1. Almindelige bestemmelser
1.1
Trykbeholderes, dampkedlers, rørsystemers og enheders kontrolklasse bestemmes på grundlag af tilsvarende regler om klassificering i kategorier som anført i bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. Indstillingstrykket kan lægges til grund ved bestemmelse af kontrolklassen.
Fluida opdeles i den forbindelse i to grupper, hvor gruppe 1 omfatter farlige fluida, jf. bekendtgørelse om indretning af trykbærende udstyr. Gruppe 2 omfatter alle andre fluida.
1.2.1
Kontrolklasse A omfatter udstyr og enheder, der klassificeres i kategori IV.
1.2.2
Kontrolklasse B omfatter udstyr og enheder, der klassificeres i kategori III.
1.2.3
Kontrolklasse C omfatter udstyr og enheder, der ikke skal, eller som ikke vil kunne, henføres til kategori III eller IV.
1.3
En enhed placeres i samme kontrolklasse som det højest klassificerede blandt det trykbærende udstyr, bortset fra sikkerhedstilbehør, der indgår i enheden.
1.4
Dampkedler, der består af flere stykker trykbærende udstyr, henføres til samme kontrolklasse, som det stykke udstyr, bortset fra sikkerhedstilbehør, der er placeret i den højeste kategori.
1.5
Trykbeholdere, dampkedler, rørsystemer og enheder skal henføres til den rette kontrolklasse.
1.6
Oplysning om udstyrets kontrolklasse og baggrunden herfor skal være let tilgængelig ved kontrol af udstyret. Hvis udstyret skal være forsynet med udstyrsjournal, skal oplysningerne være anført deri.
2. Særlige bestemmelser
2.1 Vakuumisolerede beholdere med indhold af kryogene væsker eller flydende kultveilte
Kontrolklassen bestemmes, som om beholderen indeholder fluida i gruppe 1.
2.2 Trykluftbeholdere, trykekspansionsbeholdere i varmtvandsanlæg og hydroforer
Sådanne beholdere med produkttal større end 3000 henføres til kontrolklasse B.
2.3 Trykudligningsbeholdere i hydrauliske anlæg samt beholdere til afbrydere i højspændingsanlæg
For sådanne beholdere, hvor indholdet ikke angriber beholdermaterialet, bestemmes kontrolklassen uanset indhold som om beholderen indeholder fluida i gruppe 2. Dog henføres sådanne beholdere med produkttal større end 3000 til kontrolklasse B.
2.4 Pladevarmevekslere
Pladevarmevekslere henføres til kontrolklasse B. Dog henføres pladevarmevekslere til kontrolklasse C, når produkttallet er mindre end eller lig med 200.
2.5 Beholdere med varme- eller kølekappe
Sådanne beholdere, hvor kappen alene placerer beholderen i kontrolklasse A, henføres til kontrolklasse B.
2.6 Dampkedler der udelukkende består af rør med dimension højst DN 32
Sådanne beholdere henføres til kontrolklasse C.
2.7 Dampkedler hvis indstillingstryk ikke overstiger 1 bar, og hvor produkttallet ikke overstiger 600
Sådanne beholdere henføres til kontrolklasse C.
2.8 Beholdere som indgår i køleanlæg, og som indeholder kølemidler, der ikke angriber beholdermaterialet
Sådanne beholdere i kontrolklasse A, hvor produkttallet ikke overstiger 10000, henføres til kontrolklasse B.
2.9 Fyrede dampkedler til produktion af vand ved en temperatur over 110 grader C og højst 120 grader C og et tryk på højst 6,5 bar til cirkulation uden for kedlen i et sluttet kredsløb
Sådanne dampkedler i kontrolklasse A henføres altid til kontrolklasse B.