Gå til hovedindholdet

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører m.v. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø

Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1794 af 18. dec 2015 om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører m.v. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter følgende bekendtgørelser

nr. 1794 af 18. december 2015, der trådte i kraft den 1. januar 2016 - Retsinformation

nr. 1246 af 13. oktober 2016, der trådte i kraft den 1. januar 2017 og har virkning fra 1. april 2017 - Retsinformation

nr. 2076 af 17. november 2021, der trådte i kraft 1. januar 2022 - Retsinformation

nr. 1863 af 19. december 2023, som trådte i kraft den 1. februar 2024 - Retsinformation

I medfør af § 35, stk. 1, § 49, stk. 1, § 49 a, stk. 1-3, § 49 b og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73:

Kapitel 1 Område og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter import, fremstilling, overdragelse eller overladelse af stoffer og materialer til erhvervsmæssig brug.

Stk. 2. Ved stoffer og materialer, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerhed eller sundhed (farlige stoffer og materialer) forstås i denne bekendtgørelse:

  1. Stoffer og materialer, der opfylder kriterierne for klassificering som farlige efter de regler, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger mv. (CLP-forordningen).
  2. Stoffer og materialer, der er optaget med en grænseværdi i bekendtgørelsen om grænseværdier for stoffer og materialer.
  3. Materialer, der indeholder 1 % eller derover (for gasformige materialer 0,2 %) af et stof optaget med en grænseværdi i bekendtgørelsen om grænseværdier for stoffer og materialer.
  4. Andre stoffer og materialer, der er omfattet af krav om sikkerhedsdatablad efter artikel 31 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) m.v. med senere ændringer (REACH-forordningen).
  5. Stoffer og materialer, som direktøren for Arbejdstilsynet bestemmer, skal anses for farlige for eller forringende for sikkerhed eller sundhed.

Stk. 3. I REACH-forordningens artikel 67, jf. Bilag XVII, pkt. 47, er der fastsat særlige krav om markedsføring af cement med chromat.

Stk. 4. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på nedennævnte stoffer og materialer, der er omfattet af anden lovgivning:

  1. Nærings- og nydelsesmidler, der er færdige til indtagelse.
  2. Lægemidler, der er gjort klar til indtagelse.
  3. Foderstoffer.
  4. Kosmetiske produkter.
  5. Affald.
  6. Materialer, der indeholder radioaktive stoffer.
  7. Medicinsk udstyr, som er bestemt til at anbringes i eller at anvendes direkte i kontakt med det menneskelige legeme, forudsat at der er fastsat regler i medfør af anden lovgivning på baggrund af EF-direktiver om klassificering og mærkning af farlige stoffer og materialer, der sikrer samme informations- og beskyttelsesniveau som denne bekendtgørelse.

Stk. 5. §§ 5-12 finder ikke anvendelse på plantebeskyttelsesmidler

§ 2. Ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse skal følgende definitioner lægges til grund:

  1. Stoffer: Grundstoffer og deres forbindelser.
  2. Materialer: Sammensætninger af to eller flere stoffer, herunder biologiske materialer.

Kapitel 2 Emballering og mærkning

§ 3. Farlige stoffer og materialer skal, for så vidt der ikke er foreskrevet andet, være emballeret således, at emballagen opfylder de i CLP-forordningen fastsatte regler herom.

§ 4. Emballagen skal mærkes i overensstemmelse med de i CLP-forordningen fastsatte regler om mærkning samt med et eventuelt tildelt produktregistreringsnummer (PR-nr.), jf. § 12.

Stk. 2. For mærkning af cement og ikke-hærdede cementholdige produkter henvises til REACH-forordningens artikel 67, jf. Bilag XVII, pkt. 47.

Kapitel 3 Anmeldelse

§ 5. Den, som årligt fremstiller eller importerer fra 100 og op til 1000 kg af et stof eller 100 kg eller derover af et materiale, omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1 til nr. 4, skal indgive anmeldelse til Arbejdstilsynet med de i bilag 1 angivne oplysninger. Dette gælder dog ikke stoffer og materialer angivet i bilag 2.

Stk. 2. Anmeldelsen skal indgives senest 1 måned efter fremstillingen eller importen.

Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på stoffer og materialer, der fremstilles eller importeres til forskningsformål i en mængde på under 1000 kg, når anvendelsen er begrænset til få personer.

Stk. 4. I REACH-forordningens afsnit II er der fastsat krav om registrering til Det Europæiske Kemikalieagentur af stoffer, som fremstilles eller markedsføres i Fællesskabet i mængder på 1 ton eller mere pr. år. Stoffer er defineret i forordningens artikel 3, nr. 1, fremstilling er defineret i artikel 3, nr. 8, og markedsføring er defineret i artikel 3, nr. 12.

§ 6. Pligten til at anmelde påhviler desuden fremstillere og importører af farlige stoffer og materialer, hvis stoffet eller materialet får et nyt handelsnavn.

§ 7. Arbejdstilsynet kan for at forebygge sundheds- og ulykkesskader i enkeltstående tilfælde kræve yderligere oplysninger end de anførte i bilag 1 for stoffer og materialer til særlige anvendelser.

§ 8. En fremstiller eller importør, der har anmeldt efter § 5, stk. 1, eller § 6, skal herudover underrette Arbejdstilsynet om væsentlige ændringer i forhold til det anmeldte, herunder om stoffet eller materialet anvendes eller forudsættes anvendt til andre formål, om der foreligger ny toksikologisk viden og lignende.

Stk. 2. Fremstilleren eller importøren skal udover det anførte i stk. 1 desuden hvert andet år indgive mængdeoplysninger om det forudgående års fremstilling og import af stoffet og materialet, jf. bilag 1, punkt 5.

§ 9. En fremstiller eller importør, der har anmeldt efter § 5, stk. 1, eller § 6, skal med henblik på fremskaffelse af yderligere oplysninger efter anmodning fra Arbejdstilsynet foretage eller lade foretage undersøgelser i overensstemmelse med § 13.

§ 10. Anmeldelse i henhold til § 5 skal ske elektronisk til Arbejdstilsynet.

§ 11. En anmelder af et stof eller et materiale kan henvise til en anden anmelders oplysninger om det samme stof eller materiale. Anmelderen indestår for, at den anden anmelder er indforstået hermed.

Stk. 2. En anmelder af et stof, som anmelderen tidligere har anmeldt til Miljøstyrelsen, kan opfylde sin pligt efter § 5, stk. 1, ved at henvise til denne anmeldelse.

§ 12. Anmeldte stoffer og materialer tildeles et produktregistreringsnummer (PR-nr.) af Arbejdstilsynet, når der er modtaget de fornødne oplysninger. Nummeret skal være påført stoffets eller materialets emballage senest et år efter tildelingen.

Kapitel 4 Undersøgelsesmetoder

§ 13. Undersøgelse af stoffernes og materialernes fysisk-kemiske egenskaber samt af deres giftighed skal foretages efter metoder, der kan anerkendes af Arbejdstilsynet i det omfang, det er foreneligt med REACH-forordningen og CLP-forordningen.

Stk. 2. Direktøren for Arbejdstilsynet kan påbyde, at analyser og undersøgelser af stoffer og materialer skal udføres efter bestemte metoder på akkrediterede laboratorier i det omfang, det er foreneligt med REACH-forordningen og CLP-forordningen.

Kapitel 5 Tekniske datablade

§ 14. Tekniske datablade og lignende om farlige stoffer og materialer skal indeholde alle væsentlige oplysninger om stoffets eller materialets virkning på sikkerhed og sundhed i arbejdsmiljøet.

Kapitel 6 Sikkerhedsdatablade

§ 15. Leverandøren skal for de i § 1, stk. 2, nr. 2 og nr. 3, nævnte stoffer og materialer, som ikke er omfattet af artikel 31 i REACH-forordningen, udarbejde sikkerhedsdatablad og forsyne modtageren af disse stoffer og materialer med dette i overensstemmelse med denne forordnings artikel 31 og bilag II med undtagelse af punkt 12 om miljøoplysninger og punkt 13 om forhold vedrørende bortskaffelse.

Stk. 2. Sikkerhedsdatabladet skal være affattet på dansk.

Kapitel 7 Dispensation og klage

§ 16. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og forsvarligt og i det omfang, det er foreneligt med REACH-forordningen og CLP-forordningen.

§ 17. Afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

Kapitel 8 Straf

§ 18. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der

  1. overtræder § 5, stk. 1 og 2, § 6, §§ 8 - 9, § 12, § 13, stk. 1, §§ 14 -15.
  2. ikke efterkommer påbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser, eller
  3. tilsidesætter vilkår for tilladelser, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 9 Ikrafttræden

§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 559 af 4. juli 2002 om særlige pligter for fremstillere, leverandører og importører mv. af stoffer og materialer efter lov om arbejdsmiljø ophæves.

Arbejdstilsynet, den 18. december 2015

Peter Vesterheden / Bent Horn Andersen

Note: I bekendtgørelsen er medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH) m.v., EU-Tidende 2006, nr. L 396, side 1, som senest ændret ved Kommissionens forordning nr. 2015/1494 af 4. september 2015, EU-Tidende 2015, nr. L 233, side 2. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.

Bilag

1 - Oplysninger til brug for anmeldelse af stoffer og materialer, jf. § 5

2 - Ikke-anmeldepligtige stoffer

Indhold

Indhold

Henter PDF