftige lyde.

Højtliggende tærskler (det vil sige stort antal decibel påkrævet/ pilene ligger længere nede på audiogrammet) ses typisk ved hørenedsættelse, der ikke er forårsaget af støj eller aldersforandringer, men det er også i nogen grad tilfældet for yngre personer. Der er individuelle forskelle.

HE

Høreevne

KE

Kommunikationsevne

Benledning

Bruges til at fastslå, om hørenedsættelsen er i det indre øre, eller om den ligger i mellemøret eller det ydre øre. Hvis benledning og luftledning er lig hinanden, er skaden i det indre øre. Hvis det er afvigende, er der en anden årsag (konkurrerende). Forskellen er udtryk for, at lyden ikke kan komme ind i øret. Markeres som [ ] eller < > i audiogrammet.

Recruitment

Angiver, at man har en kraftig lydfornemmelse, selv om man ikke går ret meget over høretærsklen. Medfører, at en person vil opfatte selv en lille stigning i lydtrykket som en kraftig lydfornemmelse.

Frit felt

Når en måling er optaget i frit felt er høreprøven foretaget i et lyddæmpet rum, men ikke i en lydtæt boks.

TTS

Temporary Threshold Shift. Lettere hørenedsættelse, der aftager hurtigt i minutterne/timerne efter en kraftig støjbelastning.

Taleaudiometri

Høreprøve, hvor man skal lytte til en mængde forskellige ord både i ro og i almindelig baggrundsstøj.

Tidligere har betegnelserne ”hørehandicap”, ”kommunikationshandicap” og ”audiologisk handicapgraduering” været anvendt ved scoringerne ved speciallægeerklæringernes konklusionsfelt. Disse ses i dag erstattet af udtrykkene ”høreevne”, ”kommunikationsevne” og ”audiologisk evnegraduering”.

Indhold

Indhold

Henter PDF