Gå til hovedindholdet

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om sikkerhedsskiltning og anden form for signalgivning

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 518 af 17. juni 1994 om sikkerhedsskiltning og anden form for signalgivning med senere ændringer - ikke autoriseret sammenskrivning

SAMMENSKRIVNINGEN omfatter følgende bekendtgørelser

nr. 518 af 17. juni 1994, der trådte i kraft den 24. juni 1994 - Retsinformation

nr. 512 af 17. maj 2011, der trådte i kraft den 31. maj 2011 - Retsinformation

(Ændringer som følge af CLP-forordningen)

nr. 624 af 4. maj 2015, der trådte i kraft 1. juni 2015 - Retsinformation

(Gennemførelse af direktiv 2014/27 / EU mm)

nr. 1870 af 19. december 2023, som trådte i kraft den 1. februar 2024 - Retsinformation

I medfør af § 4, § 39, stk. 1, nr. 1 og 3, og stk. 2, § 43, stk. 1, nr. 3, § 46, nr. 1 og 4, § 49, stk. 1, og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73:

Område mv

§ 1. Bekendtgørelsen omfatter sikkerhedsskiltning og anden form for signalgivning under arbejdet som defineret i bilag 1, med de begrænsninger, der følger af § 2, stk. 2, og § 3 i lov om arbejdsmiljø.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke arbejde, som udføres i den ansattes hjem.

§ 2. Symboler til markedsføring af farlige stoffer og blandinger, produkter og/eller udstyr berøres ikke af reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Det samme gælder jernbanetrafikkens regler samt færdselslovgivningens regler om signalgivning og godkendelser i forbindelse med regulering af trafik inden for en virksomheds område.

Anvendelse, udformning og vedligeholdelse m.m. af sikkerhedsskiltning og anden form for signalgivning

§ 3. Hvor der under arbejdet kan opstå fare, som ikke kan imødegås tilstrækkeligt effektivt ved tekniske foranstaltninger eller andre foranstaltninger, skal signalgivning anvendes i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal inddrage enhver risikovurdering, der er i hans arbejdspladsvurdering udarbejdet i overensstemmelse med §§ 6 a og b i bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.

Stk. 3. Signalgivning skal endvidere anvendes, hvis dette følger af arbejdsmiljølovgivningens regler i øvrigt, samt hvis arbejdets karakter gør det nødvendigt.

§ 4. Ved anvendelse af signalgivning skal de generelle forskrifter følges for signalgivning, som er anført i bilag 2.

Stk. 2. Desuden skal de særlige forskrifter følges for udformning, anvendelse og vedligeholdelse m.m. for:

  1. Sikkerhedsskilte, som anført i bilag 3.
  2. Lydsignaler, som anført i bilag 4.
  3. Lyssignaler, som anført i bilag 5.
  4. Mundtlige anvisninger, som anført i bilag 6.
  5. Tegngivning, som anført i bilag 7.
  6. Afmærkning af visse beholdere og rørsystemer, som anført i bilag 8.
  7. Afmærkning af ildslukningsmateriel, som anført i bilag 9.
  8. Afmærkning af forhindringer og steder, der frembyder fare, samt færdselsveje, som anført i bilag 10.

§ 5. Arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får den nødvendige instruktion og oplæring i betydningen og anvendelsen af signalgivning.

Detailregler og dispensationer

§ 6. Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt, og i det omfang, det er foreneligt med direktiv 92/58/EOF af 24. juni 1992 om minimumsforskrifter for signalgivning i forbindelse med sikkerhed og sundhed under arbejdet.

§ 7. Direktøren for Arbejdstilsynet udsender anvisninger og vejledninger, hvori der gives nærmere retningslinjer for, hvorledes bestemmelserne i bekendtgørelsen og detailreglerne kan opfyldes.

Klageadgang og straffebestemmelser

§ 8. Arbejdstilsynets afgørelser kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

§ 9.Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning straffes med bøde eller med fængsel i indtil 2 år den, der:

  1. overtræder §§ 3-5
  2. ikke efterkommer påbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller
  3. tilsidesætter vilkår for godkendelser eller tilladelser i henhold til bekendtgørelsen.

Stk. 2. For overtrædelser af §§ 3-5 kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Ikraftrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 24. juni 1994.

Stk. 2. Samtidig ophæves følgende bekendtgørelser:

  1. Bekendtgørelse nr. 505 af 19. november 1980 om sikkerhedsskiltning.
  2. Bekendtgørelse nr. 471 af 13. august 1982 om ændring af bekendtgørelse om sikkerhedsskiltning.

Stk. 3. Sikkerhedsskiltning, som er taget i brug før den 24. juni 1994, og som opfylder bestemmelserne i de i stk. 2 nævnte bekendtgørelser, kan dog anvendes indtil den 24. december 1995.

Note: Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 92/58/EØF af 24. juni 1992 om minimumsforskrifter for signalgivning i forbindelse med sikkerhed og sundhed under arbejdet (niende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 245, side 23, som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/27/EU af 26. februar 2014, EU-Tidende 2014, nr. L 65, side 1.

Bilag

1 - Definitioner

2 - Generelle forskrifter for signalgivning i forbindelse med sikkerhed og sundhed under arbejdet

3 - Forskrifter for sikkerhedsskilte

4 - Forskrifter for lydsignaler

5 - Forskrifter for lyssignaler

6 - Forskrifter for mundtlige anvisninger

7 - Forskrifter for tegngivning

8 - Forskrifter for afmærkning af beholdere og rørsystemer

9 - Forskrifter for mærkning og placering af ildslukningsmateriel

10 - Forskrifter for afmærkning af forhindringer og steder der frembyder en fare, samt af færdselsveje

Indhold

Indhold

Henter PDF