Gå til hovedindholdet

Kampagne: Forebyg stress

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker? Stress skal forebygges – lad os hjælpe jer

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker? Stress skal forebygges – lad os hjælpe jer

Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker kan indebære en risiko for medarbejdernes helbred. Arbejdstilsynet har udarbejdet en ny AT-vejledning, som kan hjælpe jer med at understøtte et godt psykisk arbejdsmiljø og forebygge stress og andre konsekvenser for helbredet.

Hvad betyder høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker?

At arbejde med mennesker kan være forbundet med mening i arbejdet, men kan samtidigt indebære en risiko for medarbejdernes helbred. Høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker kan fx øge risikoen for langvarig stress.

Høje følelsesmæssige krav kan særligt være til stede i arbejde, der indebærer kontakt med fx borgere og kunder, som er i en svær situation eller har en udfordrende adfærd. Det kan fx være mennesker i mistrivsel, i krise, i misbrug eller med grænseoverskridende, utilregnelig eller selvskadende adfærd. De høje følelsesmæssige krav opstår ikke kun, når man er i fysisk sammen med andre. Det kan også være, når man fx skal læse om andre menneskers situation.  

Kontakten med mennesker, der har det svært, eller som  har en udfordrende adfærd, vil ofte stille høje følelsesmæssige krav til medarbejderne. Det kan fx være en psykisk belastning at skulle sætte sig ind i andres problemer eller rumme andres følelser, samtidigt med, at man skal håndtere sine egne følelser. Det kan også være at skulle give udtryk for at føle noget, man egentlig ikke føler. 

Det kræver en fælles indsats

At forebygge stress som følge af høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker kræver en vedvarende, fælles indsats fra både ledelse og medarbejdere på arbejdspladsen, bl.a. gennem arbejdsmiljøorganisationen (AMO). Det er afgørende, at der er et godt samarbejde, og at I har en tæt dialog om de problemer, der kan være i arbejdet. Fx hvad der kan være årsag til problemerne, og hvordan problemerne bedst løses.

Sådan kan du som arbejdsgiver forebygge stress blandt medarbejderne

Som arbejdsgiver har du pligt til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø og forebygge stress som følge af høje følelsesmæssige krav i arbejdet med mennesker. Selvom der kan være situationer, hvor det er vanskeligt helt at undgå høje følelsesmæssige krav i arbejdet, skal du starte med at kigge på, om kravene kan mindskes. Herefter skal du sørge for, at dine medarbejdere kan håndtere de høje følelsesmæssige krav, der fortsat er i arbejdet. Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, så har Arbejdstilsynet udarbejdet en ny vejledning til dig.

Her er 3 vigtige tiltag, du kan iværksætte i samarbejde med dine medarbejdere:

  1. Afklar sammen med dine medarbejdere, hvordan I bedst hjælper de mennesker, I arbejder med, samtidig med, at I passer på jer selv. Det er vigtigt, I finder en fælles tilgang til, hvordan I går til opgaverne.
  2. Sørg for, at dine medarbejdere har de nødvendige kompetencer og tiden til at løse de opgaver, der kræver en særlig følelsesmæssig indsats.
  3. Skab også rum til at dine medarbejdere kan tale med dig og hinanden om de følelsesmæssige belastninger, de oplever i hverdagen, fx ved møder, supervision eller overlap mellem vagter.
Tankebobler

Gode råd til dig som medarbejder

Din arbejdsgiver skal sikre, at du har et godt psykisk arbejdsmiljø. Her er 3 gode råd til, hvad du selv kan gøre for at bidrage til, at høje følelsesmæssige krav ikke bliver et problem for dig og dine kollegaer.

  1. Hold øje med, om du har mulighed for at håndtere de følelsesmæssige krav, der er i dit arbejde med mennesker. I de to bokse herunder kan du se, hvilke tegn der kan være på, at der er problemer med høje følelsesmæssige krav på din arbejdsplads. Det kan både være konsekvenser for arbejdet og for dig som medarbejder.
  2. Spørg og lyt til, hvordan dine kollegaer har det med deres arbejde. Er der fx nogen, der har behov for at tale om svære situationer i arbejdet med mennesker?
  3. Sig til, hvis du og/eller dine kollegaer har problemer med høje følelsesmæssige krav. Du kan fx tale med din leder eller din arbejdsmiljørepræsentant om, hvordan I kan få støtte og sparring fra ledelse og kolleger til at håndtere de følelsesmæssige belastninger i arbejdet.

Din arbejdsgiver har pligt til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø og forebygge stress.

Citat med AnneMette

Mulige konsekvenser for arbejdet:

  • Der er konflikter med de mennesker, som medarbejderne arbejder med eller kritik og klager over det udførte arbejde fra dem.
  • Der er mangel på engagement i arbejdet.
  • Der er medarbejdere, som distancerer sig fra de mennesker, de arbejder med, fx ved at have en kynisk tilgang til dem.
  • Der er medarbejdere, som involverer sig for meget i de mennesker, de arbejder med.
  • Der er konflikter eller samarbejdsproblemer internt i virksomheden eller kritik af medarbejdernes arbejde fra ledelse eller kollegaer.
  • Der er højt sygefravær eller høj omsætning af personale.

 

 

Mulige konsekvenser for berørte medarbejdere:

  • Søvnproblemer eller udmattelse (mentalt eller fysisk).
  • Let til tårer, nedsat humør eller øget irritabilitet.
  • Svært ved at slippe tanker om arbejdet uden for arbejde.
  • I konstant alarmberedskab.
  • Hukommelsesproblemer eller koncentrationsbesvær.
  • Oplevelse af faglig utilstrækkelighed eller afmagt.
  • Tendens til at isolere sig socialt.
  • Ligegyldighed eller følelsesløshed.
  • Langvarig stress.
  • Angst og depression.
Find fælles løsninger. Sørg for tid og kompetencer. Tal sammen

Henter PDF