Gå til hovedindholdet

Asbestrengjort bygningsmateriale, inventar og affald

Asbestrengjorte byggematerialer til genanvendelse

Arbejdstilsynets asbestregler forhindrer ikke, at nedtagne byggematerialer som taglægter og tagspær genanvendes til fx konstruktionstræ i øvrigt, uanset at materialerne har understøttet et asbesttag. Nedtagne asbestforurenede materialer skal imidlertid rengøres grundigt for asbeststøv, før de genanvendes, så der ikke er risiko for at blive udsat for asbeststøv. Byggematerialer, der indeholder asbest, må ikke genbruges eller genanvendes, men skal bortskaffes som asbestaffald.

Husk i øvrigt ved genbrug og genanvendelse af byggematerialerne, at krav til styrke og dimensioner af sikkerhedshensyn skal være opfyldt.

Asbestrengjort inventar genbruges

Det er almindeligt, at møbler og andet inventar må rengøres grundigt for asbeststøv i forbindelse med nedrivning af asbest, uanset om inventaret har været afdækket eller ej under arbejdet. Det vil sige, at inventaret støvsuges og vaskes grundigt. Arbejdstilsynets asbestregler forhindrer ikke, at asbestrengjorte møbler og andet inventar genbruges.

Asbestrengjort affald til forbrænding

Arbejdstilsynet forholder sig ikke til valg af metode til behandling af affald og anser forbrænding af asbestrengjort affald som en mulighed. Affaldet skal støvsuges grundigt for asbeststøv før eventuel forbrænding.

Henter PDF