Gå til hovedindholdet

Uddannelse for nedrivning af asbest indtil 1. januar 2025

Hvis I arbejder med nedrivning af indvendigt anvendt asbestholdigt materiale, skal I have gennemgået en arbejdsmiljøfaglig uddannelse.

Personer, der arbejder med nedrivning af asbestholdigt materiale indvendigt i bygninger og i skibe, tog, maskiner mv., hvor dette materiale har været anvendt som isolering mod varme, kulde, støj, fugt og brand, skal have gennemgået en arbejdsmiljøfaglig uddannelse i nedrivning af asbestholdigt materiale.

Krav om uddannelse gælder for ansatte, herunder indlejede ansatte, arbejdsgiver selv og selvstændige, men ikke for private.

Hvordan gennemføres uddannelsen

Den arbejdsmiljøfaglige uddannelse gennemføres som en arbejdsmarkedsuddannelse af fire dages varighed på en AMU-skole eller erhvervsskole og dokumenteres med et uddannelsesbevis.

Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at de ansatte har den nødvendige uddannelse. Selvom de ansatte har gennemført uddannelsen, er arbejdsgiveren forpligtet til at sikre, at oplæringen og instruktionen er tilstrækkelig, og at de ansatte får konkret instruktion i at udføre et konkret arbejde fuldt forsvarligt.

Asbestarbejde, der ikke kræver uddannelse

Ved alt andet asbestarbejde end nedrivning af indvendigt anvendt asbestholdigt materiale, fx rengøring for asbeststøv, fjernelse af asbestforurenet materiale, reparation og vedligeholdelse, er der ikke krav om, at de ansatte skal have gennemgået den arbejdsmiljøfaglige uddannelse, men de skal have gennemgået et særligt oplærings- og instruktionsforløb, som arbejdsgiveren er ansvarlig for.

Indtil 1. januar 2025 kræver nedrivning af et asbestholdigt tag ikke uddannelse, da nedrivningen ikke vedrører indvendigt anvendt asbestholdigt materiale, uanset om arbejdsområdet er overdækket eller afskærmet fra omgivelserne. Læs mere om de uddannelseskrav, der gælder fra 1. januar 2025:

Uddannelse for nedrivning af asbest fra 1. januar 2025

Henter PDF